04.12.2015
Artikel

Forskere: Klimatopmødet er en fredskonference

Klodens fremtid er til forhandling i Paris. Talrige studier kæder terrorudbredelse og klimaforandringer sammen.

Af Thomas Bøttcher

Klimapolitiske iagttagere har de seneste uger spekuleret flittigt i, hvilken betydning terrorangrebene i Paris vil få for det igangværende topmøde i den terrorramte hovedstad.

Det er en udbredt forventning, at angrebene ikke svækker mulighederne for at nå et resultat, tværtimod. Terrorangrebene, mener flere, har ligefrem tvunget forhandlerne til at udvise større beslutsomhed end tidligere.

Det hævder blandt andre direktør Andrew Steer fra tænketanken World Resources Institute i The Guardian.

“Det, der er sket, har skabt en international solidaritet. Det har der været før, men vi har nok ikke set noget lignende siden 11. september. Viljen til for alvor at løse det største fælles problem i verdenshistorien er styrket”.

Andre peger på, at Frankrigs rolle som forhandlingsleder er styrket, og at forhandlere vil føle sig forpligtet til at nå et resultat. Men det kan også blive en svaghed, mener eksempelvis Craig Bennett fra miljøbevægelsen NOAH.

“Landene ønsker at give præsident Hollande en aftale. Men den bliver måske ikke så god, som den kunne være blevet. De lande, der møder op i Paris, vil for alt i verden undgå en fiasko, men den aftale, der er på bordet nu, er ikke nok”, siger han.

Udmeldingerne fra de 140 lande i Paris lægger op til en aftale, der ifølge uafhængige analyser vil betyde, at den globale opvarmning lander på 2,7-3,5 grader omkring år 2100 – et pænt stykke fra målet om to grader, der ifølge mange forskere ikke nødvendigvis er et sikkert niveau, men et niveau hvor man forhåbentligt kan undgå kaos.

Bare én grads forskel – eller for den sags skyld decimaler – kan vise sig at gøre betydelig forskel. Ifølge FN vil en stigning på 3,7 grader således “øge sandsynligheden for alvorlige, gennemtrængende og irreversible konsekvenser for mennesker og økosystemer” og føre til “omfattende udryddelse af arter, global og regional fødevareusikkerhed og substantielle begrænsninger på almindelige menneskelige aktiviteter”.

Håb og realisme
Kan terrorangrebene rykke ved decimalerne? Eksperter og forskere har efter angrebene argumenteret for, at det i så fald kun bør være i positiv forstand. I The New Yorker har forfatter Naomi Klein og Jason Box, der er amerikansk professor i glaciologi ved GEUS, argumenteret for, at klimaforhandlingerne bør betragtes som en fredskonference. Det samme gør professor i sikkerhedsstudier Michael ­Klare. De henviser til talrige studier, der kæder terrorudbredelse og klimaforandringer sammen, ikke mindst et fra marts, der detaljeret argumenterer for, at den alvorlige tørke i Syrien mellem 2007-2010 skyldes klimaforandringer og har direkte forbindelse til oprøret i 2011.

Ifølge Katherine Richardson, professor og klimaekspert på KU, er det “absolut ikke usandsynligt”, at der er en sammenhæng mellem klimaforandringer i Syrien og angrebene i Paris. Men hun tror ikke, at det vil skubbe til forhandlingerne.

“Jeg er selv meget optimistisk og tror, vi får en aftale, der er langt bedre end scenariet med temperaturstigninger på 4-5 grader, som er alternativet. Men ærlig talt er det svært at vide, om det, der foregår uden om forhandlingerne, påvirker resultatet. Man skal tænke på, at de her folk har været i gang med at forhandle i årevis”, siger hun.

Heller ikke Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, forventer, at terrorangrebene som enkeltbegivenhed vil ændre på noget.

“Der er lavet tonsvis af analyser, der viser en sammenhæng mellem klimaforandringer og væbnede konflikter. Og selvom der har været en masse snak om det i kølvandet på angrebene, ændrer det for mig at se ikke ved, at stater ikke gør noget, de ellers ikke har lyst til”.

Og mens blandt andre præsident Obama har signaleret, at terroristerne har gjort et positivt forhandlingsresultat bydende nødvendigt, peger Peter Viggo Jakobsen på, at USA på forhånd har udelukket en bindende aftale.

“Verden er kynisk skruet sammen, når du kigger på international politik. Man bliver ved med at sparke klimabolden ned ad vejen, for det handler om noget, der sker om relativt lang tid – ude over næste valgperiode”.