“Vi kan måle, hvad det er for underliggende ting, der sker i nervesystemet”, forklarer Lars Arendt-Nielsen, der har fået DM’s forskningspris inden for naturvidenskab og teknik.
11.09.2015
Artikel

Smerteforskeren

Lars Arendt-Nielsen har skabt banebrydende indsigter inden for smerteforskning. Han har modtaget DM’s forskningspris inden for naturvidenskab og teknik.

Af Thomas Bøttcher
Alene i Danmark lider omkring 800.000 mennesker af kroniske smerter. I nogle tilfælde ved man hvorfor, men i andre tilfælde kan man ikke påvise fysiologiske ændringer hos de sygdomsramte og dermed heller ikke en årsag til smerten. Det gælder fx patienter med fibromyalgi (led- og muskelsmerter), slidgigt og piskesmæld.

For mange betyder smerterne nedsat livskvalitet og funktionsdygtighed og tilmed mistro og fordomme fra omgivelserne, for uden en diagnose er det svært at få smerten anerkendt. Men som om det ikke er nok, har mennesker med kroniske smerter tilsyneladende også en tendens til at udvikle overfølsomhed over for smerterne. De spreder sig til andre områder af kroppen og opleves stærkere. Endnu en faktor, der skaber fordomme, for skal de i virkeligheden ikke bare tage sig sammen?

At det bestemt ikke er tilfældet, ved vi takket være dr.med. og professor ved Aalborg Universitet Lars Arendt-Nielsen, der har været med til at ændre videnskabens forståelse af smerter hos mennesker.

Gennembrud
I begyndelsen af 1980’erne var der, tro det eller lad være, inden for det neurobiologiske område ikke forsket seriøst i smerter hos mennesker. Der fandtes teorier, og ophavsmanden til en af de mest skelsættende, Patrick Wall, forelæste i 1982 på University College i London. I 1960’erne havde Wall opdaget, at rotter reagerer forskelligt på smerte trods den samme smertestimulans. Det udfordrede den fremherskende forestilling om, at smerte var et statisk system: Skærer jeg mig i min finger, gør det ondt, skærer jeg mig mere i min finger, gør det mere ondt.

“Walls teori gik tværtimod ud på, at smertesystemet var dynamisk og kunne ændres, afhængigt af hvilke input det modtog. Når man slår sig over fingeren, så ryster man den. Det gør man tilsyneladende, fordi der er nogle nerveceller inde i rygmarven, der bruger dette mekaniske input til at lukke lidt ned for smerteimpulserne”, siger Lars Arendt-Nielsen.

“Wall havde allerede fremsat sin teori i 1965 og sluttede altid sine forelæsninger i London med det samme spørgsmål: Hvorfor er der ikke nogen, der beskæftiger sig med at undersøge smertesystemets funktion hos mennesker?” fortæller Lars Arendt-Nielsen, der ved det, fordi han som udvekslingsstuderende på universitetet ofte sad på tilhørerpladserne. Da han kom hjem, begyndte han straks at undersøge spørgsmålet.

“Det, vi gjorde først og fremmest, var overhovedet at begynde at måle smerte på mennesker”, siger han. Det “vi”, han omtaler, var i begyndelsen blot Lars Arendt-Nielsen, men tæller i dag 70-100 forskere under hans ledelse på Center for Sanse-Motorisk Interaktion på Aalborg Universitet.

“Det, vi primært har gjort, er at udvikle teknologier, der kan sætte tal på smerte. Så vi kan måle smertens betydning og styrke objektivt. De teknologier, vi har udviklet, afkoder forskellige dele af smertesystemets funktion. Vi kan måle, hvad det er for underliggende ting, der sker i nervesystemet eller i neurobiologien, som gør, at smerten er, som den er”.

Indsigt
Lars Arendt-Nielsens metoder har som før antydet ikke mindst haft betydning for kroniske smertepatienter. Hans forskning har dokumenteret, at patienterne ikke alene modtager flere impulser fra de yderste nervereceptorer i hud, led og muskler, men også at centralnervesystemet udvikler en evne til at forstærke signalerne. Resultatet er en slags feedbackmekanisme, der gør centralnervesystemet dårligere til at hæmme smerten og receptorerne mere og mere følsomme, hvorefter smerterne begynder at sprede sig vilkårligt i resten af kroppen.

“Det har været en forklaringsmodel, som har været helt exceptionel for mange af de her patienter. Ikke mindst fordi det kan give ro i sindet for rigtigt mange, der ellers bliver mødt med mistro”.

Af samme grund mener Lars Arendt-Nielsen, at det er hans mest betydningsfulde forskningsresultat.