Rasmus Lillemose er en af de mange studerende, der svinger pisken over sig selv.
Studerende på DPU, fritidsbrandmand og iværksætter. Ambitionerne kan godt blive en hæmsko, når alt det, man laver, er kærlighedsprojekter, erkender Rasmus Lillemose.
21.08.2015
Artikel

Rasmus svinger pisken over sig selv

Rasmus Lillemose er en af de mange studerende, der stiller meget høje krav til sig selv. Han vil være bedst både på studiet, som fritidsbrandmand og som iværksætter, og det stresser. Nogle gange så meget, at det er en hæmsko.

Af Pernille Siegumfeldt

31-årige Rasmus Lillemose emmer af rastløs energi.

Selv på en søvnig sommerdag tager han lange, raske skridt i gangene på DPU i Emdrup, hvor han læser til kandidat i generel pædagogik. Når han taler, falder ordene præcist og hurtigt.

Ugen inden har han været på Langelandsfestival som frivillig brandmand. I denne uge skal han bruge nogle dage på at forberede en række liveudsendelser til efterårssæsonens studenterradio. Og fordi han er medlem af fagudvalget på sin uddannelse, skal han også være med til at forberede en undersøgelse af studiemiljøet på instituttet.

Tempoet har altid været højt hos lærersønnen fra Ølstykke. I dag opererer han med fem forskellige mailadresser, fordi han har gang i så mange forskellige projekter både i forbindelse med og ved siden af sit studium.

“Jeg er den rastløse type. Jeg kan ikke sidde stille og kigge ud i regnen. I perioder lider jeg frygteligt af søvnløshed, og så kan det godt køre op i en spids for mig. Da jeg var til eksamen på universitetet i foråret, skulle jeg fx direkte ud på brandstationen og til eksamen der bagefter. Det var for heftigt. Jeg var totalt smadret”, erindrer Rasmus Lillemose.

Ligger i opdragelsen
I DM’s studiestartsundersøgelse er Rasmus én af de 34 procent af de studerede, der har angivet, at egne forventninger og ambitioner er de faktorer, der stresser ham allermest. De slår både frygten for arbejdsløshed og forældreambitioner med længder. Også for Rasmus, som er perfektionist.

“Jeg vil være den bedste, så jeg presser mig selv. Både når det er saxofonen, jeg skal lære at spille på, og det er studenterpolitik, jeg kaster mig over. Jeg skal også være den bedste brandmand, selv om det er ulønnet. Da jeg gik på UCC, skulle jeg være den bedste pædagog på gulvet. Nu gælder det så min kandidatgrad, og jeg skal være den bedste til at se pædagogikken i et helikopterperspektiv. Det ligger i min opdragelse, at man skal gøre tingene ordentligt”, uddyber Rasmus Lillemose.

Han betegner sig selv som en udpræget ledertype. Men han medgiver også, at de ufatteligt høje krav, han stiller til sig selv, nogle gange udløser et negativt pres.

“Til tider er jeg ved at opgive og tæt på bare at give slip. Fx bliver det for meget for mig, hvis jeg ikke kan finde ordentligt ud af stoffet på mit studium, og det så heller ikke kan lade sig gøre at tromme min studiegruppe sammen. Op til eksamen kan jeg også godt komme til at glemme, at læring er en process og at ikke alle har den samme trang til perfektion som jeg. Det bliver også ubehageligt for alle, hvis jeg eller en anden alfahan vil sætte barren for højt for hele gruppen, og vi bare kører løs”, siger han.

Kærlighedsprojekter
Rasmus Lillemose har boet på et kollegium i Herlev i tre år. Hans værelse ligger lige oven over baren, så budgettet til ørepropper er betragteligt. Det er ikke optimalt, medgiver han, men han har prioriteret at leve billigt og koncentrere sig 100 procent om de tre vigtigste ting for ham lige nu: studiet, tjansen som frivillig brandmand og opstarten på en konsulentvirksomhed – en pædagogisk tænketank – sammen med to venner fra professionshøjskoletiden.

For det meste komplementerer de tre indsatser hinanden perfekt.

“Jeg prøver at jonglere det med at meditere, og jeg henter ro på vandreture i Sverige og Danmark. Det er også for at styre stressen bedre, at jeg nu har fem mailadresser. På den måde slipper jeg for at forholde mig til studenterpolitik midt i eksamen osv. Jeg overvejer også, om det kan lade sig gøre, at jeg skærer nogle aktiviteter fra. Det er bare svært, fordi det hele er kærlighedsprojekter. For mig er det summen af alle mine projekter, der en gang imellem overbelaster. Så kan jeg godt mærke, at de høje krav, jeg stiller til mig selv, bliver en hæmsko”, forklarer Rasmus Lillemose.