Casper Brandt har mange gode bekendte, men ingen venner på antropologi: “Vi tager os nok af hinanden, men vi er ikke altid helt åbne og ærlige over for hinanden. Det ligger nok lige under overfladen, at vi skal ud at konkurrere mod hinanden om ganske få job bagefter”.
21.08.2015
Artikel

Ensomhed er tabu

Casper Brandt er vellidt, men føler sig alligevel ensom på sit studium. “Selv om antropologi er et snakkefag, så er den ensomhed, nogle af os føler, ikke noget, vi taler med hinanden om”, siger han.

Af Pernille Siegumfeldt

Værtshuset Klods Hans i Fredericias gamle bykerne er et af de steder, Casper Brandt tit hopper ind på vejen hjem til sin lejlighed, når han er kommet med toget fra Aarhus.

Tre gange om ugen pendler den spinkle, lyse antropologistuderende to timer hver vej for at passe sit studium. På Klods Hans, hvor cigaretrøgen bølger tungt mellem de bordeauxfarvede vægge, kobler han af med en fyraftensbajer, sludrer lidt med stamgæsterne og idéudvikler på sin næste opgave.

24-årige Casper Brandt, der har boet i Fredericia hele sit liv, skal til at starte på 5. semester og skrive sin bachelor. Han beskriver sig selv som en ikke helt gennemsnitlig studerende.

“Antropologi er først og fremmest et kvindefag, og så kræver studiet et kanon karaktergennemsnit, så derfor starter flertallet lige efter studentereksamen. Mine medstuderende er meget ambitiøse og målrettede. Der bliver ikke slået ret mange skæverter der. Og selv om antropologi er et snakkefag, så er den ensomhed, nogle af os føler, ikke noget, vi taler med hinanden om – det er tabu”, siger han.

Selv står Casper Brandt åbent ved, at ensomheden og fremmedgjortheden er hans faste følgesvende, når han er på uni.

Skæverter har der også været nogle stykker af i hans liv, både i bogstavelig og overført betydning.

“Jeg har været en vildbasse og lavet en del ballade som yngre, drukket lidt for tæt og røget lidt hash som en form for selvmedicinering. Allerede som teenager led jeg af angst, og det eskalerede, da jeg begyndte på uni. Efter min hf-eksamen var jeg på vej ud i noget rigtigt lort. Men jeg fik styr på det”, understreger han.

Opfører os som konkurrenter
I DM’s studiestartsundersøgelse siger halvdelen af de studerende, at de sommetider eller ofte føler sig ensomme på studiet. Casper Brandt er blandt de tre procent, der har angivet, at de altid føler sig ensomme. Han har venner, men de er uden for studiet. Musikken og sporten har været med til at holde ham på sporet i perioder, hvor studiet føles tungt.

“Jeg har altid været vellidt og haft gode venner, som jeg fx har spillet i band med. Men jeg er også typen, der dyrker ensomheden, blandt andet på vandreture i Skotland. Jeg ville ikke egne mig til at bo på et kollegium i Aarhus”, siger han. Og skynder sig at tilføje, at han har gjort en del ud af at deltage i alt det sociale, der knytter sig til antropologistudiet.

“Jeg sover stadig nogle gange på en sofa, når vi har været i byen i Aarhus, og min studiegruppe var god og meget forstående, da jeg på et tidspunkt blev forladt af en kæreste og havde det skidt. Men noget nært forhold til mine medstuderende har jeg ikke”, forklarer han.

Tæt på at droppe ud
Casper Brandt fik karakteren 02 for den første opgave, han lavede på uni. Han kom med det samme i tvivl om, hvorvidt antropologi overhovedet var noget for ham.

“De andre ville ikke rigtigt ud med, hvad de havde fået i karakter, og der var ikke ret meget feedback fra underviseren, så dér var jeg tæt på at droppe ud. Det er den slags tidspunkter, hvor jeg godt kunne have brugt en rigtig ven på mit studium, som jeg kunne tvivle ærligt over for og vice versa. Siden har jeg fået mere selvtillid, og karaktererne er kravlet helt op”.

Det er ikke, fordi der mangler tilbud på universitetet, hvis man har brug for studiestøtte eller er typen, der selv kan finde ud af at gribe ud efter mulighederne: Studievejledning, studenterpolitik, diverse foreninger og fredagsbarer. Men for en type som Casper Brandt er det svært at knytte kontakter i miljøet.

“Jeg melder mig ikke af mig selv under fanerne. Derudover er det et kæmpe problem, at vi er så sporadisk til stede på universitetet. Det første år var der måske forelæsning én gang om ugen, nu er der tre. Vi er en kæmpe flok af navnløse studerende, der får et studienummer og går til masseforelæsninger i auditorier. Det lidt kølige, akademiske konkurrencemiljø kan godt presse ensomhedsfølelsen længere frem hos følsomme eksistenser som mig”, vurderer han.

Stædigheden og en ny stor kærlighed hjælper Casper Brandt. Han er ikke en “kvitter”, pointerer han:

“Jeg knokler løs, dyrker masser af sport – og så holder jeg godt fast i mine gamle venner”.