12.06.2015
Artikel

DM Valgbekendtgørelse 2015

Valgbekendtgørelse 2015 om valg af formand og hovedbestyrelse i Dansk Magisterforening samt valg af medlemmer af sektorernes bestyrelser

I henhold til Dansk Magisterforenings vedtægt af 1. april 2015 og overgangsbestemmelserne skal der være valg af formand og hovedbestyrelse samt valg af sektorernes bestyrelser i efteråret 2015.

Repræsentantskabet har efter indstilling fra valgkomitéen fastlagt følgende regler for valget af: En formand, medlemmer af hovedbestyrelsen og medlemmer af sektorernes bestyrelser.

A. De enkelte valg

1. Valg af formand
DM’s formand vælges af og blandt samtlige ordinære medlemmer af foreningen ved direkte valg. En liste til opstilling må kun indeholde ét navn.

2. Valg af hovedbestyrelsesmedlemmer fra sektorerne
Hovedbestyrelsesmedlemmer vælges ved direkte valg blandt de ordinære medlemmer af sektorerne. Undtaget fra reglen om, at kun ordinære medlemmer har stemmeret, er medlemmerne i DM Studerende, der kan stemme ved valget af denne sektors hovedbestyrelsesmedlemmer.
I DM Offentlig vælger medlemmerne 6 hovedbestyrelsesmedlemmer, i DM Privat 5, i DM Viden 7, i DM Studerende 3 og i DM Ledere 1.

3. Valg af medlemmer af sektorernes bestyrelser
Sektorbestyrelserne vælges af og blandt de pågældende sektorers medlemmer samtidig med valg af DM’s formand og hovedbestyrelse. Sektorbestyrelsen tiltræder 1. januar i det følgende år, og hvert medlem kan genvælges maksimalt tre gange, jf. DM’s vedtægt § 10. Sektorens medlemmer skal have mulighed for mindst ét direkte valg i sektoren, jf. Vejledning om sektorer stk. 7.
De fælles regler nedenfor under pkt. B om valg til sektorbestyrelser gælder for de sektorbestyrelsesmedlemmer, der vælges ved direkte valg blandt alle ordinære medlemmer af sektoren.

B. Fælles regler for valg til formand, hovedbestyrelsen og sektorbestyrelserne

1. Medlemsrettigheder
Medlemsrettigheder i henhold til § 5 i foreningens vedtægt, herunder opstillings- og stemmeret til valg, opnås 30 dage efter, at foreningen har modtaget indmeldelsen. Studerende opnår dog medlemsrettigheder straks efter indmeldelse. Studerende, pensionister og passive medlemmer er ikke ordinære medlemmer og kan derfor ikke deltage i valgene, jfr. vedtægtens § 4. Studerende kan dog deltage i valgene af DM Studerendes bestyrelsesmedlemmer og sektorens medlemmer af hovedbestyrelsen.

2. Kandidater
A: Kandidaterne til valgene skal være ordinære medlemmer af foreningen. Undtaget herfra er kandidater til bestyrelsen for DM Studerende og kandidater fra DM Studerende, der stiller op til sektorens valg af hovedbestyrelsesmedlemmer.
B: Kandidater til valg til sektorbestyrelserne skal være medlem af den pågældende sektor.
C: En kandidat kan samtidig være opstillet på én liste inden for hvert af de ovenstående valg (formandsvalg, hovedbestyrelsesvalg og valg til sektorernes bestyrelser).
D: Vælges en kandidat til både formandsvalget og hovedbestyrelsesvalget, har formandsvalget forrang.

3. Stillere
A: Stillere skal være ordinære medlemmer af foreningen. Undtaget herfra er medlemmer af DM Studerende, der kan være stillere for kandidater til sektorbestyrelsen for DM Studerende og for kandidater fra DM Studerende, der stiller op til hovedbestyrelsesvalget.
B: Der skal være mindst 25 og højst 40 stillere for hver liste til formandsvalget og mindst 15 og højst 30 for hver liste til hovedbestyrelsesvalget. For valg til sektorbestyrelserne fastsætter sektoren selv evt. krav til antal stillere.
C: Stillere for lister, der stiller op til sektorbestyrelsesvalg eller hovedbestyrelsesvalg, skal være medlemmer af den pågældende sektor.
D: Kandidater på en liste kan ikke samtidig være stillere for pågældende liste. Man kan kun være stiller for én liste til hvert af ovennævnte valg.
E: En stiller støtter alene opstilling af en liste, men behøver ikke at være enig i den pågældende listes program.

4. Lister
4.1 Opstilling
A: Vejledning om opstillingsprocedure findes på www.dm.dk/valg.
B: Lister med navne på kandidater til valgene oprettes på den webbaserede platform, som DM anvender til valget.
C: Det skal for hver enkelt liste angives, om kandidaterne er opstillet i listens rækkefølge (prioriteret) eller sideordnet.
D: Listerepræsentanten og -suppleanten er ansvarlige for, at oplysninger vedr. lister, kandidater og stillere er registreret korrekt på den webbaserede platform senest mandag den 28. september 2015 kl. 16. For formandsvalget er fristen tirsdag den 22. september 2015 kl. 16.00.

4.2 Listebetegnelser
A: Ved anmeldelsen af en liste skal der fremsættes et forslag til et navn for den pågældende liste.
B: Valgkomitéen tager stilling til, om det foreslåede navn kan godkendes. Hvis flere lister ved samme valg ønsker at benytte samme navn, uden at der er indgået forbund mellem de pågældende lister, vil valgkomitéen træffe afgørelse om listebetegnelserne. I vurderingen vil der blive taget hensyn til, om den pågældende listebetegnelse er blevet benyttet tidligere.

4.3 Listerepræsentanter
A: For hver formands- eller kandidatliste udpeges der en listerepræsentant og en -suppleant. Repræsentanten og suppleanten udgør bindeleddet mellem pågældende valgliste og valgkomitéen/sekretariatet.
B: Listerepræsentanter og suppleanter skal være ordinære medlemmer af foreningen. For valg af hovedbestyrelsesmedlemmer og valg af sektorbestyrelsesmedlemmer skal listerepræsentanter og -suppleanter desuden være ordinære medlemmer af den pågældende sektor. Undtaget herfra er medlemmer af DM Studerende, der kan være listerepræsentanter og -suppleanter til valgene i denne sektor.
C: Både listerepræsentant og -suppleant kan være stiller eller kandidat for listen. Begge skal være til rådighed i ugerne 40-42 i 2015.
D: Stiller- og kandidatlister kan kun oprettes via den webbaserede platform, som DM anvender til valget (4.1.B).

4.4 Liste- og valgforbund
A: For valgene kan der senest mandag den 28. september 2015 kl. 16.00 anmeldes listeforbund og/eller valgforbund. Anmeldelsen sker ved, at listerepræsentanten eller -suppleanten opstiller forbundet via den webbaserede platform.
B: Der kan ved formandsvalget ikke indgås valgforbund.
C: Et listeforbund er en aftale mellem lister med fælles listebetegnelse (fx “Magisterlisten/København” og “Magisterlisten/Aarhus”), hvori de deltagende lister deltager i valgets mandatfordeling som én liste med efterfølgende indbyrdes fordeling af de opnåede mandater.
D: Et valgforbund er en aftale mellem lister (og/eller listeforbund), hvori de deltagende lister deltager i valgets mandatfordeling som én liste med efterfølgende fordeling af de opnåede mandater.
E: For lister, der deltager både i et listeforbund og i et valgforbund, sker mandatfordelingen først til valgforbundet, dernæst til de indgåede listeforbund/lister uden for listeforbund og endelig til listeforbundenes enkelte lister.

4.5 Præsentation af politisk program i forbindelse med formandsvalget
Hver formandsliste disponerer over en side i et valgtema i Magisterbladet til præsentation af de vigtigste mærkesager. Præsentationen indeholder et foto af formandskandidaten og en tekst på 3.000 tegn inklusive mellemrum med præsentation af formandskandidat efterfulgt af tre mærkesager. Valgtemaet bringes i Magisterbladet nr. 9, der udkommer fredag den 9. oktober 2015.
Rækkefølgen på stemmesedler og ved præsentationen i valgtillæg til Magisterbladet fastlægges af valgkomitéen ved en lodtrækning.
Formandslisternes valgudtalelser modtages af Magisterbladet til og med tirsdag den 22. september 2015 kl. 16.00. Materialet skal leveres via e-mail til valg@dm.dk.
Listerepræsentanterne og -suppleanterne vil med kort svarfrist få tilsendt én korrektur af egen listes valgudtalelse til Magisterbladet. Den angivne reaktionsfrist på korrekturen skal overholdes. Har redaktøren af Magisterbladet ikke modtaget en reaktion ved tidsfristens udløb, vil valgudtalelsen mv. blive trykt som forelagt i korrekturen.
Præsentation af formandslisterne finder endvidere sted på den webbaserede platform.
Valgkomitéen kan i særlige tilfælde redigere i listernes præsentationer, hvis de almindelige etiske eller legale normer overskrides.

4.5.1 Præsentation af lister til andre valg end formandsvalget
Præsentation af lister, der stiller op til valg af hovedbestyrelsesmedlemmer eller til valg af sektorbestyrelse, sker på den webbaserede platform, som DM anvender til valget.
Valgkomitéen kan i særlige tilfælde redigere i listernes præsentationer, hvis de almindelige etiske eller legale normer overskrides.

5. Valgenes gennemførelse
Valgene tilrettelægges, og stemmerne optælles efter de regler, som gælder for de kommunale valg (bortset fra at der er elektronisk afstemning) med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer.
Fredag den 9. oktober 2015 udkommer Magisterbladet nr. 9 med et valgtema, der indeholder alle relevante oplysninger om valgene og vejledning til den elektroniske afstemning. Samtidig vil materialet blive lagt på www.dm.dk/valg.
Stemmeoptællingen sker tirsdag den 3. november 2015. Resultatet af valget offentliggøres umiddelbart efter stemmeoptællingen og lægges samtidig på DM’s hjemmeside. Alle opstillede kandidater og listerepræsentanter orienteres skriftligt via mail om udfaldet af valget umiddelbart efter valgets opgørelse.
Eventuelt omvalg mellem formandskandidater i henhold til vedtægtens § 14, stk. 2, opgøres mandag 23. november 2015. Resultatet af valget offentliggøres umiddelbart efter stemmeoptællingen.
Resultaterne af valgene vil også blive offentliggjort i Magisterbladet.
Valgene foregår ved elektronisk afstemning. Retningslinjerne for afstemning er følgende:

6. Elektronisk afstemning
Elektronisk afstemning foregår via internettet.
Fredag den 16. oktober 2015 (fredag den 2. oktober 2015 for medlemmer bosat i udlandet) fremsendes et stemmekort til alle stemmeberettigede med oplysning om pinkoden, der skal bruges sammen med fødselsdatoen i forbindelse med den elektroniske afstemning. Den samme pinkode skal bruges både ved de ordinære valg og ved et eventuelt omvalg mellem formandskandidaterne.
Mandag den 19. oktober 2015 kl. 9.00 åbnes den elektroniske afstemning. Der kan afgives én stemme ved formandsvalget, én stemme ved valg af hovedbestyrelsesmedlemmer og én stemme ved valg til sektorbestyrelse. Der lukkes for den elektroniske afstemning tirsdag den 3. november 2015 kl. 10.00.
Ved omvalg mellem formandskandidater åbnes den elektroniske afstemning fredag den 13. november 2015 kl. 9.00. Der lukkes for elektronisk afstemning for dette omvalg mandag den 23. november 2015 kl. 10.00. Dette omvalg opgøres mandag den 23. november 2015.
Kun elektroniske stemmer afgivet via den her beskrevne metode er gyldige.

C. Information i forbindelse med valgene

1. Magisterbladet
Valgbekendtgørelsen gøres tilgængelig på www.dm.dk/valg torsdag den 4. juni 2015 og bringes i det trykte magasin Magisterbladet den 12. juni. Bladet bliver som normalt tilgængeligt på magisterbladet.dk.
Magisterbladet nr. 9 udkommer fredag den 9. oktober 2015 med et valgtema, der indeholder journalistisk dækning af valgene og en vejledning til den elektroniske afstemning. Medlemmer, der ikke modtager Magisterbladet, modtager en skriftlig orientering om valget.
Alle numre af Magisterbladet er åbne for læserbrevsdebat. Dog vil kun indlæg underskrevet af navngivne personer blive optaget. Kandidater til valgene kan deltage i debatten på lige fod med andre. Magisterbladet bringer indlæg på op til 3.000 tegn inklusive mellemrum. Kandidater, lister eller sektorer kan ikke få en annonce/artikel i Magisterbladet uden for debatsiderne.
Redaktionelle artikler i bladet fra kandidater eller om valgets emner kræver godkendelse fra valgkomitéen for optagelse i numrene 8 og 9.

2. DM’s hjemmeside
Der informeres om valget på DM’s hjemmeside www.dm.dk/valg. Der er mulighed for at få oprettet en henvisning til listens gruppe eller lignende på sociale medier. Bemærk dog forbehold for godkendelse af listebetegnelser i afsnit vedrørende listebetegnelser.
Der linkes desuden til den webbaserede platform med korte præsentationssider af listerne.

3. Udsendelse fra sektorerne
Det er ikke tilladt at udsende valgmateriale på tværs af sektorerne eller de selvstændige sektioner.
Hyrdebreve til sektorens/sektionens egne medlemmer må ikke indeholde valgtekniske data og skal være med tydelig afsender, så medlemmerne kan skelne mellem officielt valgmateriale og hyrdebreve. Brevet skal indledes med en særlig følgetekst, der udleveres af kommunikationsafdelingen i sekretariatet.
Sekretariatet stiller skabeloner i relevante formater til rådighed, så kommunikationen om valgene har et samlet visuelt udtryk.

4. Valgmøder
Lister kan efter konkret ansøgning bevilges et beløb inden for de administrative regler, således at der er lige vilkår for alle kandidater.

I forbindelse med formandsvalget kan valgkomitéen arrangere medlemsmøder, såfremt der er minimum to formandskandidater, der ønsker at deltage.

Læs mere om valget.