22.05.2015
Artikel

Nogen skal gå forrest

LEDER af Camilla Gregersen

I år fejrer vi 100-års valgret for kvinder. Det er glædeligt, og vi fejrer jubilæet med et stort optog den 5. juni, hvor vi inviterer alle medlemmer med.

Men der er stadig store udfordringer med ligestillingen, og nogle af de største problemstillinger handler om arbejdsmarkedet; om ulige løn, kønsopdelte stillinger, skævt fordelt barsel og subtilt kønnede forfremmelsesmekanismer. Den manglende ligestilling på arbejdsmarkedet medfører et kompetencetab, som er en økonomisk udgift for samfundet, og alene derfor er der grund til at arbejde for større ligestilling.

Kønsskævheden får samtidig vidtrækkende konsekvenser for privatsfæren: Kvinder bliver oftere end mænd ansat i midlertidige stillinger, og mange kvinder udskyder at få børn, til de får en fast stilling. Det er ærgerligt for både mænd og kvinder, at de må udsætte at få børn, og det er en tragedie for dem, der skyder det så længe, at de slet ikke når at få den familie, de havde ønsket sig. Et af håndtagene til at hjælpe i denne situation er at kæmpe for, at partneren til den gravide får ret til mere lønnet barsel, så arbejdsgiverne ikke betænker sig så meget på at ansætte yngre kvinder. Her har DM gjort en helt konkret forskel det sidste halve år ved at sikre, at partneren til den gravide får en uges ekstra barsel med fuld løn inden for det offentlige område.

Inden for det private område er det dog sværere at få samme resultat, idet mange af de privatansatte medlemmer af DM ikke er omfattet af kollektive aftaler. For at sikre alle medlemmer af DM har vi presset på, for at regeringen skulle følge op på sit regeringsgrundlag og øremærke mere barsel til mændene via lovgivning. Efterhånden må vi dog sande, at regeringen ikke har i sinde at leve op til sit regeringsgrundlag på ligestillingsområdet. Det er brandærgerligt og uambitiøst.

Situationen kalder på, at nogen går forrest, når nu regeringen ikke vil. Det sker så heldigvis også på flere planer. Man kan godt ranke ryggen som medlem af DM, for mandlige magistre tager i gennemsnit mere end dobbelt så lang barsel som den gennemsnitlige far i Danmark. Her gør de enkelte medlemmer en positiv forskel. Lige så glædeligt er det, at flere af de akademiske arbejdspladser går forrest og arbejder struktureret for at øge ligestillingen. Det gælder for flere store private arbejdspladser som eksempelvis Novozymes, hvor man sætter konkrete mål for at få en større kønsdiversitet blandt de ansatte. Og det gælder på Københavns Universitet, der kræver ansøgninger fra begge køn til opslåede stillinger, før de kan besættes.

Men én ting er selve arbejdsmarkedet, en anden ting er perioden før arbejdsmarkedet. Som man kan læse i temaet her i bladet, lider mange unge – og særligt kvinder – under et stort forventningspres, når de studerer. De prøver at overpræstere både på studierne, i studiejob og gennem frivilligt arbejde, så de kan få et perfekt cv. Den store dimittendledighed skubber kun yderligere på præstationsræset. Den strukturelle mangel på jobåbninger vender de unge til et individuelt problem, hvor de hver for sig prøver at stå sig bedst muligt. Presset er nu så stort, at mange knækker psykisk, og der er en kønsskævhed i, hvem der bukker under for presset.

Her har vi igen en forpligtelse til at gå forrest. Vi skal behandle dimittendarbejdsløsheden som et kollektivt problem, og vi skal bekæmpe de reformer, der presser de studerende ud over grænsen – her tænker jeg særligt på fremdriftsreformen, som skader både studierne og de studerende, og som yderligere giver en kønsmæssig slagside.

For 100 år siden var der både kvinder og mænd blandt modstanderne af valgret til kvinder. Men der var nogle, der turde gå forrest; nogle, der havde visioner om lighed mellem kønnene. Det samme mod har vi brug for i dag.