"Jeg talte ikke med nogen om det, jeg syntes, det var pinligt, og jeg troede, jeg var alene om at have det sådan. Det var meget ensomt”. Josefine Esrup, studerende Foto : Jacob Nielsen
22.05.2015
Artikel

Normalt har jeg styr på alting

Josefine Esrup måtte søge psykologhjælp, da perfektionisten i hende tog livsglæden fra hende. Hun øver sig stadig i at sige nej til pligter og ja til noget, der bare er for sjov.

Af Pernille Siegumfeldt
Det var modgang og en følelse af mangel på kontrol, der fik Josefine Esrup til at bryde sammen den søndag hjemme hos forældrene i Søborg.

“Normalt har jeg styr på alting. Jeg er ikke vant til, at jeg skal anstrenge mig for at lykkes med lektier og sport eller andet. Men den dag – det var på tredje semester på mit studium i forvaltning på RUC – havde der hobet sig en række ting op, der gik mig imod. Jeg havde lige slået op med en kæreste, jeg havde haft igennem længere tid. Jeg havde i en lang periode ikke kunnet løbetræne tre gange om ugen, som jeg plejede, fordi jeg havde knæsmerter. Endelig havde jeg et fag på tredje semester, som jeg ikke følte, jeg forstod ordentligt”.

Josefine, der på det tidspunkt var 24 år, havde igennem lang tid følt sig trist til mode.

“Videnskabsteori og sociologi er for mig det værste fag i verden, og det påvirkede mig virkelig. Jeg kunne ikke følge med i diskussionerne, jeg kunne ikke stille de rigtige spørgsmål, teorierne var for ukonkrete for mig, og jeg forstod simpelthen ikke essensen. Mine medstuderende så ikke ud til at opleve de samme problemer, så jeg begyndte at komme i tvivl om, hvorvidt universitetet overhovedet var noget for mig, eller om jeg måske havde nået maksimum af, hvad jeg kan præstere. Det var første gang i mit liv, at jeg oplevede en dyb følelse af nederlag”, forklarer Josefine Esrup.

Ofte i den periode, når hun kom hjem i sin lejlighed, satte hun sig ned og græd en halv times tid.

“Jeg talte ikke med nogen om det, jeg syntes, det var pinligt, og jeg troede, jeg var alene om at have det sådan. Det var meget ensomt”.

Et langt, sejt træk
Den søndag hjemme hos sine forældre blev presset for meget. Josefine Esrup brød helt sammen i armene på sin far, og det kom fuldstændigt bag på familien.

“Jeg har hele vejen været en pæn pige, der har klaret mine ting og fået topkarakterer. Selv som teenager var jeg ret uproblematisk. Mine forældre har haft klare forventninger til mig om, at jeg skulle udnytte mine evner, men de har aldrig presset mig hårdt”, forklarer Josefine Esrup.

Ønsket om at være perfektionist i alt, hvad hun gør, og have fuld kontrol over tingene er især kommet indefra.
“Jeg har kun følt, det var acceptabelt, hvis jeg var blandt de bedste. Og jeg har været slem til hele tiden at sammenligne mig med andre”, forklarer hun.

Det stod klart for Josefine, at hun var endt i en situation, hun ikke selv kunne klare. Ventetiden var for lang hos studenterpræsten på RUC, som hun først opsøgte, så hun endte hos en psykolog. Det blev starten på et langt, sejt træk.

“Jeg tudede rigtig meget i starten. Der var så meget frustration og tristhed inden i mig, der åbenbart skulle ud. Siden kom mine samtaler med psykologen til at dreje sig om, hvor min stærke pligtfølelse kommer fra. Hvorfor jeg påtager mig mange opgaver, jeg egentlig ikke har lyst til. Og hvorfor det er så vigtigt for mig ikke at lægge mig ud med folk, ikke at få appelsinhud eller for mange kilo på sidebenene, og hvorfor jeg ikke kan nøjes med middelkarakterer bare en sjælden gang imellem”.

Nyd livet, for pokker
Næsten et halvt år gik Josefine Esrup til psykolog en gang om ugen. Men arbejdet med sig selv er ikke standset, fordi konsultationerne er det.

“De mønstre, der har forfulgt mig altid, forsvinder ikke bare, og jeg er fuldt ud klar over, at det er issues, jeg kommer til at bakse med mange år frem. Jeg kan mærke, hvordan de negative tanker stadig kommer snigende nogle gange, fx nu hvor specialet nærmer sig. Pludselig synes jeg jo, at alle andre har fed erfaring fra relevante studiejob og internationale udvekslingsophold”, siger Josefine Esrum.

Josefine Esrum reflekterer nu mere over de forventninger, hun har til sig selv, og bruger blandt andet sin dagbog til at holde styr på tankerne.

“Jeg deltager i forskellige løb sammen med min bror, fordi jeg godt kan lide det. Jeg forsøger at sige nej til pligtarrangementer på uni og bruge mere tid på ting bare for sjov. Til jul lavede jeg fx snefnug i perleplader til min dør, jeg elsker at bage – og så er jeg vendt tilbage til sysler fra min barndom: at tegne og at øve mig på ansigtsmaling på mig selv og på børnene i det kulturhus, min mor er tilknyttet. Mit projekt er at være lidt mere “loose” og tage livet lidt mindre seriøst”.
Del artiklen