20.03.2015
Artikel

Eksperternes terrorpakke

Flere penge til en opsøgende indsats i udsatte boligområder. Og færre til forsvar og politi. Magisterbladet har spurgt en række eksperter, hvad de ville satse på, hvis de skulle sammensætte en terrorpakke.

Af Pernille Siegumfeldt
Efter terrorangrebet i Paris bad regeringen PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om forslag til at styrke terrorberedskabet. Efter terrorhandlingen i København fremlagde regeringen en terrorpakke til 970 mio. kr., der primært skal gå til en styrket beredskabs- og overvågningsindsats. Magisterbladet har spurgt en række eksperter uden for politi og forsvar, hvad en terrorpakke burde indeholde.

Kortlæg problemet med radikalisering
“Den afradikaliseringsindsats, som terrorpakken lægger op til, indebærer en overdrevet fokus på hard power. Man taler vagt om mentorordninger, om en styrkelse af SSP-samarbejdet og kan ikke blive enige om, hvorvidt imamer skal inddrages i indsatsen. Man slører det grundlæggende problem, at vi ikke for alvor er i stand til at forklare, hvorfor unge – ofte tilsyneladende velintegrerede, veluddannede og velfungerende europæere, som regel unge mænd i alderen fra 16 til 30 – bliver så tiltrukket af en voldelig og radikal islamisme, at de er villige til at udøve dødbringende vold imod deres medmennesker. Det ville jeg bruge resurser på at finde svaret på. Hvis man indsnævrer feltet af potentielt radikaliserede til gruppen af “radical loosers” a la den formodede gerningsmand bag de tragiske begivenheder i København, forenkler og trivialiserer man problemet”.
Torben Rugberg Rasmussen, lektor, Center for Mellemøst-studier, SDU

Målrettede indsatser batter
“Jeg tror ikke et øjeblik på, at det modvirker radikalisering med mere politi, mere overvågning eller flere fængsler. Omar El-Hussein blev ikke radikaliseret af sig selv. De mest udsatte unge oplever ikke anerkendelse, er ikke en del af positive fællesskaber og bliver overladt til sig selv af deres forældre, som typisk er fattige og isolerede i det danske samfund. Når vi i de almene boligselskaber kan flytte noget for de mest udsatte, så er det blandt andet, fordi vi ikke kommer som myndighedspersoner. Derfor åbner folk nogle gange døren for os, når den er lukket for andre. Vi kan rådgive om, hvad man kan gøre, hvis man er kommet bagud med huslejen. Vi kan spotte, om en 12-årig er på vej ud i kriminalitet, så de kan få et tilbud fra kommunens projekt Ny Start. Vi kan få en psykisk syg voksen med krigstraumer til at søge hjælp. Vi kan forsøge os med konfliktmægling eller uddanne “bydelsmødre”, hvor kvinder hjælper andre kvinder med udenlandske rødder med at begå sig i Danmark. Så brug pengene på inklusion, målrettede sociale indsatser og boligsocialt arbejde i stedet. Det virker”.
Rikke Pedersen Schmidt, cand. scient.soc. og ­konsulent for det boligsociale område i FSB

Job og opsøgende arbejde savnes
“Alle de områder, som terrorpakken vil opruste på, kommer et skridt for sent.

Der er brug for at løfte indsatsen betydeligt på to områder:
  • En opsøgende social indsats for at støtte traumatiserede og udsatte flygtningefamilier.
  • Hjælp til jobskabelse, her­under især flere lærepladser målrettet unge mænd i belastede boligområder.

Jeg har i mine studier set en indsats fuld af store huller. Tilliden er på sit laveste mellem de udsatte familier og myndighederne. Familierne er fx bange for, at deres børn bliver tvangsfjernet, hvis de beder om hjælp. Der er brug for job og vækst samt en forebyggende indsats præcist rettet mod de unge mænd i ghettoerne”.
Anja Kublitz, antropolog og lektor ved Institut for Kultur og Samfund, Aalborg Universitet.

Truslen i vores egen baghave skal håndteres
"Hvordan kan en mand med en profil som Omar El-Husseins vade ud af fængslet og direkte tilbage i sit miljø helt uden opfølgning? Svaret på det spørgsmål findes ikke i indholdet af terrorpakken, der har blikket stift rettet mod Syrien og resten af Mellemøsten.

Kriminalforsorgen havde jo indberettet, at der var grund til at holde øje med Omar El-Hussein, da han blev løsladt. Myndighederne kendte ham, men gjorde ikke noget. Der skete et administrativt svigt i systemet et sted. Det havde ikke gjort nogen forskel, at terrorpakken havde været oppe at køre på det tidspunkt. Den fokuserer ensidigt på Syrienskrigerne og slet ikke på de sociale problemer, der skaber grobund for hjemmefødte soloterrorister som både Omar El-Hussein, gerningsmændene i Paris og andre. En terrorpakke bør indeholde et svar på, hvordan vi håndterer truslen i vores egen baghave – de marginaliserede, unge, vrede mænd”.
Lars Erslev Andersen, ­terrorforsker ved DIIS

Sats på modpropaganda
“Selv om Islamisk Stat har et uhyggeligt gammeldags menneskesyn, så har de en meget moderne mediestrategi med videoer optaget i HD-kvalitet rettet direkte mod unge rodløse i Vesten. Samtidig har de glittede magasiner på blandt andet engelsk og russisk, som fremstiller terror som heltedåd og det kommende kalifat i rosenrøde vendinger. Det er vigtigt og ofte overset at komme med et modsvar til den kampagne over for de udsatte unge. De skal konfronteres med interviews med alle dem, der kommer skuffede hjem fra Syrien eller Irak, hvor de har set Islamisk Stats grusomme, vilkårlige vold. De skal mødes med modkampagner på husmurene, i magasiner og på nettet. Islamisk Stat fører en propagandakrig, og der skal være et modsvar. Og det koster penge”.
Deniz Serinci er journalist, bachelor i historie og forfatter til bogen “Islamisk Stat”

Flere penge til forebyggelse og evaluering
“Jeg byder de tiltag velkommen, som skærper myndighedernes muligheder for at kortlægge og følge radikaliserede personers relationer – virtuelt såvel som fysisk. Når det er sagt, så mener jeg, at de 12 nye tiltag er for defensive. Jeg havde gerne set, at man brugte flere penge på en opsøgende og målrettet forebyggelse. Folketinget gav godt 60 millioner til dette formål i januar 2015, men det er en skæv allokering set i forhold til de 970 millioner, antiterrorpakken koster. Den største mangel ved antiterrorpakken er i mine øjne fraværet af systematisk evaluering af, hvilke elementer som virker i praksis. Fx bør man effektivt estimere, hvordan indsatsen virker i tilfælde, hvor man indfører nye initiativer mod radikalisering i nogle fængselsafdelinger og ikke i andre. Når man bruger en lille milliard skattekroner, kan man godt forvente, at man forholder sig til, hvad der virker”.
Lasse Lindekilde, lektor, ­Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet