20.03.2015
Artikel

Anders Fogh på den mørke side

Den tidligere danske statsminister beskrives i svenske medier som en slags Darth Vader. En mand, som lod sig lokke over på den mørke side af højrepopulisterne i Dansk Folkeparti. Foghs opgør med smagsdommere er bare en af brikkerne i en fortælling, hvor rindalisterne vandt.

Af Martin Ejlertsen
Ville den socialdemokratiske svenske statsminister Stefan Löfven kunne holde en tale som den, Anders Fogh Rasmussen holdt som nyvalgt dansk statsminister i nytåret 2002? Ville Löfvens forgænger fra Moderaterna Fredrik Reinfeldt?
Næppe.

Det, som står tilbage af Anders Fogh Rasmussens tale om smagsdommere, er det beskidte retoriske tricktyveri, hvor han sidestiller sagkundskab med holdninger og smag: “Vi behøver ingen smagsdommere og eksperter, som bestemmer på vores vegne”. På den ene side bør man gøre stærke indsigelser over for det, som Anders Fogh her både siger og antyder.
På den anden side må man også medgive, at når det antiintellektuelle udfald føres tilbage til sin oprindelige sammenhæng i den samlede nytårstale, så ser man, at Anders Fogh Rasmussen faktisk i første række gav sig i kast med et forholdsvist sofistikeret intellektuelt ræsonnement omkring relationen mellem individ-samfund og samfund-stat.
Den slags avancerede ræsonnementer sysler dagens svenske politikere ikke med. De holder sig langt væk fra det intellektuelle og ideologiske i den tro, at vælgerne gør det samme.

Yeah!
Det tætteste, Fredrik Reinfeldt kom på noget, der minder om Foghs tale, var hans optræden på Polarpris-gallafesten i august 2008. Her hyldede Reinfeldt prismodtagerne Pink Floyd gennem at synge det omkvæd, han holdt mest af: “We don’t need no education … yeah!”

Fogh Rasmussens formulering om eksperter og smag kan opfattes som et offensivt og aggressivt angreb på et konkurrerende magtkonglomerat: politikken mod akademiet, statsmagten mod de mere eller mindre uafhængige intellektuelle, altså som et led i det I kalder en “kulturkamp” i Danmark.

Når jeg sætter gåseøjne om ordet “kulturkamp”, så skyldes det, at vi ikke fører kulturkampe i Sverige – eller måske skal jeg sige, at vi i hvert fald ikke har gjort det hidtil. Nogen vil måske hævde, at det skyldes, at vi ikke har nogen kultur, som det er værd at kæmpe om. Eller at vi ikke har nogen kultur, som politikere eller andre magthavere synes, at det er værd at ofre nogen videre interesse.

Fascinerende gammeldags
Set fra min side af Øresund er Danmark et fascinerende gammeldags land. At have en “kulturkamp” er et udtryk for det. Kulturkampe hører i svensk sammenhæng hjemme i en tabt verden af foredragsholdere med brændende blik og stivede skjortekraver – i en tid, hvor mennesker stadig troede, at traktater, romaner og avisartikler formede og forandrede verden.

I den danske presse tegner man ofte et billede af Sverige som en holdningsmonolit. Den politiske ængsteligheds hjemsted her på jorden eller et Nordkorea med mere bekvemme biler. Det er en karikatur. Til gengæld har svenske kommentatorer en tendens til kun at se Pia Kjærsgaard. Det får Danmark til at fremstå som Skandinaviens tantede grænsevagt: misfornøjet, tyrannisk og besat af at holde uvelkomne elementer ude og af at finde fejl hos naboerne.
Det er selvfølgelig også en karikatur.

Kontroverserne om Foghs tale viser, at Danmark ikke er det lille homogene land, man normalt taler om, men faktisk et meget heterogent land. Et land, som stadig er præget af det borgerlige samfunds traditionelle spændinger og konflikter: mellem by og land, mellem kræmmere og kirkelige, mellem det dannede borgerskab og det merkantile borgerskab, mellem de kulturradikale og de nationalchauvinistisk konservative og så videre, og så videre.

Kræmmere og kirkelige
Fogh Rasmussens utilfredshed med eksperterne og smagsdommerne bliver i det perspektiv et udtryk for den klassiske konflikt mellem kræmmere og kirkelige, mellem det økonomiske og det dannede borgerskab og mellem to sider af den liberale tradition: mistænksomheden over for myndighederne og iveren efter at opdrage folket.

I Sverige var der ikke nogen øredøvende reaktioner på Anders Foghs tale dengang. Skånske Kristianstadsbladet offentliggjorde et entusiastisk debatindlæg af lederskribenten Jörgen Jörgensen den 5. januar 2002. Her blev talen berømmet og beskrevet som “spækket med smukke ord, der får tårer frem i øjenkrogen hos ægte liberale”.

Ellers har reaktionerne i den svenske presse mest været variationer over Darth Vader-temaet, fortællingen om den liberale statsminister, der lod sig lokke af “the dark side of the force” og solgte sig til populisterne i Dansk Folkeparti.
Den kendte kommentator Olle Svenning, som skriver klummer i Sveriges største avis, socialdemokratiske Aftonbladet, kommenterede i midten af januar 2002 den danske regering under overskriften “Et småborgerligt oprør”. Svenning pegede blandt andet på Foghs antiakademiske opgør med smagsdommerne og satte det ind i en historisk sammenhæng:
“Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil, som han siger, ikke have nogen “statsautoriserede smagsdommere”. Et ekko fra den skammelige rindalisme fra 1960’erne, det vil sige den kampagne, der krævede et stop for al offentlig støtte til non-figurativ kunst, som ikke var noget for den almindelige borger. En primitiv populisme, som gennem årene først blev forvaltet af Mogens Glistrup, siden af Dansk Folkeparti for nu at blive ophøjet til regeringens officielle politik”.

Indskrænket nationalisme
Nogle år senere, efter det danske valg i 2007, kom Olle Svenning tilbage til emnet. I et debatindlæg med rubrikken “Borgerlighedens nye kulturkamp” så han Fogh-regeringens fortsatte greb om magten som et symptom på magtforskydning på den borgerlige side. Det var kræmmerne, der havde marginaliseret den dannede borgerlighed.
Svenning lavede en hurtig sammenfatning af den danske borgerligheds konfliktfyldte historie:

“En radikal filial, Det Radikale Venstre, har kæmpet for oplysning mod kirke og kongehus. Senere for det globale og moderne mod småborgerligt indskrænket nationalisme og moralisme”.

En anden ideologisk falanks af den velbeslåede middelklasse kender man fra film og tv-serier. Den stenhårde autoritære radiofabrikant i “Krøniken” eller den gemytligt undertrykkende direktør i Thomas Vinterbergs film “Festen”.

Den kulturradikale borgerlighed gisper stadig mere desperat efter frisk luft, mens radiofabrikanten derimod lever i bedste velgående.

Og fabrikantens talsmænd i Folketinget kan lige så godt være Dansk Folkeparti som Venstre. Det er hip som hap. Sådan lød konklusionen. Olle Svenning så Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard som allierede i kampen for fabrikantens indskrænkede interesser.

Dog kunne man ane en slags arbejdsdeling, hvor Pia Kjærsgaard havde påtaget sig opgaven at skabe en slags vi-følelse via kampagner mod muslimer og andre udanske elementer, mens Anders Fogh tog sig af kampen mod “rundkredspædagoger, kulturens smagsdommere og økologien og de nye sociale bevægelsers aktivister”, lød det fra Svenning i november 2007.

Det gådefulde Danmark

Svenning var og er ikke alene om den slags analyser.

I Göteborgs-Posten i februar 2005 skrev kulturskribenten Lars Åberg, at “kulturkampen har erstattet klassekampen i Danmark”. Han sammenlignede Anders Fogh med George W. Bush, fordi de begge to “havde fremmanet truende skygger fra en “kulturradikal” eller liberal elites ildesindede komplot”.

For svenskere var udviklingen i Danmark meget svær at både forstå og forklare. Vi fik bedre greb om det ved at henvise til den mere velbekendte polarisering mellem amerikanske østkystliberale og vestkystliberale og på den anden side højreorienterede kristne fra Texas og midtvesten. Det var et smart pædagogisk trick, som nok kunne trimmes og forenkles. Tænk jer København som New York og Jylland som Kansas!

For de fleste kulturskribenter og kommentatorer er det, som er sket i Danmark de seneste femten år, alligevel stadig gådefuldt. Var Danmark ikke engang Skandinaviens mest liberale land, hvortil man valfartede for at mærke duften af den store kosmopolitiske verden?

Lars Åberg påpegede, at der manglede en eller anden form for logik hos den daværende regering. Først revsede regeringen smagsdommerne, og så fik man pludselig et kanonflip, hvor eksperter og smagsdommere skulle konstruere den ene statsanerkendte hitliste efter den anden.

Etpartistaten Sverige
Det var meget forvirrende at forsøge at følge med i. Og det blev ikke mindre svært at begribe kulturkampen, hvor danske debattører hånede “etpartistaten” Sverige og faktisk havde en pointe: Sverige har været og er måske trods alt stadig et monokulturelt land. Lige siden – lad os bare sige 30’erne – har modernismen i bred kulturel og social betydning været den fremmeste svenske ideologi. Der har været uenighed om pensioner, skatter, lønmodtagerfonde og privatiseringer, men der har samtidig været enighed om værdien af forandring, fremskridt og fornuftige løsninger.

Blandt de slægtsfotos, som jeg har hængende ude i gangen, findes et billede, som er taget i begyndelsen af 1960’erne. To kvinder, en yngre og en lidt ældre, og to små børn står foran nogle hypermoderne højhuse. Højhusene ser ud som ufo’er, der lige er landet på en mark. Kvinderne er min mor og min mormor, og børnene er min lillebror og mig.

Mormor er på besøg. Vi andre er flyttet fra Småland til den nybyggede modernistiske, Le Corbusier-inspirerede stockholmsforstad Täby. Dette fremtidssamfund er planlagt af en modernist fra 30’erne og tidligere medlem af foreningen “Socialistiske Teknikere”, professor Sune Lindström, en socialdemokratisk borgmester og den kooperative boligforening HSB. Dette er Sverige, produktet af den store alliance mellem socialdemokratiske politikere og eksperter i alt fra byplanlægning til seksualoplysning, som er indgået i de første år. Det er en alliance mellem modernistiske teknokrater og den statsbærende arbejderbevægelse, som har et par årtier på bagen, da familiebilledet blev taget.

Nogle gange knagede samarbejdet. For eksempel blæste fagbladet Metalarbejderen til kamp mod “magisterväldet” i den socialdemokratiske bevægelse. Men den gensidige afhængighed var lige så stor som den gensidige nytte af alliancen. Eksperterne gav politikerne videnskabelig legitimitet. Og politikerne gav eksperterne mulighed for at realisere deres ideer. Netop fordi magistrene så længe og så fremgangsrigt har betjent “fyrsten”, er det meget svært at forestille sig en åben konflikt a la Fogh mellem akademikere og politikere.

Men det kan hurtigt ændre sig. Ikke engang i Sverige går alt som planlagt. Den socialdemokratiske mønsterby Täby blev et borgerligt udstillingsvindue befolket af middelklasse og hjemstavn for tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt fra Moderaterna.

Og inderst inde, så ved vi godt, at Sverige ikke er moderne længere, det vil sige, at vi godt ved, at vi ikke kan styre landet alene ved rationel planlægning. Vi ved godt, at også hos os er det markederne og de digitale konglomerater, der bestemmer udviklingen.

Og at udviklingen kan ende lidt hvor som helst.

Populisten tager over
Denne uundgåelige indsigt får også betydning for forholdet mellem eksperter og politikere. I takt med at begge grupper taber indflydelse, så taber de også interessen for hinanden. Skilsmissen har været undervejs længe, men det er en relativt konfliktfri skilsmisse, for der er jo ingen magt at kæmpe om. Så er det meget bedre at sysle med sit hver for sig. Akademikerne bliver mere akademiske. Og politikerne bliver stadig mere, tja, lad os kalde det professionelt politiske.
Der er derfor ingen svensk politiker bortset fra finansministeren – der beskæftiger sig med et tungt og respektabelt emne – som nogensinde vover at påberåbe sig en egen sagkundskab eller egne intellektuelle interesser. De vil jo ikke risikere at blive taget for at være eksperter eller smagsdommere.

Det tomrum i offentligheden, som kundskabsbærerne efterlader sig, risikerer også i Sverige at blive overtaget af populisten, der jo i sine egne øjne er talsmand for den sande allroundekspert: folket.

Det er i det lys, man skal se prøveballonen fra den nu afgående leder af de kristelige demokrater i Sverige, Göran Hägglund. Han stillede det “virkelige folk” op over for en “selvfed kultur­elite”.

Og det er også i dette lys, man skal forstå Sverige­demokraternas fremgang. Sverigedemokraterna er i dag det eneste parti, der både aktivt og med succes stræber efter at lave svensk politik om til en kulturkamp.

Jeg vil gætte på, at den svenskdanske gensidige forståelse vil øge i de kommende år. Jeg tror, at svenskerne vil få lettere ved at genkende og forstå konflikterne i Danmark.

Det gør mig nervøs.