13.02.2015
Artikel

Museumsforskere får bedre vilkår

For første gang siden 1997 er stillingsstrukturen for forskere ved statens museer blevet forbedret. De får nu samme vilkår som deres kolleger på universiteterne.

Af Thomas Bøttcher
Forbedrede karriereveje og flere penge i lønposen bliver resultatet, når det videnskabelige personale ved arkiver, museer og biblioteker fremover løftes op på samme niveau som deres forskerkolleger på universiteterne.

Stillingsstrukturen for museumsforskerne har ikke været reguleret i 18 år, men med den ny aftale, som er en del af overenskomsten på statens område, indføres stillingskategorierne forskningsprofessor MSO, postdoc og videnskabelig assistent, mens stillingsbetegnelserne kandidatstipendiat og forskningsassistent udgår.

For de videnskabelige assistenter bliver tillægsniveauet 37.200 kr., hvilket er en forbedring på 1.200 kr. Men også seniorforskere og seniorrådgivere har udsigt til flere tillægskroner. Her er løftet henholdsvis 7.700 kr. og 1.200 kr.
Endelig giver aftalen mulighed for varige ansættelser som forsker, seniorforsker og forskningsprofessor.
Om aftalen siger DM’s formand, Ingrid Stage:

“En stillingsstruktur med samme forskerstillinger skaber en bedre karrierevej og mulighed for større mobilitet mellem universiteter og arkiver, biblioteker og museer. Det passer til den ændring, der kom med museumslovens større vægt på forskning. Og en ny stillingsstruktur og tilsvarende ny og bedre tillægsstruktur har vi arbejdet på at få gennemført siden 2011”.