Finn Løkkegaard ved Hareskov Skole, hvis historie han har skrevet. Skolen er fra 1918 og udvidet en halv snes gange siden, uden at eksisterende bygninger er revet ned. “Et skolehistorisk frilandsmuseum”, som han siger.
13.02.2015
Artikel

Et liv med historiske kolbøtter

Finn Løkkegaard er årgang 1932. Et faktum, han selv ser som et af sit livs store fordele. Årgangen var lille og mulighederne store, fordi han voksede op sammen med velfærdssamfundet.

Af Mette Engell Friis

20 år gammel rejser Finn Løkkegaard fra Odense til København.

Studentereksamen har givet ham adgang til at læse historie og dansk på Københavns Universitet, mens hans fars militære baggrund gav adgang til en seng i Ballonparken på Amager. En tidligere militærbarak, som her i 1952 bliver brugt til at huse studerende.

Barakkerne er utætte og iskolde om vinteren, hvor petroleumsovne prøver at holde stand mod vinden, der snapper ind gennem brædderne.

“Men allerede i 1954 begyndte Egmont H. Petersens Fond at bygge Egmontkollegiet på Østerbro. Jeg var en af de første, der fik et værelse derude”, fortæller Finn Løkkegaard.

“Det var en stor kolbøtte fra træbarakkerne til værelser med centralvarme, rent sengetøj en gang om måneden og toilet og bad i forbindelse med værelset. Det var en kolbøtte lige ind i overflodssamfundet”.

En vej belagt med muligheder
På alle måder en skelsættende oplevelse, som Løkke­gaard fremhæver som et symbol på hele sin tilværelse.

“Jeg ser min egen historie som en parallel til samfundets historie. Jeg er født i 1932. Det var en lille årgang, og vi voksede op i takt med velfærdssamfundets udvikling og behovet for arbejdskraft. Der var alle muligheder. Det gjaldt bare om at hænge på”, siger Finn Løkkegaard.

Og han har aldrig manglet arbejde.

Løkkegaard har ladet sig lede af sine interesser, og der har været mennesker på den vej, der har været villige til at åbne dørene, efterhånden som han nåede hen til dem.

Som da hans gamle historielærer på Sct. Knuds Gymnasium i Odense, ­Jørgen Hæstrup, overbeviste Finn Løkkegaard om, at han skulle være med til at forske i dele af modstandsbevægelsens historie.

Det ledte til et job i Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie, som blandt andet resulterede i et ophold ved den danske ambassade i Washington. Her forskede han i danske og amerikanske arkiver og endte med disputatsen om den navnkundige danske diplomat Henrik Kauffmann.

Da disputatsen var skrevet, blev Finn Løkkegaard kontaktet af en repræsentant for Danmarks Lærerhøjskole, som sad i netop Udgiverselskabet. Han ønskede at ansætte den unge Løkke­gaard på sin læreanstalt.

“Jeg havde meget lyst til at være med til at præge den måde, børn og unge blev undervist i historie på, og Danmarks Lærerhøjskole uddannede dengang mange lærere til seminarierne, så jeg sagde ja tak til stillingen”, siger Finn Løkkegaard.

“Det var en tid, hvor det var en fest at være magister. Også rent økonomisk. For eksempel måtte vi ikke undervise, uden at vi fik et tillæg som intern lektor”, kommer det med et skævt smil.

Nye undervisningsformer
Og undervise ville Finn Løkkegaard gerne. Undervise og udvikle nye måder at gøre det på.

“Historieundervisningen i begyndelsen af 60’erne var i meget høj grad en kronologisk gennemgang af historiens udvikling. Det var noget kedeligt noget”, konstaterer han tørt.

I forbindelse med sin disputats havde Løkke­gaard stiftet bekendtskab med filmmediet.

Danmarks Radio havde ønsket at lave en udsendelse om de amerikanske flybaser på Grønland, som Løkke­gaard havde beskrevet gennem sin forskning af diplomaten Kauffmann, og det gav tanker om at inddrage film i historieundervisningen.

“Jeg begyndte at lave film, som inddrog historisk kildemateriale. Jeg ønskede at lave en mere kildekritisk indgang til historieundervisningen. Indholdet skulle være autentisk, men skulle samtidig lægge op til diskussion. Derfor var det vigtigt, at det materiale, der blev udvalgt, var så tilstræbt objektivt som muligt”, siger Finn Løkkegaard.

Det var trenden dengang. I dag følger han med stor interesse – og forståelse – det, han kalder det postmoderne syn på historien.

“I dag tager man afstand fra objektiviteten. Historieundervisningen må gerne bygge på subjektive holdninger og overvejelser, og jeg er enig i, at objektivitet også bygger på valg og fravalg, som reelt gør objektiviteten subjektiv”.

Han smiler. Her er ingen bitterhed at spore. Holdninger og videretænkning af formidling er alt sammen historiens udvikling. Det er interessant. Og det væsentlige er, at alle kan give deres besyv med.

“Jeg kan måske godt mene, at der går en bred historisk forståelse tabt, når historieundervisningen i dag er baseret på tema- eller emneundervisning. Men omvendt gør det også undervisningen langt mere nærværende. I dag bliver der grinet af vores tanker om vigtigheden af identitetskontrol af historisk materiale. Det tager jeg meget pragmatisk. Vores ønske om autenticitet frem for alt var nok et illusionsnummer. Men det var med til at ændre historieundervisningen”.

Der er nok at tænke tilbage på for pensionisten Finn Løkkegaard.

“Som jeg sidder her i dag, så ser jeg tilbage på et liv, der som sagt udviklede sig i takt med samfundsudviklingen. Jeg har ikke haft en karriereplan. Jeg er ligesom bare gledet med. Og i dag kan jeg sige, at jeg ikke ville have gjort noget særligt anderledes. Det er et stort privilegium at kunne sige det. Det er jeg helt klar over”.