19.01.2015
Artikel

Er kvinder, som læser, farlige?

KRONIK af Bente Rosenbeck, professor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet

Kvinders uddannelseshistorie er en historie om fremgang, men også om modstand og forhindringer. Det kunne tyde på, at kvinder er blevet ekskluderet mere systematisk fra videnskab end fra alle andre sociale aktiviteter, måske med undtagelse af hæren og kirken. Kvinders vej ind i højere uddannelse og forskning er først og fremmest blevet skildret som en del af kvindebevægelsens historie, men det bliver mere og mere påtrængende, at den også bliver en del af videnskabens historie, og at ligestilling bliver en del af forskningspolitikken.

Den første kvinde fik lov til at studere ved Københavns Universitet i 1875. Forud var gået 400 år med mandlig dominans. Men også i århundrederne før kunne kvinder i nogen grad udfolde sig intellektuelt. Så længe klostervæsenet eksisterede, havde kvinder mulighed for at få andel i lærdom og viden der. Vi har kendskab til en række lærde kvinder, som i deres samtid blev kendt som feminae docta. Uden for de lærde kredse fandtes desuden kvinder, som besad forskellige former for viden og kundskab. Selv om kvinder ikke har udviklet nogen egentlig anerkendt videnskab, har de været centrale i flere videnskabsrelaterede områder inden for fødselshjælp, sygepleje og husholdning. Det er en historie om håndens arbejde snarere end åndens. Ved at genopdage de lærde kvinder og med et bredere kundskabsbegreb, kan man i højere grad opfange kvinders bidrag til viden og kundskab. Videnskaben er jo ikke nogen fast størrelse, hvorfor videnskabshistorien også handler om, hvordan videnskab bliver afgrænset, og dermed hvordan visse erfaringer og områder er blevet sorteret fra som ikkevidenskab.

Jeg har fulgt kvinderne ind på universitetet i slutningen af 1800-tallet; en begivenhed, der faldt sammen med, at videnskaben blev moderniseret og blev rigtig “videnskabelig”. Naturvidenskaben kom til at udgøre normen for videnskabelighed, og det smittede af på andre hovedområder og på opfattelsen af krop, køn og kvindelighed. Med moderniseringen af videnskaben skete der en biologisering og naturalisering af kønnet. Lægerne blev eksperter på kvindekroppen og dermed også autoriteter på pigers og kvinders opdragelse og uddannelse. Kvinden var ikke længere skabt af Gud, men af biologien. Den moderne kvindelighed blev opfattet som en biologisk begrundet essens: Den fødedygtige evne, reproduktiviteten, var konstituerende for kvindelighed. Hjernen og ovarierne kunne ikke udvikle sig samtidig. Kvinders reproduktive evne kom til at stå i modsætning til intellektualitet.

“Kvinden” blev i stor udstrækning objekt for videnskaben og ikke subjekt. Det var ikke kun læger og biologer, men også humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere, som var optaget af kvindekønnet og af kvindelighedens gåde. Jeg skal blot nævne et enkelt eksempel, nemlig grundlæggeren af religionshistorie i Danmark, Edvard Lehmann, som i både artikler og bøger i midten af 1910’erne skrev om den ugifte kvinde, den selverhvervende kvinde og kvindelig opdragelse og kritiserede lighedskravet. Manden var anlagt for det almene, kvinden for det individuelle. Manden var lig med det objektive, kvinden lig med det subjektive. Den kvindelige logik var kendetegnet ved subjektivisme, en tilstand, som kunne medføre “en fuldstændig Ophævelse af Tankevirksomhed, der kunne betegnes som objektiv”.

Lehmann er bare en af mange. Diskursen var, at kvinder egentlig ikke hørte hjemme på et universitet, selv om de formelt havde fået adgang. Det var stort set holdningen hos både kvinder og mænd ved 50-års jubilæet for kvinders adgang til universitetet i 1925. Der var ved denne festlige lejlighed udbredt enighed om, at der ikke var de store muligheder for, at kvinder i større udstrækning kunne præstere videnskabeligt arbejde. Den almindelige holdning, som på en helt naturlig og selvfølgelig måde kom frem i festtalerne, var, at de ikke havde de samme skabende evner som mænd. Så man har sikkert taget positivt imod arvelighedsforskeren Wilhelm Johannsen, som dog mente, at kvinder havde en form for intellektualitet, der overvejende var af reproduktiv karakter. Derfor mente han, at de var velegnede som assistenter for forskning med optælling, bogføring etc. Ét var at uddanne sig og lære noget, noget andet “at forske, at eje Gnister af “Hittepaasomhed”, skabe ny Forstaaelse”. Det har han jo helt ret i, men er disse forskelle kønsmærkede? For Johannsen lå forskellene i de såkaldte “y-tråde”, som kun mænd havde. Formel adgang løste således ikke alle problemer med diskrimination, og måske findes der stadig bias og skjult diskrimination i universitetssystemet.

I 2013 udtalte en professor fra humaniora i Weekendavisen: “Det er vanskeligt at iagttage nogen forskel mellem kvinders og mænds evner og talent på universitetet – men det er let at iagttage forskelle mellem deres gennemsnitlige livsmål. Kvinder er mindre monomant dedikerede og har en anderledes forestilling om det gode liv”. Ærligt nok blev udtalelsen karakteriseret som en uvidenskabelig personlig iagttagelse. Men er det virkeligt ligegyldigt, som når en anden professor kommenterer kravet om, at kvinder skal være bedre repræsenteret i EU-ansøgninger, på følgende måde: “I sidste ende risikerer videnskaben mere at skulle udtrykke en ydre glathed og pænhed end at skabe sprælsk og egensindig videnskab”. Hvorfor tænker disse professorer ikke på, hvad Nina Smith sagde i 2013, nemlig at hver fjerde professor kunne have været klogere, såfremt kvinder sad i deres lærestol? For vi går vel ud fra, at kvinder og mænd er lige kloge?