“En hierarkisk styring uden nogen form for sikkerhedsventiler er ikke sundt. Når der hverken er markedssignaler eller nogen form for demokrati, så har ledelsen mulighed for at lave alle mulige ting”, siger professor Martin Paldam.
16.01.2015
Artikel

En fejl i systemet

Fyringsrunder er blevet et tilbagevendende fænomen på de danske universiteter, og årsagen er ikke udelukkende svigtende bevillinger og faldende studentertal, mener kritikere. Der er også et grundlæggende problem i den måde, universiteterne bliver styret på.

Af Benedikte Ballund
Grønthøsteren med besparelser på to procent om året kører hen over universiteterne ligesom i resten af den offentlige sektor. Studentertallet vokser ikke med samme hastighed, som det var forventet. Der er underfinansiering og usikkerhed om indtægterne.

Der er og har været forklaringer nok – og også relevante forklaringer – når ansatte, studerende og offentligheden har skullet forstå, hvorfor det har været nødvendigt med fyringsrunder på de danske universiteter.

Samtidig er det forklaringer, der hyppigt har været brug for i de seneste fem-seks år. Aktuelt står CBS over for adskillige stillingsnedlæggelser og formentlig også fyringer, hvis omfang endnu er usikkert, og på RUC er det også meldt ud, at der sandsynligvis vil være brug for at skære i medarbejderstaben i 2015. I starten af 2014 sagde Aarhus Universitet farvel til et stort antal medarbejdere i den hidtil største fyringsrunde på et dansk universitet nogensinde. Københavns Universitet var igennem fyringsrunder i 2008 og 2010, og også på Aalborg Universitet og DTU har medarbejderne været ramt af afskedigelser.

Hierarki uden sikkerhedsventil
Selvom forklaringerne kan være rigtige nok, er de alligevel ikke dækkende. Fyringsrunderne er i sidste ende også en konsekvens af et mere grundlæggende problem, som er indbygget i universitetsloven fra 2003, hvor medarbejderdemokratiet blev afløst af professionelle bestyrelser og ansatte ledere. Det mener blandt andre Martin Paldam, professor emeritus i økonomi ved Aarhus Universitet. Han publicerede tidligere i år artiklen ”The public choice of university organization. A stylized story of a constitutional reform”. Her pegede han på, at den nye ledelsesform mangler “checks and balances”. I den gamle universitetslov fungerede medarbejderdemokratiet som en stopklods, hvis tingene udviklede sig meget skævt. I dag er det væk, erstattet af en ledelsesform, der minder mere om den, man har i det private erhvervsliv.

Der er bare en hage ved det. For i erhvervslivet sidder der for eksempel aktieanalytikere og følger udviklingen, og aktiekursen vil falde, hvis indtrykket er, at virksomheden er på vej ud i en uhensigtsmæssig udvikling. Den form for kontrol er fuldstændigt fraværende, når det gælder universiteterne. Og dermed er det også muligt at lade for eksempel nybyggeri, omstruktureringer, konsulenthonorarer og vækst i administrationen løbe løbsk.

“En hierarkisk styring uden nogen form for sikkerhedsventiler er ikke sundt. Når der hverken er markedssignaler eller nogen form for demokrati, så har ledelsen mulighed for at lave alle mulige ting”, konstaterer Paldam.

Ofre for strukturel logik
Martin Paldam er ikke ene om sin analyse. I starten af 2014 skrev Jacob Wamberg, professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, en kronik i Jyllands-Posten med titlen “ Fri os fra new public management”, hvor han fremhævede behovet for ændringer i universitetsloven. Den aktuelle anledning var blandt andet fyringerne på hans eget universitet, som af både ham og andre blev tolket som et resultat af omstruktureringer og andre store ændringer, der var løbet af sporet både fagligt og økonomisk.

“Loven lægger op til et mere selvstændigt initiativ i ledelserne, som får større råderum. De bliver ofre for en strukturel logik, som går ud på, at når de har fået større magt, skal de også bruge den. Der er nogle krav om innovation, som de hellere må realisere, også fordi de nye ledere typisk har meget høje lønninger og måske derfor også føler, at de skal være deres penge værd”, siger han.

“Fordi der ikke er en “checks and balances-mekanisme”, som der trods alt var i den tidligere, måske også lidt overdemokratiske kultur, er der ikke nogen til at standse dem, for bestyrelserne sidder også og føler sig meget vigtige. Alle vil gerne profilere sig selv, og når man sidder som leder eller i bestyrelserne, så handler det om innovation og nye tanker, og det bliver en underlig forandring for forandringens skyld”, siger han.

Jacob Wamberg understreger, at han kender forholdene på Aarhus Universitet bedst, men fortæller samtidig, at de reaktioner, han fik på sin kronik fra ansatte på andre universiteter, får ham til at tro, at de samme mekanismer er på spil andre steder:

“Jeg blev ikke afkræftet i mit indtryk af, at det er noget generelt og strukturelt, der er problemet. Der burde nok komme nogle kontrolmekanismer ind i universitetsloven, som gør, at folk ikke kan løbe af sted med de megalomane ambitioner, som åbenbart griber dem gang på gang”.

Hvad er det egentlig, de styrer?
På CBS nikker fællestillidsrepræsentanten for VIP’erne, lektor Ole Helmersen, også bifaldende til analysen af den forsvundne kontrol. Samtidig peger han på, at situationen med de tilbagevendende fyringsrunder giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved den rolle, bestyrelserne spiller – eller rettere ikke spiller.

“Da den nye styrelseslov blev lavet, blev der sagt meget om, at vi nu skulle have bestyrelser med eksterne flertal af professionelle folk, af erhvervsfolk, som havde en stemme i samfundsdebatten og kunne tale universiteternes sag i forhold til det politiske niveau og ministeriet. Nu spørger jeg så bare, hvor den stemme er henne i denne sammenhæng? Jeg har ikke hørt nogen medlemmer af vores bestyrelse sige noget i den her retning. De dikterer nogle budgetmål, som direktionen må rette ind efter, og det rammer så medarbejderne i sidste ende. Jeg synes, der mangler en diskussion af bestyrelsernes rolle. Det hedder jo en bestyrelse, så hvordan er det egentlig, de styrer? Hvorfor styrer de ikke bedre og undgår situationer som denne her? Hvor blev den professionalisme af, som vi hørte om? Hvor blev den ansvarlighed af?” spørger han.

Dermed lægger Ole Helmersen sig i forlængelse af en kritik, som Per Dahl, fællestillidsrepæsentant for AC’erne på Aarhus Universitet, formulerede tidligere i 2014 i Information i forbindelse med fyringerne på stedet.

“Ingen har undervejs i forandringsprocessen kommunikeret, at der var så store besparelser på vej, og at de skulle effektueres så hurtigt. Det vidner om mangel på kommunikation og mangel på evne til at overskue budgetterne i en længere proces med store forandringer, og det må man forvente, at en bestyrelse er i stand til”, sagde han til avisen.
Skader på omdømmet

Ole Helmersen anerkender, at der er hul i budgetterne på CBS, men han mener samtidig, at udviklingen tyder på, at bestyrelserne ikke i tilstrækkelig grad forstår, hvordan universiteter fungerer.

“I vores tilfælde tror jeg for eksempel, at de er tilbøjelige til ikke at se, hvor alvorligt det kan være for et universitets ry og rygte, at man går ud og fyrer folk. De sidder med budgetterne og ser, at der er fald i indtægterne, og tænker, at de er nødt til at gøre noget nu og indskrænke omkostningerne, for ellers bliver problemet bare endnu større i fremtiden. Men tidshorisonten og måden, det bliver gjort på, tyder på, at man måske ikke i tilstrækkelig høj grad ser, at der er nogle skadevirkninger, der rækker ud over at gennemføre en fyringsrunde”, siger han.

Problemer med at rekruttere forskere i fremtiden er et af de problemer, som han peger på. For rygtet om, at en ansættelse på et dansk universitet ikke er så fast, som man kunne tro, breder sig.

“Folk undrer sig og tænker, at det måske ikke er det smarteste at tage til CBS og flytte hele familien med, hvis de kan blive fyret med seks måneders varsel om et år. Og vi har faktisk eksempler på professorer, der har opgivet en mulig ansættelse på CBS, fordi de er blevet bange for, om de nu også har en så sikker ansættelse, som de troede. Det skader selvfølgelig institutionen, dens omdømme og dens muligheder for at rekruttere de bedste til alle former for stillinger fremover”.

Afskedigelser overrasker
Fyringsrunder er selvfølgelig ikke en ny opfindelse, der er opstået med den seneste udgave af universitetsloven, men formanden for Universitetslærerlandsklubben i DM, Leif Søndergaard, peger alligevel på en anden ændring, som er sket.
“Jeg har været så længe i systemet, at jeg også har set afskedigelser, da vi havde valgte ledere, og jeg synes, at der er en tendens til, at afskedigelserne kommer som en større overraskelse for medarbejderne, efter at vi har fået det nye ledelsessystem. Medarbejderne bliver generelt set ikke så meget involveret i selve håndteringen af afskedigelserne som tidligere, og samarbejdsudvalgene og tillidsrepræsentanterne bliver først inddraget meget sent i processen, sådan at det først sker i selve afskedigelsessituationen, hvor løbet sådan set er kørt”, siger han.

Gevaldige bølgegange
Spørgsmålet er, om fyringsrunderne er kommet for at blive.

Der er to niveauer i det, siger Leif Søndergaard og peger på, at universiteternes økonomi er blevet mere usikker, fordi der er flere midler, der bliver konkurrenceudsat og betinget af eksterne tiltag, og tingene hænger sammen:

“Man kommer meget nemt ind i nogle gevaldige bølgegange, fordi der ikke er sikkerhed om budgetterne. Regeringen har ganske vist lavet en løbende treårs budgetsikkerhed for universiteterne, men det nytter jo ikke så meget, hvis man kun har sikkerhed for den ene halvdel af midlerne. På den anden side kan man også sige, at vi måske har nogle ledelser, der ikke er professionelle nok til at tage højde for, at vi har flere forskellige indtægtskilder, som kan svinge på uforudsigelige måder. En stor industrivirksomhed ved heller ikke, hvor meget den sælger til næste år, men den render jo ikke rundt og fyrer rask væk. Selvfølgelig har vi også set store fyringsrunder på for eksempel Danish Crown, men det synes jeg også er uprofessionelt”, siger han og understreger, at løsningen for universiteterne ikke er at indgå korte ansættelseskontrakter.Men man kunne vel sige, at universiteterne udviser rettidig omhu for budgetterne ved at sørge for, at de ikke har lønudgifter mange år frem i tiden, som ender med fyringsrunder i stedet for kontrakter, der bare løber ud?
“Det er rigtigt nok, men når du kigger på den samlede stab, svinger den ikke så meget. Det, der virker underligt, er, at man fyrer en masse fastansatte og så ansætter en masse løstansatte. Det er jo ikke, fordi den samlede stab fluktuerer voldsomt”, fastslår Leif Søndergaard.