05.12.2014
Artikel

Hvorfor går ministeren med skyklapper i stedet for at satse på samarbejde med universiteterne?

KRONIK af Jonas Dahl, cand.mag. og gruppeformand (SF)

Når den radikale uddannelsesminister konstant kalder sin dimensionering for “småjusteringer”, så svarer det til at hævde, at nudister godt kan lide at rulle sig i brændenælder. Det passer simpelthen ikke. Dimensioneringen svier, brænder og giver røde knopper hos universitetsledelsen og kommende studerende, fordi regeringen ikke tager universiteterne ordentligt med på råd, og fordi nedskæringerne rammer humaniora alt for ensidigt.

Jeg startede i 1999 på historiestudiet ved Aarhus Universitet sammen med Line og Jens. Tre kammerater, der allerede dengang skulle høre på, at humanister kun havde mulighed for at blive gymnasielærere, støvede arkivarer eller stille sig bagerst i arbejdsløshedskøen. Line er i dag ansat hos LEGO, Jens hos en stor it-virksomhed, og jeg er politiker. I dag har vi modbevist fordommen. Og det har tusindvis af andre humanister også. Vi er tre eksempler på, at det generelt er en risikabel sag at sætte en fed ministerfinger på, hvad en humanist kommer til at arbejde med, når den sidste eksamen er afleveret. Og det må aldrig blive et problem – det er faktisk en kæmpe ressource, for det giver et væld af muligheder, der i høj grad også er blevet udnyttet. Sandheden er, at vi ikke aner, hvilke specifikke professioner vi skal leve af i fremtiden. Vi ved dog godt, at det er innovation, kreativitet og iværksætteriver, der skal bringe os et stykke ad vejen. Disse kvaliteter besidder danske humanister.

Jeg er helt med på, at det er en god idé at kigge vores uddannelsessystem efter i sømmene, for naturligvis skal vi ikke uddanne til arbejdsløshed! Sagen er bare den, at det med at uddanne til arbejdsløshed er en lidt underlig og unuanceret diskussion. For som det er i dag, er der ledighed blandt alle universitetsstuderende, når de bliver færdige – selv blandt økonomer, ingeniører eller jurister. Det er et vilkår, der kan skyldes en mængde forskellige faktorer.

Alligevel hører vi samme fordom gentaget igen og igen i disse dage: Uddanner vi humanister, uddanner vi til arbejdsløshed. Vender vi os mod fakta, så er det helt korrekt, at der er en lidt højere ledighed blandt nyuddannede humanister end blandt andre universitetsuddannede. Det medgiver jeg. Vi mangler bare at nuancere debatten, for langt størstedelen af humanisterne ender med at få job, som det er nu. Det tager længere tid for en nyuddannet antropolog fra Aarhus at få job, end det gør for en nyuddannet ingeniør fra Ingeniørhøjskolen samme sted – men antropologen ender faktisk i fast job, som det er i dag. Vi har de senere år uddannet rigtig mange humanister, men ikke desto mindre har vi fået nedbragt arbejdsløsheden fra omkring 25 procent i 1980’erne til seks-syv procent i dag. Vi er ikke i mål, men det er på ingen måde skidt. Tænketanken DEA har netop offentliggjort en undersøgelse, der fortæller, at humanisterne fra 1980 til 2010 med raketfart er blevet ansat i private virksomheder. I dag bliver over halvdelen af de nyuddannede humanister beskæftiget i det private. Både hos store virksomheder som Novo Nordisk, Mærsk og LEGO og hos de små og mellemstore virksomheder.

Det skal selvfølgelig blive endnu bedre. Vi skal da turde have visioner for, hvordan universiteterne og uddannelserne kan udvikle sig. Lad os slå tre mindre studier sammen til ét stærkt. Se på, om studieretninger med fordel skal placeres på et eller to universiteter i stedet for på fire eller seks, så vi på den måde hæver fagligheden i studiemiljøerne og tager nogle fornuftige regionale hensyn. Vi kunne forlænge retskravet, så de studerende får krav på at starte den naturlige kandidatoverbygning på deres bacheloruddannelse, op til fem år efter at bachelorprojektet er afleveret. Give større mulighed for praktik i løbet af kandidatuddannelsen, så man bedre er forberedt på de udfordringer, der melder sig, når man rammer arbejdsmarkedet. Vi skal sigte mod at gøre undervisningen bedre og i det mindste sikre et acceptabelt antal undervisningstimer til de studerende. Det gør man bl.a. ved at fastholde det høje taxametertilskud. Sidst, men ikke mindst, ville det også være godt, hvis man i stedet for hele tiden at oprette nye studieretninger, med nye titler og kandidatnavne, i stedet for turde se på specialiseringsmulighederne for de allerede eksisterende studieretninger.

Men det væsentligste er dog, at ændringer foregår i en sund dialog med universiteterne, de studerende og de faglige organisationer – og så kunne man jo også inddrage de forskellige politiske partier i demokratiets hellige navn. Desværre er dialogen fuldstændig forstummet, som det er lige nu. Det er dybt problematisk, at ministeren foretager så omfattende et indgreb i dansk uddannelsespolitik. Det er den brede politiske diskussion og opbakning, der sikrer holdbare løsninger – og ikke tilfældige nedslag i arbejdsløshedsstatistikken.

Uddannelsesministeren har søgt tilflugt og barrikaderet sig uden at tage dialogen. Jeg vil opfordre ministeren til at træde ud af kontoret på Slotsholmen og tage sit udgangspunkt på universiteternes banehalvdel. Ellers ender det bare med, at skyklapperne dækker så meget for øjnene, at rundsavene skærer sprogfag som tysk og japansk midt over. Sprog, som vi ved, dansk eksport kommer til at afhænge af. Universiteterne har været i gang siden foråret med at kigge på, hvordan de kunne ændre strukturen på universiteterne. Det skal vi lytte til, for det er universiteterne, de studerende og underviserne, der véd, hvad der rører sig i uddannelsesverdenen og på arbejdsmarkedet.

Det afgørende er, at den her diskussion kommer til at handle om at få styrket fagligheden i uddannelsessystemet, så danske universiteter også i fremtiden forbliver i verdensklasse.  Og det klarer vi bedst gennem dialog. Lige nu oplever vi desværre en minister, der forsøger at pynte sine hovedløse nedskæringer med fine sproglige fjer og så ellers presse dem ned i halsen på universiteterne. Det står i skærende kontrast til, at centrum-venstre-regeringen faktisk har styrket universitetsområdet igennem de senere år og fået ryddet lidt op i Helge Sanders fakturatænkning. Vi var på vej i den rigtige retning, inden den nye uddannelsesminister så åbenbart overlod styringen til Finansministeriet og snæversynede økonomer.

Vi ved, at dygtige danske humanister kan bruges bredt og bliver brugt på arbejdsmarkedet – derfor er det også fordummende at tage udgangspunkt i et smalt statistisk grundlag og uden at indgå i en ordentlig dialog med universiteterne. Sofie Carsten Nielsen, styrk i stedet humaniora, krøl dit regneark sammen, og dyrk dialogen med universiteterne. Så kan vi høste et suverænt udbytte i fremtiden.