05.12.2014
Artikel

Sparemål på 60 mio. mødt med hård kritik

Medarbejderrepræsentanterne er kritiske over for spareplaner og varslede fyringer på CBS. Sparemålene kunne være nået på en mindre dramatisk måde, siger fællestillidsmand.

Af Benedikte Ballund
Ialt skal der spares 45 millioner på VIP-løn årligt, mens administrationen må holde for med 15 millioner. Det er den ubehagelige virkelighed på CBS. Ifølge ledelsen er besparelserne blandt andet nødvendige, fordi økonomien bliver presset af manglende studenterårsværk.

Ikke overraskende er ledelsen blevet mødt med voldsom kritik og protester i forlængelse af offentliggørelsen af spareplanerne.

“Nogle af de økonomiske parametre, som den bruger som forklaring, har ikke været ukendte for et år eller to siden.

Derfor mener jeg, at det er kritisabelt, at man ikke har sat gang i tilpasningen noget før, og jeg synes også, at man burde have ladet være med at udvide antallet af VIP’er så aggressivt, som man gjorde i 2011 og 2012”, siger fællestillidsrepræsentanten for VIP’erne på CBS, lektor Ole Helmersen.

Mindre dramatisk løsning
Ole Helmersen understreger, at han godt kan forstå argumenterne om, at CBS taber indtægter på studenterårsværk, de såkaldte STÅ, og den – med hans ord – to-procents høvl, der kører ind over den offentlige sektor år for år.

“Når man ikke længere vokser med 4-5 procent i studentertal, så rammer den høvl ret hårdt på et budget som CBS’. Derfor kan jeg godt se, at man er nødt til at rebalancere budgettet, men hvis ledelsen var kommet til medarbejdere og medarbejderrepræsentanter et år tidligere og havde sagt, at der ville være et problem med budgetbalancen i 2017, så kunne det i virkeligheden godt være, at man over et lidt længere perspektiv kunne have nået sparemålene på en lidt mindre dramatisk måde end det der kan blive resultatet”, siger han, men understreger dog, at det i skrivende stund er usikkert, hvordan forholdet bliver mellem afskedigelser og frivillige aftrædelser.

Brændende platforme

Også blandt TAP’erne er holdningen kritisk.

"Set udefra virker det som mangel på styring, og jeg mener, at det er stærkt kritisabelt, at vi igen skal ud i en afskedigelsesrunde så kort tid efter 2011", sagde AC-TAP-fællestillidsrepræsentanten Trine Madsen til CBS’ elektroniske avis CBS OBSERVER med henvisning til, at der blev fyret 36 medarbejdere i administrationen for tre år siden.

Hun fremhævede, at CBS’ ledelse i et økonominotat til hovedsamarbejdsudvalget har anerkendt, at man godt kunne tilpasse sig besparelsen uden varsling af masseafskedigelser, blandt andet ved naturlig personaleomsætning. Det ønsker ledelsen dog ikke, med henvisning til at det vil betyde en “tilfældig tilpasning af aktiviteter på tværs af CBS”.

"For mig virker det, som om den brændende økonomiske platform er væk, og nu argumenterer man med en brændende styringsplatform i stedet. Hvis det er tilfældet, må det falde tilbage på ledelsen selv”, sagde Trine Madsen.