07.11.2014
Artikel

Tyske humanister: langsomme startere med høj anerkendelse

Trods høj arbejdsløshed blandt nyuddannede tyske humanister foretages der ingen direkte politisk styring af studieoptaget syd for grænsen. På den lange bane ligger humanisters arbejdsløshed under gennemsnittet, og de nyder generelt høj anerkendelse.

Af Mathias Irminger Sonne
Humanvidenskaber, menneskevidenskaber eller “Geisteswissenschaften”. I “tænkernes og digternes land” har disse fag en vægtig historie og tradition, der med Wilhelm von Humboldts idealistiske formel om “forskning i frihed og ensomhed” har fået enorm betydning for universitetsverdenen langt uden for Tysklands grænser. Alligevel står de tyske universiteter selvsagt i en anden virkelighed i dag, hvor de som alle europæiske universiteter er underlagt global konkurrence og et stort legitimationspres i forhold til offentlige midler. Derfor vækker den aktuelle danske dimensioneringsdebat heller ikke umiddelbar forargelse i Tyskland:

“Det er et absolut legitimt spørgsmål, om de producerede kandidater passer til arbejdsmarkedet”, siger Susanne Schilden, talskvinde for den tyske Hochschulrektorenkonferenz (HRK), der som sammenslutning af alle universitære institutioner i Tyskland har en afgørende stemme i tysk politik og offentlighed.

“I Tyskland handler den fortløbende og vigtige debat især om balancen mellem akademiske uddannelser og uddannelser uden for universitetet. Hvilke studier er de rigtige for så store dele af en årgang – kan og skal alle akademiseres?” spørger Susanne Schilden retorisk.

“Dertil kommer spørgsmålet om afvejningen mellem generalister og specialister, samt hvorvidt det er muligt at opretholde høj kvalitet på trods af et stort optag af studerende”.

Den lange vej til jobbet
Med en arbejdsløshed blandt akademikere på knap 2,5 procent ser det for tiden usædvanligt lyst ud for tyske universitetsuddannede. Her er dog langt mellem tallene for fx jura, medicin og elektroteknik på den ene side og human­videnskaberne på den anden side, fortæller Kolja Briedis. Han forsker i tyske dimittenders videre veje efter de akademiske studier ved Deutsches Zentrum für Hochschul- und Wissenschaftsforschung (DZHW).

“Efter et år har blot halvdelen af alle færdiguddannede humanister et regulært job. Mange har midlertidige job eller arbejder som projektansatte. Desuden bliver mange selvstændige – ikke kun af egen vilje, men også af nød. Men i det lange perspektiv finder – eller skaber – de fleste humanister sig en plads på arbejdsmarkedet med passende faglige udfordringer”, siger Kolja Briedis. Hans undersøgelser strækker sig helt tilbage til 1990’erne og viser dermed udviklingen på den lange bane: Efter fem år konsoliderer ledigheden blandt humanister sig på omkring fem procent mod en generel tysk ledighed på knap syv procent.

“Vi oplever selvsagt også debatter om nytten af enkelte fagretninger – især hvis små fag står til at skulle lukkes ned. På denne måde er humaniora også smertensbarnet her i Tyskland, fordi humanistiske fags funktion og erhvervsområder ikke er så åbenlyse som fx et medicinstudies”, siger Kolja Briedis.

Ingen detailregulering ovenfra
Den føderalistiske tyske struktur gør det svært direkte at sammenligne Tyskland og Danmark. De tyske universiteter er som hovedparten af den øvrige undervisningssektor underlagt de 16 tyske forbundslande, der står for ca. 90 procent af de offentlige midler til universiteterne. Samtidig besidder de tyske universiteter en såkaldt “universitær autonomi”, der sikrer selvforvaltning inden for både finansielle, organisatoriske og personalerelaterede spørgsmål.

“Et forbundsland kan reducere midlerne til universiteterne. Men hvis et universitet får færre midler, må det selv beslutte, hvordan det håndterer disse nedskæringer. Dimensionerne for studieoptaget kan dermed ikke direkte dikteres fra politisk side i Tyskland”, siger Kolja Briedis fra DZHW.

Det fællestyske forbundsministerium for uddannelse og forskning kan bidrage med midler til særlige puljer og forskningsprojekter, men dermed har det kun ringe indflydelse på universiteternes struktur og prioriteringer. Vægtige eksempler på humaniorarelaterede projekter med støtte fra det fællestyske uddannelsesministerium er dog “Rammeprogrammet for human-, kultur- og socialvidenskaberne”, der med en volumen på knap tre mia. kroner løber over de næste fem år, samt det omfattende “Projekt nexus”, der er rettet mod at skabe en bedre overgang fra studium til arbejdsmarked.

Blandt forbundsministeriets satsningsområder er der overvejende fokus på de dyrere tekniske og naturvidenskabelige studieretninger, som det tyske erhvervsliv allerede nu skriger efter.

“Fra politisk side har der været mange initiativer til med særprogrammer og ekstra puljer at styrke optaget til fx MINT-fagene (matematik, informatik, naturvidenskab og teknik, red.). Vi har bare ikke oplevet den ønskede stigning i søgningen mod disse fag på baggrund af disse initiativer”, siger Susanne Schilden fra HRK.

Humaniora i helhedens lys
Med svære startbetingelser og beskedne startlønninger kan det undre, at de humanistiske studieretninger stadig er så populære i Tyskland. Her skal man ifølge Kolja Briedis huske på, at langt de fleste af de adspurgte humanistiske dimittender efter en årrække er mere end gennemsnitligt tilfredse med både studievalg og jobfunktion. Selvom humaniorastuderende ofte oplever at skulle retfærdiggøre deres studievalg på grund af de diffuse jobudsigter, nyder fagene som helhed desuden generel anerkendelse:

“Nej, mig bekendt bruges begreber som “hobbystudium” ikke i Tyskland. Humaniora tages helt igennem alvorligt, også selvom de studerende angiver, at de nærmere studerer på baggrund af interesse end på baggrund af jobperspektiverne”.
Kolja Briedis’ positive syn på humaniora bakkes her op af Susanne Schilden fra Hochschulrektorenkonferenz:

“Universitetets bredde er netop den store styrke. Ikke kun gode universiteter lever af tværfagligheden. Også for den enkelte student – om det så er ingeniører, kemikere eller fysikere – er det berigende at kaste et blik ind i den humanvidenskabelige verden.”

Selv på det konkurrenceprægede masseuniversitet synes Humboldts godt 200 år gamle visioner dermed ikke helt forældede. Med “forskning i frihed og ensomhed” ville han ikke bare holde videnskaben fri af ekstern indflydelse, nytteprincipper og profit. Han ville samtidig sikre, at den fremadskridende fagspecialisering altid blev sat op mod “helhedens lys” – unægteligt et idealistisk foretagende, men trods alt en opgave for humanvidenskaberne.