07.11.2014
Artikel

Ekspert: Der er penge til ny løn

Nok er kommunernes budgetter stramme, men derfor kan der sagtens findes penge til lønforhandlinger, siger professor i økonomistyring.

Af Thomas Bøttcher
Hvis ny løn skal have en chance for at komme til at fungere, skal der i forbindelse med de centrale overenskomstforhandlinger afsættes puljer til lokale lønforhandlinger.

Sådan siger en lang række af DM’s tillidsrepræsentanter i de danske kommuner. De er frustrerede over arbejdsgivere, der ikke afsætter midler til lokal lønudvikling, og lønforhandlinger, der af samme årsag foregår på skrømt.
“Ledelsen afviser ikke en lønforhandling, men siger så også, at der ikke er noget at forhandle om”, lyder en typisk kommentar.

Puljer i form af en udmøntningsgaranti bliver dog hverken i kommunerne eller i DM set som det middel, der skal få den lokale løndannelse til at fungere efter hensigten.

Som kommunaldirektør i Rudersdal Kommune Bjarne Pedersen siger:

“Centrale lønpuljer er et helvede. Der er alt for meget arbejde med at få fat i alt for få penge”.

Heller ikke Peter Grods Hansen, formand for de offentligt ansatte magistre i DM, støtter puljer.

“Akademikerne er traditionelt stærkere ved de lokale forhandlinger, så det vil ikke fremme vores lønudvikling, hvis midlerne bliver “hegnet ind”, og der på den måde reelt også bliver lagt loft over den lokale lønudvikling. Puljer virker jo begge veje: De sikrer, at der er midler at forhandle om, men puljens størrelse begrænser også forhandlingerne”, siger han.

Tal fra Kommunernes Landsforening viser da også, at akademikerne hidtil har haft god gavn af ny løn. Hvor de lokale tillægs andel af nettolønnen i 2011 var 5,3 pct. for social- og sundhedsarbejdere og 8,8 pct. for kontor- og it-personale, var den for akademikere 14,6 pct. Og mens andelen for de to første grupper faldt mellem 2010 og 2011, steg den for akademikerne.

Et broget billede
Rundringningen til DM’s tillidsrepræsentanter viser, at 46 ud af 85 kommuner i forbindelse med den seneste lønforhandling ikke afsatte midler til lokale lønforhandlinger. Omvendt afsatte 38 kommuner midler, og i 25 af de 46 kommuner, hvor der ikke var en pulje til lokale forhandlinger, lykkedes det alligevel tillidsrepræsentanten at forhandle tillæg igennem.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker ved FAOS på Københavns Universitet, Nana Wesley Hansen, kan man ikke tegne noget entydigt billede af anvendelsen af lokal løn i kommunerne.

“Det er min opfattelse, at der stadigvæk er lokal løn, og at der stadigvæk bliver forhandlet, men da man droppede udmøntningsgarantien i 2010, blev billedet mere differentieret. Der er større variation, både kommunerne imellem og mellem faggrupper”, siger hun.

Og for mange tillidsrepræsentanter er det blevet besværligt at arbejde med ny løn.

“Arbejdsgiverne taler om, at lønnen er blevet sat fri, men en effekt er måske også, at det særligt for tillidsrepræsentanterne er sværere at finde ud af og afklare med ledelsen, hvad der er til forhandling. Situationen er nok den, at nogle tillidsrepræsentanter har udfordringer, og det tror jeg, man skal se i lyset af den generelle økonomiske situation i kommunerne, hvor man er bundet af budgetrestriktioner”.

Per Nikolaj Bukh, professor og ekspert i kommunal økonomistyring, peger også på, at den skrappe økonomistyring har lagt en dæmper på den lokale løndannelse.

“Der er jo forsvundet 60-80.000 stillinger i kommunerne hen over nogle år, så selvfølgelig er der skåret til”.

Et spørgsmål om prioriteringer
Han mener dog samtidig, at det ofte hørte argument om, at kommunerne ikke har råd til at give højere lønninger, er en sandhed med modifikationer.

“Når man går ind og kigger på kommunerne, så er billedet faktisk meget broget. Én ting er det udgiftspres, der er i en kommune, men tallet siger ikke noget om, hvilken økonomi en kommune har til rådighed. Hvis du eksempelvis kigger i regnskaberne i den kommune, der ud fra traditionelle kriterier er værst stillet, Lolland Kommune, så vil du se, at økonomien faktisk er udmærket”.

Økonomiaftalen mellem kommunerne og Finansministeriet rummer ganske vist en meget stram sanktionspraksis over for kommuner, der ikke overholder den såkaldte serviceramme. Men især kommuner med befolkningsafgang og et mindre behov for at afholde service har luft i servicerammen, påpeger Per Nikolaj Bukh.

Det gælder eksempelvis på Lolland, hvor DM’s medlemmer ifølge rundspørgen ikke har haft lønforhandlinger siden 2008.

“For en kommune som Lolland strammer servicerammen absolut ikke”, siger Per Nikolaj Bukh.
Et andet væsentligt nøgletal, når man skal vurdere kommunens mulighed for at give medarbejderne mere i løn, er likviditeten.

“Likviditeten svinger meget fra kommune til kommune. Den værst stillede kommune er Frederikshavn, og det er faktisk en af de få kommuner, der med god ret kan sige, at den absolut ikke har penge, hvorimod Lolland faktisk har en ganske fin likviditet. Og hvis du har en likviditet, der er over et par tusinde kroner per borger, og har du luft i servicerammen, så har du også råd til at afholde udgifter”, siger Per Nikolaj Bukh.

Ifølge Per Nikolaj Bukh kan økonomi faktisk sjældent alene bruges som argument for at holde lønningerne i ro. Det handler i lige så høj grad om prioriteringer.

“Hvis vi siger, at 50 magistre i en kommune hver fik 1.000 kroner mere om måneden, så er der faktisk tale om et forsvindende lille beløb. Det er jo nærmest symbolsk. Selvfølgelig er der råd til at give DM’s medlemmer lønstigninger. Økonomi er, med nogle få undtagelser, hvor man nærmest er ved at gå på røven, ikke årsagen til, at man ikke vil give penge til lokale forhandlinger”, siger han.

Anciennitet eller præstationer
Ifølge Per Nikolaj Bukh kan en forklaring på de manglende lønforhandlinger være, at tillidsrepræsentanterne og arbejdsgiverne har forskellige opfattelser af, hvordan lønmidlerne skal anvendes.

“Det er mit indtryk, at fronterne nogle gange bliver trukket op. Hvis man som tillidsrepræsentant primært ønsker at anvende lønmidlerne til et generelt løft, så vil man sandsynligvis blive mødt af arbejdsgivere, som ikke ser anciennitet som afgørende, men tværtimod vil lade lønnen afhænge af folks præstationer”.

Og i tider med stram økonomi kan de forskellige opfattelser være ekstra tydelige.

“Havde kommunerne masser af penge, kunne de lettere sige: Okay, så høj en løn får medarbejderne ikke sammenlignet med det private erhvervsliv, så fred være med det, lad dem få 1.000 kr. mere om måneden. Men så vil vi til gengæld også have lov til at bruge resultatløn. Så får man begge dele. Men for tiden kan det være svært at forsvare begge dele, for det er nok en for stor procentdel”.