10.10.2014
Artikel

Forsigtighedens pris er tårnhøj

Finansministeren har år efter år holdt langt mere igen med udgifterne end økonomisk nødvendigt. Underskuddene er blevet rigtig mange milliarder mindre end forventet, så de mange besparelser har ikke været nær så vigtige som annonceret.

ANALYSE af Klaus Liebing, økonomisk kommentator

Sidste år blev underskuddet på statens budget mere end 20 mia. kr. mindre end forventet af finansministeren.

Det er rigtig mange penge.

Til sammenligning er det samlede budget for Københavns Universitet på knap 9 milliarder kroner. Eller hvis man sammenligner med, hvad det koster at yde dagpenge til 40.000 ledige, der hver får knap 18.000 kr. om måneden, hvilket svarer til i alt 720 millioner kroner eller knap ni milliarder kroner på et år.

Staten kunne altså have brugt 20 milliarder kroner mere på at skabe arbejdspladser og vækst uden at komme i karambolage med sine egne økonomiske målsætninger om underskuddets størrelse.

Man har altså været alt for forsigtig. Og prisen har været langt færre arbejdspladser og langt mindre vækst, end der kunne have været skabt. Og, vel at mærke, uden at den økonomiske politik var blevet “uansvarlig”.

Det er vel umiddelbart godt, vil mange sige, at et underskud bliver mindre end forventet?

Sådan kunne det godt se ud, men samfundsøkonomien er noget helt andet end en privatøkonomi, skal man være opmærksom på. Statens økonomi kan enten have negativ eller positiv virkning på vores samfunds samlede økonomi.

Når vi som samfund er i en økonomisk situation med for lav vækst og for lavt forbrug, så kan statens økonomiske politik blive brugt til at skabe arbejdspladser, vækst og større forbrug. Og det er alle jo enige om, at vi skal arbejde for.

Havde vi høj økonomisk vækst, fuld beskæftigelse og et vældigt forbrug, så skulle staten sørge for at have overskud på sit budget, så den gunstige situation ikke løb løbsk. Men det er jo slet ikke situationen lige nu.

Statens udgifter er derfor meget vigtige for at stimulere vækst, beskæftigelse og efterspørgsel. Og finansministeren mener da heller ikke, at der ikke skal være underskud. Men han har været meget omhyggelig med at gennemføre besparelser over hele linjen, for at underskuddet ikke skulle blive større end de forventede godt 40 milliarder kroner, som ministeriet altså fandt økonomisk forsvarligt sidste år.

Så selv inden for ministeriets egen vurdering af, hvad der havde været forsvarligt, kunne man have brugt langt flere penge eller – set med andre politiske briller – have gennemført skattelettelser for et tilsvarende beløb, hvilket så ville have stimuleret det private forbrug. “Så dankortet kunne svinges noget mere”, som flere ministre udtrykker sig.

Bagklogskab er let nok
Men er det ikke bare bagklogskab, for det kunne finansministeren vel ikke vide, da han fremlagde finansloven?
Ikke helt, for det samme er sket flere år i træk. Årene før var fejlvurderingerne endnu større. Og dermed var politikken i disse år også langt strammere end økonomisk nødvendigt.

“Men alligevel”, vil nogen vel sige, “ville der så ikke være sket andre økonomiske ulykker, hvis vi ikke havde strammet så meget?”

“Ville vi ikke have fået en frygtelig inflation?” Ikke noget problem. For i øjeblikket er inflationen så lav (under en procent ifølge Økonomiministeriet), at flere økonomer udtrykker bekymring, for lidt inflation kan være godt nok, fordi det får os til at bruge vores penge hurtigere, da de ellers taber i værdi.

“Ville vi så ikke have fået underskud på betalingsbalancen over for udlandet?” Heller ikke noget problem, for Danmark har et gigantisk overskud i samhandelen med udlandet. Det største nogensinde. Mere end 100 milliarder kroner om året.

“Ville vi så ikke have fået større lønstigninger til skade for konkurrenceevnen?” Heller ikke noget problem. Vores lønstigninger ligger i øjeblikket lavere end både Tysklands og Sveriges.

Så finansministerens systematiske overforsigtighed har kostet os mange arbejdspladser. Egentlig ganske alvorligt, når man betænker, at alle ministre til stadighed siger, at det at få skabt arbejdspladser er allerhøjeste prioritet. Forsigtigheden har spærret for de pæne erklærede hensigter.

Rettelse

I sidste nummer af Magisterbladet var den angivne kilde i artiklen “Danmark er verdensmester i tillid” kilde til opgørelserne af tillid og ikke, som opsætningen kunne give indtryk af, kilde til de “12 klassiske spørgsmål”.