10.10.2014
Artikel

Ministerium for uforsvarlig detailstyring

LEDER af Ingrid Stage

Da Produktivitetskommissionen i december 2013 offentliggjorde sin delrapport om uddannelsessystemet med den bastante og enøjede kritik af de humanistiske uddannelser, blev det startskuddet til en veritabel kampagne mod humaniora, der nu igen skulle agere skydeskive i den offentlige debat om fejl og mangler i uddannelsessystemet og en alt for høj dimittendledighed. I kølvandet herpå fulgte forårets første rapport fra Kvalitetsudvalget med skræmmende tal om voldsom overproduktion af kandidater inden for bestemte uddannelsesretninger, en rapport, der forstærkede den negative offentlige og politiske diskurs om overflødige, ja faktisk ubrugelige, humanister.

Universitetsrektorerne hørte de politiske signaler og valgte en imødekommende linje. Man ville komme med et fælles udspil fra samtlige universiteter til en fagligt forsvarlig reduktion af optaget. Det er faktisk ikke så tit, vi har hørt universiteterne være enige om sådanne tiltag. Tendensen gennem de seneste årtier har snarere været konkurrence om studerende, taxametre og forskningsbevillinger. For det er de økonomiske incitamentsstrukturer, som den herskende universitetspolitik har skabt.

Men nu var universiteterne altså parate til at indføre en model for dimensionering, der i hvert fald delvist og gradvist tog højde for fremskrivningerne om kandidatproduktion og beskæftigelse. Den melding blev vel modtaget fra politisk hold, og forventningen har været, at politikerne så ville holde sig fra den skævvridende og fagligt uforsvarlige detailstyring, der med fremdriftsreformen som det grelleste eksempel har præget uddannelsespolitikken i indeværende årtusind. En rimelig forventning, når posten som minister for de videregående uddannelser er besat med en politiker fra et parti, der profilerer sig som bannerfører for afbureaukratisering, regelsanering, armslængdeprincip, tillid og risikovillighed.

Men den forventning er nu eftertrykkeligt gjort til skamme. Ministeren har skåret igennem. Har ikke kunnet vente på hverken universiteternes egen dimensioneringsmodel eller Kvalitetsudvalgets samlede rapport. Ministeren og regeringen som helhed har villet vise handlekraft. Desværre uden at have den nødvendige faglige ballast. Den model for dimensionering, der er lagt frem, kan få katastrofale følger for de faglige miljøer og langt større konsekvenser, end ministeren lagde op til ved offentliggørelsen. Regeringens dimensioneringsplan retter sig mod kandidatoptaget, hvilket betyder krav om en langt større reduktion på bacheloroptaget. Men den konsekvens fremgik ikke af fremlæggelsen. Man må dog gå ud fra, at ministeriet ikke kan være uvidende om det, og at det således er en ganske tilsigtet konsekvens. Det er måske det allermest forstemmende ved denne politisk bestemte dimensioneringsplan.

Argumentet for den politiske dimensionering er hensynet til de fremtidige kandidaters beskæftigelsesmuligheder i det private erhvervsliv. Det er jo som sådan prisværdigt nok. Men så giver det ingen mening, at det så udpræget er de humanistiske uddannelser, der rammes. For det er blandt de humanistiske kandidater, at der gennem de seneste år har været langt den største stigning i beskæftigelsen i små og mellemstore virksomheder, herunder i eksporterhvervene. Især er det decideret absurd at gå efter sprogfag, når der i øvrigt er enighed om, at arbejdsmarkedet er globalt, og at det kræver gedigne færdigheder inden for flere fremmedsprog og solidt kendskab til andre kulturer, hvis danske virksomheder skal klare sig i den internationale konkurrence. Det er uforståeligt, samfundsskadeligt og erhvervsuvenligt, at vi nu igen skal være vidne til en fordomsfuld og bagudskuende kampagne mod humanistisk viden og dannelse. Drop dog den plan, før det går helt galt.