10.10.2014
Artikel

Fra succes til rundbarbering

Erhvervsøkonomi- og filosofiuddannelsen på CBS har de seneste år haft næsten fuld beskæftigelse. Men ifølge uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen skal uddannelsen næste år maksimalt optage 19 studerende, en reduktion på næsten 70 pct. fra i år.

Af Thomas Bøttcher
Erhvervsøkonomi- og filosofiuddannelsen på CBS er unik ikke bare i Danmark, men også internationalt. CBS-uddannelsen var for nylig på forsiden af Wall Street Journal, og studiet har de senere år oplevet en stigende interesse fra udlandet.

“Vi er blevet et flagskib, fordi der på business schools over hele verden er en voksende interesse for at bringe filosofi i spil i forhold til erhvervsøkonomi”, siger studieleder Kurt Jacobsen.

FLØK, som uddannelsen populært kaldes, er derfor i år begyndt at bruge engelsk som undervisningssprog, hvilket sammen med en gennemgribende reform af indholdet i uddannelsen har ført til en voldsom vækst i optaget.
80 studerende, såvel danske som internationale, er i år blevet optaget på kandidatuddannelsen, en firedobling fra 2013.
Uddannelsen kan desuden bryste sig af at bære stort set samtlige studerende ud i relevante job, men ifølge Sofie Carsten Nielsens dimensioneringsmodel skal uddannelsen ikke desto mindre fra næste år reducere optaget på uddannelsen til 19 studerende.

Forklaring: Dimensioneringsmodellen tager udgangspunkt i optaget fra 2013.

Det er imidlertid ikke den eneste ubehagelige nyhed for FLØK. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen har givet universiteterne besked om, at hun “forventer”, at de fastsætter et optag på de tilhørende bacheloruddannelser, der modsvarer dimensioneringen af kandidatuddannelsen.

“Det vil betyde, at hvor vi i år har taget 60 studerende ind på bacheloruddannelsen, skal det over tre år skæres ned til 17. Det er, hvad man på godt dansk vil kalde en slagtning”, siger Morten Sørensen Thaning, FLØK-lektor.

Afvikling af internationalisering
Han har sammen med sine kolleger på uddannelsen ihærdigt arbejdet for at skabe opmærksomhed internationalt.
“Vi har brugt meget tid på at promovere uddannelsen via vores netværk og partneruniversiteter. Vi har forsøgt at sprede historien om, at vi har noget relevant for deres studerende. Det næste, der sker, er så, at vi alligevel stort set ikke kan optage nogen på uddannelsen”, siger Morten Sørensen Thaning.

Situationen er ifølge Morten Sørensen Thaning særligt paradoksal, fordi FLØK gennem lang tid har samarbejdet med akkrediteringsinstitutionen om indholdet i uddannelsen.
“Uddannelsesministerens udmelding indebærer, at vi ikke skal afprøve det, som en statslig myndighed selv har godkendt som beskæftigelsesrelevant. Og det skal jo også ses i lyset af, at vi i de seneste år har haft ret høj beskæftigelse”, siger han.

Men dette tager dimensioneringsmodellen ikke højde for, eftersom den beregner beskæftigelsestallet over en tiårig periode.

“Den måde at dimensionere på er yderst lemfældig, for den slår ned på et tilfældigt tal frem for at spørge, hvad der gemmer sig bag tallet. I vores tilfælde gemmer der sig en uddannelse, der på baggrund af et stort arbejde er blevet reformeret og nu prøver at optage flere studerende på grundlag af en høj beskæftigelsesgrad”, siger Morten Sørensen Thaning.