12.09.2014
Artikel

Danmark er verdensmester i tillid

Og meget tyder på, at det gavner vores produktivitet.

ANALYSE af Klaus Liebing, økonomisk kommentator

78 procent af danskerne siger ja, hvis man spørger dem, om de mener, at andre mennesker generelt er til at stole på. I England, Tyskland og USA svarer kun omkring 40 procent det samme.

I sig selv et resultat, vi nok kan bryste os af, for det tyder jo på en rar kultur. Men meget tyder på, at det også kan omsættes i penge. For i de sidste mange år har forskere interesseret sig for det, der kaldes arbejdspladsernes “sociale kapital”.
Ved social kapital forstås først og fremmest de ressourcer, der findes i de sociale relationer på arbejdspladsen. Det kan fx være spørgsmål som

  • samarbejder vi faktisk?
  • er vi gode til det?
  • stoler vi som kolleger på hinanden?
  • stoler vi på vores nærmeste leder?
  • stoler de på den øverste ledelse?
  • udveksler vi viden og ideer?

Og er svarene ja på disse spørgsmål, så er der nok basis for høj produktivitet og god indtjening, hvis det er en privat arbejdsplads, og god service, hvis det er en offentlig.

Tillid er altså en central parameter, når vi taler om social kapital. Og her er den danske model, hvor tillidsrepræsentanterne spiller en central rolle i “brobygningen” mellem ledelse og medarbejdere, særlig.

Det hævdes, at på danske arbejdspladser siger tillidsrepræsentanter og medarbejdere “vi” om arbejdspladsen. “Vi må gøre noget ved det”. I England og Tyskland siger man “de”. “De må gøre noget ved det”. Afstanden til ledelsen er større. Der opleves ikke samme fællesskab mellem ansatte og ledelse.

Stor forskel på arbejdspladser
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Heller ikke i Danmark. For her er også arbejdspladser, hvor tilliden er lav, og hvor der dermed er lav social kapital.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har i en årrække anbefalet bestemte spørgeskemaer, som kan kortlægge det psykiske arbejdsmiljø, som også omfatter begrebet social kapital.

For nylig har man offentliggjort en rapport med titlen “Udvikling af en ny metode til undersøgelse af social kapital på arbejdspladsen”.

Her deler man den sociale kapital op i flere elementer, og man har testet en gruppe spørgsmål på en række arbejdspladser. Det særlige er her, at man måler forholdet i tre forskellige relationer.

Så for den enkelte arbejdsplads kan det være en god idé at få foretaget en temperaturmåling, så man kan se, om der er plads til forbedring.

Social kapital i tre relationer på en god og en mindre god arbejdsplads (fra 0-100 point)

  god  mindre god 
forholdet mellem
grupper på
arbejdspladsen 
 77 point  62 point
 forholdet til
nærmeste leder
 79 point  41 point
 forholdet til
hele ledelsen
 74 point  53 point