22.08.2014
Artikel

Det entreprenørielle universitet – humaniora og erhvervsliv i tæt samspil

KRONIK af Bjarne Christensen, videnskabelig assistent, Institut for Sprog og Kommunikation, SDU

Det er et politisk mål, at en fjerdedel af en ungdomsårgang skal have en lang videregående uddannelse. Vi skal skabe den bedst uddannede generation nogensinde, og den kvantitative dimension af dette succeskriterium er opfyldt. Men nu ser det ud til, at mange akademikere har svært ved at finde relevant beskæftigelse, og politikerne har fået travlt med at justere målene: Nu skal vi ikke bare længere have mange uddannede – nu skal vi have de rigtigt uddannede, forlyder det. De rigtige er dem, som arbejdsmarkedet kan bruge til noget, hører man. Men vejen til faldende dimittendarbejdsløshed er ikke at lade erhvervslivets ønskeliste regulere optaget på de videregående uddannelser. Løsningen er i stedet at integrere erhvervslivet og universiteterne langt bedre, end det sker i dag.

I stil med idealerne fra Humboldt er det ofte udtrykt, at forskere, studerende og universiteterne helst vil forske frit, idet den fri søgen efter erkendelse er det vigtigste, man som akademiker kan tage med sig ud i samfundet efter endt studium. Humboldt siges ofte at være grundlaget i det humanistiske dannelsesideal, hvor den fri tænkning, den kritiske refleksion og dekonstruktionen er central. Derfor har man på universiteterne historisk ikke keret sig om beskæftigelsessituationen, og de fleste kandidater har fundet job uden de store komplikationer. For humanioras vedkommende fandt kandidaterne typisk beskæftigelse inden for forskning og undervisning.

Skriften på væggen
Problemet er nu, at disse typiske aftagerkanaler er fyldt op. Udfordringen er derfor, at vi fremover skal skabe omkring 10.000 private job – om året – hvis samtlige universitetsstuderende skal finde job. Nyere beskæftigelseshistorie har vist, at akademikere og især humanister selv har skabt job, som ingen vidste eksisterede. Derfor må det bestemt frarådes, at dansk erhvervslivs kandidatbestillingslister med ingeniører øverst og humanister nederst får lov til at dominere uddannelsesdebatten, for vejen til udvikling i erhvervslivet er, at de en gang imellem får noget, de ikke vidste, de havde brug for. Især de mange små og mellemstore virksomheder, der aldrig har set skyggen af en akademiker, har et særligt potentiale som aftagere af akademisk arbejdskraft. Flere undersøgelser peger nemlig på, at den første akademiker i en lille virksomhed skaber flere job end blot sit eget – både akademiske og faglærte job.

Det ser ud til, at politikere, fagforeninger og mange andre har set skriften på væggen. Flere forskellige beskæftigelsesindsatser forsøger at skubbe til den akademiske jobskabelse i de små virksomheder. Videnpilotordningen er blot ét eksempel på, hvordan man hjælper akademikere og erhvervsliv tættere på hinanden: Man kan som virksomhed søge om op til et halvt års akademikerløn til nyansættelse af en akademiker. Lignende tiltag findes i mange andre afskygninger rundtomkring i det ganske land, og effekten er positiv. Mødet mellem akademiker og virksomhed er i mange tilfælde endt succesfuldt, akademikeren er nu fastansat og har i mange tilfælde skabt vækst og flere job i organisationen.

Men i stedet for denne omsiggribende – og dyre – prioritering af beskæftigelsesindsatser, der skal forbinde universitetets dimittender med omverdenen, foreslår dette indlæg andre veje til at forbinde dimittender og erhvervsliv. Mødet mellem dimittend og erhvervsliv må finde sted tidligere, og det kan det, hvis vi tør forsøge at definere det humanistiske dannelsesideal anno masseuniversitet. Jeg foreslår, at de humboldtske idealer således tilføres forskeren Henry Etzkowitz’ idealer om det entreprenørielle universitet.

Triple helix-modellen
I det entreprenørielle universitet er det afgørende, at studerende fra første dag i deres studium bliver bevidste om, hvordan de kan udvikles til at reflektere over, hvor og hvordan deres viden kan bringes i spil i andre sammenhænge end de mest professionsoplagte (som humanisten, der ikke ser andre muligheder end gymnasielærervejen). Sideløbende hermed kan man integrere omverdenen i universitetet i højere grad, således at mødet mellem viden og virksomhed indtræffer langt tidligere i studieforløbet. Triple helix benævnes denne øgede integration af den offentlige sektor, universitetssektoren og erhvervslivet. Hvis vi i Danmark vil have mange universitetsuddannede, som også finder job, må vi overveje at forene idealerne fra Humboldt og teorierne fra Etzkowitz. Det humanistiske dannelsesideal tilføres dermed en ekstra dimension, nemlig evnen til at konstruere og evnen til at fuldende den kritisk refleksive og fri tænkning med en øget bevidsthed om det værdiskabende potentiale i den akademiske og humanistiske viden.

De fleste humanistiske miljøer i den danske universitetsverden har allerede taget de første skridt i denne retning, idet praktik er blevet mere udbredt. Praktikophold er dog kun et ud af mange elementer i en stærkere forankring af universiteterne i omverdenen. Eksamensprojekter og specialer kan med fordel og med værdiskabende udfald for såvel virksomhed som studerende (og forskere?) skrives og udarbejdes i et tættere samspil.

Mødet med virksomhed eller anden ekstern samarbejdspartner finder således sted allerede i de første studieprojekter – på dette tidspunkt skal man som virksomhed trods alt kun investere sin tid i samarbejdet med en studerende. Siden udvikler dette kendskab sig måske til et studiejob – for i sidste ende at være den oplagte mulighed for et fast job til den færdiguddannede kandidat. Man har set hinanden an i den periode, hvor det er mindre omkostningstungt, og den dag, kandidaten forlanger løn, har kandidaten overbevist virksomheden om, at han/hun er sin løn værd. Mange gør det allerede, men der er endnu et uforløst potentiale i, at humaniora viser omverdenen, hvordan humanister kan skabe værdi.

Innovationsundervisning
Innovationsundervisning bliver et stadig varmere emne i disse år. Innovationsundervisning kan forstås på flere måder. Der kan være tale om undervisning specifikt rettet mod start af egen virksomhed, der kan være tale om undervisning med det fokus at løse opgaver i tæt samspil med en ekstern organisation (privat som offentlig), og der kan være tale om undervisning i klassisk humanistiske kernefag med det fokus at anvende denne viden til at skabe værdi (som også kan være andet end økonomisk) i en konkret praksis.

Der findes mange andre måder, hvorpå man kan integrere universitetssektoren i omverdenen og nedbryde mange af de skel, som findes mellem universitet og især de mange små og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv, som besidder et uforløst vækstpotentiale, der kan realiseres af det humanistiske dannelsesideal. Det kræver blot, at vi som humanister selv tør udvikle dette til også at omfatte fokus på, hvordan vores viden kan skabe værdi og dermed job til vores mange, mange kandidater.

I forvejen eksisterer karrierevejledning ved universiteter og a-kasser, ligesom videnpilotordninger og akademikerkampagner er udbredte til fremme af akademikere og humanister i erhvervslivet. Med ovenstående perspektiver kan vi flytte dette møde mellem universitet og erhvervsliv, således at det finder sted, inden dimittenden er havnet i arbejdsløshedskøen, hvor alt for mange desværre står alt for længe.

Lad os få en dialog om, hvordan vi som humanister kan få en endnu stærkere rolle i udviklingen af det danske samfund og af det danske erhvervsliv, inden dette bliver endnu mere forblændet af sit eget ønske om ingeniører en masse.