22.08.2014
Artikel

Et wake-up call

KOMMENTAR af Stine Halmind, BA i international virksomhedskommunikation, CBS, og cand.mag. i spansk sprog og kultur, KU



At arbejde i udlandet har for mig været et værdifuldt wake-up call. Kombinationen af at skulle finde sig til rette i en ny kultur og møde mennesker med en helt anden baggrund er en gedigen øjenåbner, som har sat et helt nyt perspektiv på tilværelsen.



Når du tager til udlandet for at arbejde, skal du etablere en ny hverdag i fremmede omgivelser. Samtidig skal du finde dig til rette på en arbejdsplads med en særegen arbejdskultur og med kolleger og chefer, der har en helt anden baggrund end din. Dine vante rutiner og faste forestillinger udfordres, og både på arbejde og i fritiden skal du håndtere små og store udfordringer i uvante rammer. Det tvinger dig til at revurdere dine overbevisninger og hidtidige prioriteringer, og det giver inspiration til nye ambitioner – og ikke mindst passioner.



Da jeg fik chancen for at flytte til Spanien i 2013, var beslutningen ikke svær. Som cand.mag. i spansk var muligheden for at bo i Spanien en drøm, der gik i opfyldelse. Men udlandsophold er ikke kun relevant for magistre i sprog og kultur. Alle bør gribe chancen for at tage ud – hvis motivationen vel at mærke er til stede for at erfare noget nyt. Nogle har allerede fundet deres faglige og personlige niche og er ikke motiveret til at bruge tid og energi på at ryste op i hverdagens rammer. Nye horisonter åbenbares kun for den aktivt nysgerrige. Det er ikke omkostningsfrit, og det er ikke nødvendigvis omkostningerne værd for alle.



Det kræver mange personlige ressourcer at falde til i et nyt samfund. Personligt undervurderede jeg, hvor stor en indsats det kræver at slå sig ned i et nyt land, starte nyt job og opbygge et nyt netværk på én gang. Du skal finde ud af alting på ny: Hvordan sundhedssystemet virker, hvordan den offentlige transport fungerer – selv det at finde de friskeste grøntsager er ikke længere en vanesag.



Løsningen er for det første at udforske lokalområdet grundigt og lokalisere relevante butikker og institutioner. Dernæst er det vigtigt at få de administrative opgaver på plads. Indtil du får klarhed om opholdstilladelse, sygesikring og skat, vil du befinde dig i et limbo mellem to lande. Jo hurtigere papirarbejdet er på plads, des hurtigere vil du kunne lade dig integrere i dit nye hjemland.



Den anden store udfordring ved at arbejde i udlandet er at opbygge et personligt og fagligt netværk, samtidig med at du vedligeholder dit netværk i Danmark. For mig har det givet anledning til grundig ransagelse af både danske og udenlandske kontakter og en prioritering af, hvilke det er vigtigst at holde ved lige. For ikke at drukne i networking sætter jeg konkrete mål såsom at kontakte en person, hvis onlineprofil jeg finder interessant, eller at søge relevant faglig inspiration.



Det danske netværk er afgørende for tilknytningen til hjemstavnen og til det danske arbejdsmarked. Lokale bekendtskaber er til gengæld guld værd, når du skal finde dig til rette i et fremmed land, og hvis du som jeg rejser udenlands uden at have job på forhånd, er et netværk den sikreste indgang til arbejdsmarkedet. Samtidig sætter de nye bekendtskaber din livssituation i perspektiv, fordi du præsenteres for et utal af måder at indrette tilværelsen på.



Disse aspekter af at arbejde i udlandet – at etablere en dagligdag både på og uden for arbejdspladsen og skabe et netværk – er i det store hele svaret på, hvorfor det at arbejde i udlandet kan kaste nyt lys over tilværelsen. Du bliver bevidst om, hvad du prioriterer højest i dit arbejdsliv – alt fra arbejdsløshedsforsikring over arbejdsmoral til work-life-balance. Du møder mennesker, som inspirerer dig til at reflektere over dine faglige og personlige mål og værdier. Du får afklaret dine præferencer og bliver i stand til at indrette din tilværelse på ny.



Et ophold i udlandet er som nævnt ikke det rigtige for alle. Men har du mod på et livsforandrende wake-up call, er et udlandsophold en enestående mulighed for at revidere dine faste forestillinger om dit liv og din karriere. Der er garanti for udfordringer og overraskelser. Om du kommer hjem med en brugbar bagage, er op til dig.