22.08.2014
Artikel

Rejser i verden og i sindet

Det internationale teatermiljø har været instruktør og performer Christine Fentz’ billet til at slippe den lille hverdagsangst og favne den store verden. Den særlige strubesang og befolkningens shamanistiske livsanskuelse har givet den 43-årige eventyrer en særlig forbindelse til Tuva i Sibirien. Den lærdom, hun har fået med derfra, omplanter hun i dag til sin scenekunst og sit liv.

Af Pernille Siegumfeldt

Året var 2003, og ­Images of Asia-festivalen var i fuld gang. Også i Vordingborg, hvor teatret Cantabile 2 blandt andet inviterede til “strubepunk” med bandet Yat-Kha fra Tuva i Sibirien, et øde område nordvest for Mongoliet.

Til stede ved koncerten var blandt andre Christine Fentz. Det blev starten på et eventyr og på et magnetisk venskab mellem den dengang 33-årige dramaturg og forsangeren i bandet, Albert Kuvezin:

“Der var noget, der bare klikkede øjeblikkeligt. Jeg var fuldkommen fascineret, både fordi musikken tryllebandt, og fordi den repræsenterede en verdensanskuelse, som jeg følte mig forbundet med. Der opstod en slags sanselig nærkontakt, som fik mig til at længes efter at opleve det sted, hvor musikken kom fra. Året efter fik jeg et legat fra sceneinstruktørerne og tog af sted. Siden har Tuva været som mit andet hjem, jeg har fået en bror derovre og er rejst dertil syv gange”.

Hul igennem til forfædrene
Tuva ligger i Centralasien så langt fra noget hav, som man overhovedet kan komme. Der er minus 40 grader om vinteren og plus 40 om sommeren. Indbyggertallet er godt og vel 300.000 i et område, som er fire gange så stort som Danmark, og det er det eneste sted i Den Russiske Føderation, hvor det oprindelige folk er majoritet.

Det var den allestedsnærværende shamanisme i Tuva, der særligt rørte Christine Fentz.

“Jeg er et spirituelt menneske, så det var meget specielt første gang at opleve et sted, hvor den spirituelle overbygning er tydelig alle vegne. Shamanismen er så integreret i Tuva, at parlamentet åbner med enten et shamanistisk eller et buddhistisk ritual. Det er ikke, fordi jeg er en romantiker, der dyrker de ædle vilde. Tuva er et farligt sted med vold og stor fattigdom. Ved siden af den shamanistiske amulet dinglende fra halsen hænger folks mobiltelefoner. Men befolkningen har stadig en stærk forbindelse til deres forfædre, som vi i vores del af verden har mistet til fordel for en højere levestandard. I deres verdensanskuelse er træer, floder og bjerge besjælede”, forklarer Christine Fentz.

Allerede på sit første besøg besøgte hun en shaman i bjergene, og hun endte med at bo hos hende og hendes familie i seks uger. Den oplevelse har siden påvirket hendes liv og arbejde.

“Det er jo ikke, fordi jeg er modstander af måneflyvninger eller hjerneoperationer, men jeg mener, vi kan genlære noget ydmyghed, og jeg tror, det er vigtigt, at vi genskaber en forbindelse til vores aner og til naturen. Det er også mit udgangspunkt som scenekunstner. Jeg missionerer ikke, men i min hverdag brænder jeg gerne lidt enebærrøgelse af undervejs eller bringer et symbolsk offer, når jeg får en kop te. Jeg snakker også med mit hus på Mols, og når min kæreste flytter ind lige om lidt, laver vi et ritual omkring det”.

Hellere dyr end mennesker
Første gang, Christine Fentz mødte teatret, var på Hald Hovedgaard, der ligger tæt på Viborg, hvor hun voksede op.

“Her, på en friluftsscene i de smukkeste omgivelser, opførte vi amatørteater flere sæsoner i træk. Det har formet mig. Jeg var et forsigtigt og lidt indesluttet enebarn, der omgikkes dyr nemmere end andre mennesker. På Hald Hoved­gaard, når vi opførte teater, forsvandt det, jeg kalder for min sociale analfabetisme”, siger Christine Fentz.

Hun blev cand.phil. i dramaturgi fra Aarhus Universitet, men det tog mange år, for undervejs boede hun en periode i Italien, og hun foretog mange rejser, blandt andet til de østeuropæiske lande.

“Ikke mindst i Berlin skabte den særlige politiske og menneskelige situation en frodig bund for scenekunsten og performanceteatret. Alene den mur, som omkransede borgerne i Vestberlin hele vejen rundt dengang, fik det til at koge i den by, og at se folk leve lige i nærheden af uniformerne og grænsebommene og kontrollen alle vegne var en vigtig erfaring, som jeg husker på, når jeg i dag bliver utilfreds med de små ting”, siger Christine Fentz.

Eventyret skal hjem
Secret Hotel, som hun har været kunstnerisk leder af siden 1999, er “et gæstfrit hus med mange værelser”, som hun udtrykker det. Secret Hotel producerer bl.a. performance lectures, hvor hun serverer te og tankevækkende spørgsmål for gæsterne, og sansevandringer, hvor man går på opdagelse med bind for øjnene. Secret Hotel sætter også børne- og ungdomsforestillinger op, der turnerer rundt på landets skoler, senest en om kropsidealer, der hedder “Hoved & Hale – fra amøbe til menneske”. Christine Fentz har desuden instrueret en medinddragende performance om “hjem” som fysisk sted og metafysisk begreb, og hun har igangsat et kunstværk, som bliver vist på museer i ind- og udland: Luften fra det gamle årtusinde – på dåse!

Christine Fentz er flyttet til Mols og bor i dag midt i nationalparken med sin belgisk-marokkanske kæreste i et hus, som hendes familie har haft i årtier. Medlem af Eventyrernes Klub blev hun i 2005, og rejse gør hun fortsat.

“Jeg havde en fantastisk oplevelse i Canada sidste sommer, hvor jeg var inviteret til at besøge First Nations Blackfoot og overvære deres årlige Sun Dance, hvor de hylder solen, deres tribe og aner. Mikset af fortid og nutid fjerner al vestlig bedreviden, man måtte have med sig. Ellers arbejder jeg nu for at tilbringe mere tid hjemme. Med udgangspunkt i mit sted på Mols og det smukke landskab her prøver jeg sammen med gode kolleger at skabe et center, så performere og det internationale miljø med interesse for scenekunst og landskab kan komme til os. Eventyret kan jo også opstå der, hvor vi bor”.