Jon Fjeldså fotograferet på Makira på Salomonøerne under Galathea 3-ekspeditionen.
22.08.2014
Artikel

“Jeg skal ud at fornemme, hvordan verden hænger sammen”

For Jon Fjeldså er det livet at rejse og opleve. Han har tilbragt sammenlagt tre år i et telt et sted i verden. Derfor glæder det ham også, at den lidt hendøende disciplin, det er at indsamle anatomisk materiale fra fugle, er blevet aktuel igen.

Af Pernille Siegumfeldt

Ni år gammel fortalte Jon Fjeldså til den lokale avis i nordnorske Bodø, at han skulle være museumsdirektør, når han blev voksen.

Dengang blev han og hans bror, så snart lejligheden bød sig, af deres far slæbt ud til havet og op i fjeldet for at kigge på insekter og fugle. Duften af formalin og tørrede dyr hang over lejligheden, hvor de voksede op. Siden koncentrerede Jon sig om fuglene, mens lillebroren overtog insektstudierne.

Museumsdirektør blev han dog aldrig, og gudskelov for det, for i stedet blev han en af verdens fremmeste ornitologer. Siden den i dag 72-årige professor kom til Statens Naturhistoriske Museum i København som kurator i 1971, har han opbygget en af verdens største samlinger af fugles dna.

I dag er Jon Fjeldså ansat ved grundforskningsfondens Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, hvor han arbejder med at forstå de dybere årsager til den enorme variation af artsrigdom på globalt plan. Og så er han eventyrer helt ind til knoglerne og har deltaget i en stribe ekspeditioner, primært i Sydamerika og Afrika.

“Jeg skal ud at fornemme, hvordan verden hænger sammen, se, hvordan vegetationen fordeler sig på en bjergkam, eller opleve, hvordan fuglene samler sig bestemte steder, men undgår andre. Jeg skal have materialet mellem hænderne, både dyr og planter. Jeg skal kunne snitte i fuglenes hjerner og studere deres skeletter. Det er, når jeg er væk fra kontoret og computeren, at jeg er mest intuitiv og får de bedste ideer”, forklarer han.

40 kilo på ryggen
Jon Fjeldså er forfatter til mere end 500 videnskabelige artikler og en række bøger og har været stærkt engageret i arbejdet med at lave strategier for naturbeskyttelse i udviklingslandene. Han har opdaget adskillige nye fuglearter og har stof til 100 ufærdige manuskripter liggende på sit kontor.

“Jeg har lovet mig selv og min kone, at jeg skal til at afslutte nogle af mine ting, så i øjeblikket har jeg kun planer om to rejser: En til Australien for at indsamle anatomisk materiale af sangfugle – de er så spændende, fordi deres livsstrategier har gjort det muligt for dem at sprede sig til de tusindtallige oceaniske øer, som opstod i forbindelse med de pladetektoniske ændringer – og så er jeg inviteret til kinesisk Himalaya til et næsten mennesketomt område nær grænsen til Myanmar og Indien. Her tilpasser fuglene sig nye landskaber, som opstår som følge af voldsomme geologiske ændringer. Nogle fugle er lige så kloge som chimpanser”, pointerer Jon Fjeldså.

Som ung blaffede han rundt i Andesbjergene med 40 kilo på ryggen, så sveden haglede. Det var sammen med kollegaen Niels Krabbe, og det resulterede i en moderne klassiker i fagkredse: “Birds of the High Andes”. I Østafrika har han deltaget i ekspeditioner med det formål at kortlægge nogle af de såkaldte hotspots, hvor koncentrationerne af fugle, dyr og planter er størst. Han var også med på Galathea 3-ekspeditionen.

En omgang på bodegaen
Én gang har Jon Fjeldså tilbragt to måneder i telt helt alene uden at tale med et andet menneske. Det var som ung studerende i den store natur midt i Island, og det gik først op for ham, at han havde savnet selskab, da han fik besøg, og munden ikke stod stille i flere timer. Han har det godt i sit eget selskab, for ikke nok med at han er førende videnskabsmand, når det gælder fugles liv og adfærd, han er også en af verdens dygtigste, når det gælder illustrationer til værker om fugle. Sammen med de observationer, der sirligt er nedfældet i de notesbøger, der i dag fylder en hel reolvæg på Zoologisk Museum, gemmer hans arkiv på hundredvis af smukke, præcise og detaljerige akvareller.

Han kan derfor snildt få tiden til at gå på egen hånd i naturen uden at kede sig. Men Jon Fjeldså er også glad for selskab. Han har altid arbejdet tæt og rejst med grupper af forskere, han har vejledt flere end 100 speciale- og ph.d.-studerende – og så bruger han mindst lige så meget tid på at tale med lokalbefolkningerne på sine ekspeditioner som på at studere himlen:

“Hver gang jeg ankommer til et sted i Andesbjergene, sætter jeg mig som det første ned i den lokale bodega og giver en omgang. Jeg fortæller folk, hvad mit fredelige ærinde er, hvor jeg gerne vil hen og så videre. Der går som regel kun et par timer, før de lokale ledere har fået besked om, at jeg er her. Hvis man ikke har deres velsignelse, kan det gå grueligt galt. I bjergområderne i det centrale Peru, hvor jeg har rejst flere gange, og hvor guerillabevægelsen Lysende Sti er stærk, har de nerverne uden på tøjet. Det er sket, at mit hold er blevet standset af hætteklædte guerillaer med maskingeværer, men jeg tager det forholdsvis roligt. Jeg har en tøf militærtræning i bagagen og har fra barnsben et afslappet forhold til våben. Bodø blev sønderbombet af tyskerne under krigen, og vi drenge havde adgang til både pistoler og granater og efterladte bunkere. Vi gik tit i skole med et våben i tasken. Det gik også galt en enkelt gang, og min bror mistede synet på sit ene øje”.

Milliarder af data
“At høre de lokales erfaringer og fortællinger er også helt afgørende for at forstå, hvad der foregår.

“Hvorfor bor der ingen lige der?” spørger jeg fx. “Det er, fordi der jævnligt kommer nogle ubehagelige kastevinde”, får jeg så at vide. Aha, så forstår jeg også, hvorfor visse fuglearter holder sig væk derfra. Mange af de sjældne fuglearter lever tæt op ad de steder, hvor menneskene også er. “Til gengæld er det godt at dyrke kartofler derovre, fordi tilførslen af fugt fra oceanet har været konstant i århundreder og her er tilpas doseret”, får man også fortalt. Vigtige informationer, som du ikke kan få ved at kigge på en computerskærm.

Det var også tit lokale, der fortalte mig, hvor jeg kunne finde de små rester af oprindelig vegetation såsom de særlige bjergskove, der findes på svært tilgængelige steder i op til 5.000 meters højde i Andes. Disse skove viste sig at være helt unikke økosystemer, som engang var vidt udbredte i Andeshøjlandet, men som kun har overlevet på steder, hvor fårene ikke har kunnet græsse, og hvor de påsatte skovbrande ikke har kunnet få fat”.

Feltarbejde tager tid og kræver tålmodighed. To ting, de fleste unge forskere som regel har for lidt af. Tag bare det projekt, som Jon Fjeldså og en håndfuld postdocer samarbejder med kineserne om i disse år: sekventeringen af hele ­genomet – den samlede arvemasse – for samtlige verdens 10.000 fuglearter. Der er tale om milliarder af data.

“Computerarbejde gider jeg helst ikke, og det er de unge også meget dygtigere til. Til gengæld kræver opgaven, at vi genopliver en lidt hendøende disciplin, nemlig at komme ud i verden og indsamle vævsprøver, anatomisk materiale og andet, som vi skal have for at kunne tolke resultaterne. Generne kan fortælle os en masse om fuglenes indbyrdes slægtskab, og hvordan immunforsvar, fordøjelsessystemer og andet har udviklet sig. Men vi skal bruge meget mere anatomisk materiale og grundlæggende viden om arternes levevis for at kunne tolke udviklingsforløbene og forstå de overordnede mekanismer bag ved udviklingen af mangfoldigheden af arter og deres stamtræer osv. Jeg glæder mig, hver gang jeg kan sende en studerende ud til et af de “hvide” områder på det ornitologiske verdenskort”.