08.08.2014
Artikel

De økonomiske vismænd forventer økonomisk revolution

28.000 nye job hvert år de næste syv år. Sidste år kom der sølle 4.000. Kan det virkelig passe?

ANALYSE af Klaus Liebing, økonomisk kommentator

Det ligner magi. Og hvem vil ikke gerne tro på magi, når løfterne er så lovende?

Men vi sortseere er naturligvis klar til at skyde både Peter Pan og Superman ned. For skønne forventninger, der ikke bliver til virkelighed, kan vi ikke lide. Og skønne forventninger er det jo, ikke bare for dem, der mangler et job, men også for dem, der gerne vil have et nyt.

Så lad os se på vismændenes argumentation.

Deres hovedbegrundelse for, at der vil opstå 200.000 nye job frem til år 2020, er, at arbejdsstyrken vil stige med ca. 170.000 personer i perioden, og at konjunkturerne vil normaliseres.

Den kraftige vækst i arbejdsstyrken skyldes ifølge vismændene primært 1) forringelsen af efterlønsordningen og 2) beslutningen om løbende at hæve folkepensionsalderen i de kommende år – i økonom-/politikersproget kaldet “tilbagetrækningsreformen”.

At arbejdsstyrken vil vokse betydeligt på grund af disse ændringer, er der ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved. For bliver det sværere at få efterløn eller pension, så bliver vi længere i vores job.

Og det tyder udviklingen da også på. Alene for medlemmerne af Magistrenes Pensionskasse er der sket den ændring, at den gennemsnitlige alder for dem, der går på pension, er forøget med mere end et år i løbet af de sidste år.

Så den virkning er der intet magisk i.

Flyvsk
Det magiske består i, at vismændene forventer, at der bliver skabt et tilsvarende antal nye job.

Her kniber det gevaldigt med argumenterne. Reelt er der alene det argument, at man forventer, at de økonomiske konjunkturer vil blive bedre – “normaliseres”. I praksis betyder det, at økonomien i de lande, der køber vores eksportvarer, skulle blive bedre. Og det kan man jo håbe på. Men bedre konjunkturer vil alene være årsag til en lille del af beskæftigelsesstigningen.

Resten er magi. For det er svært at forvente, at det, at de ældre bliver længere på arbejdspladserne, automatisk vil medføre, at arbejdsgiverne samtidig vil oprette flere nye job. Hvorfor skulle de det?

Ud fra en almindelig virksomhedsøkonomisk logik vil man sige, at det i hvert fald vil forudsætte, at der er flere, der vil købe de varer, man producerer. Og det må vel igen forudsætte, at den samlede efterspørgsel vil vokse. Men det taler vismændene slet ikke om.

Det eneste, de peger på, er, at vi tidligere i Danmark også har set så hurtig en beskæftigelsesvækst.

Og det har de ret i.

I Nyrup-årene voksede antal job med mere end 30.000 om året og i nogle af Fogh-årene med mere end 50.000. Fantastisk. Så det kan lade sig gøre.

Men det var ikke magi:

I Nyrup-årene havde man en erklæret økonomisk politik, som gik ud på at forøge efterspørgslen via en kraftig ekspansiv finanspolitik. Og det lykkedes. Det gav masser af job.

I Fogh-årene havde man intet erklæret ønske om at forøge efterspørgslen. Men det skete alligevel, fordi man ikke ønskede at spare på de offentlige udgifter, selv om man gennemførte skattelettelser. Og så steg efterspørgslen naturligvis alligevel. Og beskæftigelsen eksploderede (i øvrigt stærkt kritiseret af vismændene!).

Så jobskabelsen i de to perioder var ikke forårsaget blot af en stigning i arbejdsstyrken. Den var i begge tilfælde forårsaget af en kraftig stigning i efterspørgslen. I det ene tilfælde “villet”, i det andet nærmest “på trods”.

Thorning-Corydon-regeringen har intet ønske om at skabe job via stigning i efterspørgslen, sådan som det skete i de andre regeringers tid. Det har den sagt mange gange.

Vi er mange, der ønsker, at den i stedet vil kigge på sine socialdemokratiske og borgerlige forgængeres succeser med jobskabelse. Så vil det være realistisk at tro på 200.000 nye job.

Men vil de ikke det, så er der kun magien tilbage at satse på. Og vi jordnære synes, at både Peter Pan og Superman er for flyvske for os.