Professor i arbejdsmarkedsøkonomi Guy Standing har vakt international opsigt med sine bøger om den voksende gruppe kaldet prekariatet, som tvinges til at acceptere et liv med minimal eller ingen indkomst, et liv med stor usikkerhed og med forventningerne fra samfundet om at acceptere dette.
22.08.2014
Artikel

Ny klasse vokser sig stor i krisen

Alt for mange job er midlertidige, og usikkerheden spreder sig. En ny klasse, prekariatet, vokser frem, men en modreaktion er på vej, skriver økonomiprofessor Guy Standing i ­opsigts­vækkende bøger.

Af Martin Ejlertsen

Ça suffit! Ekkoet af “så’ det nok” mod den enorme ulighed og undertrykkelse af arbejderklassen genlyder nu med voksende kraft, her mere end 40 år efter at 68-ungdomsoprøret startede i de franske gader.

Men i dag runger råbene fra en gruppe mennesker, vi gennem historien ikke har set magen til før. I dag er det “prekariatet”, som råber højt om deres utilfredshed med at miste fodfæste på arbejdsmarkedet og mod den voksende globale ulighed.

Prekariatet danner rammen om den engelske professor i økonomi Guy Standings seneste to bøger, hvoraf den sidste, “A Precariat Charter”, udkom i foråret. Bøgerne har vakt international opsigt, og englænderen bliver inviteret til debatmøder og oplæg i både USA, Japan, Frankrig og Sverige. Hans budskab har tydeligvis vundet mere end teoretisk gehør. Det er globalt.

Prækariatet
Termen “prekariatet” blev oprindeligt brugt i 1980’ernes Frankrig til at betegne midlertidigt ansatte og sæsonarbejdere. Men med arbejdskraftens usikkerhed og en voksende global arbejdsløshed er prekariatet nu en term, der kan bruges på millioner af mennesker, som vokser sig større i vrede og bitre fraktioner, og som derfor er farlige for det etablerede politiske og økonomiske system. De ønsker forandring. Nu.

“Siden 1980’erne er presset på lønnen i Europa og USA vokset enormt, og det generelle lønniveau er faldet. Og faldet er endnu større, end vi ser det i statistikkerne. For denne voksende gruppe af mennesker i prekariatet mister ikke kun løn, fordi de er ledige, men også opsparing til pensioner og goder som betalt barsels- og sygeorlov, bonusser osv. Den faldende levestandard er derfor langt større end det lønfald, vi ser i statistikkerne”, siger Guy Standing til Magisterbladet i en telefon fra England.

Han kontaktes nu også af fagforeninger fra hele verden, som vil høre nærmere om prekariatet. Han har lige været i Japan for at debattere emnet, som bestemt heller ikke er nyt for ham. Han har arbejdet med arbejdsmarkedsspørgsmål i hen ved 30 år. En stor del af karrieren i International Labour Organisation (ILO), inden han senere blev professor i arbejdsmarkedsøkonomi.

Dominant gruppe
I takt med den voksende globale ulighed har prekariatet ifølge Standing vokset sig til den mest dominante gruppe på arbejdsmarkedet i dag.

“Det er meget vigtigt at forstå, at prekariatet ikke er en underklasse. Det er ønsket af den multinationale kapital og består af mennesker, som vænnes eller læres af staten og arbejdsgivere til at acceptere et liv med ustabilt arbejde”, siger Guy Standing.

Han mener, at vi bliver nødt til at omlægge vores tankegang i både de politiske partier, fagforeningerne og intellektuelt om de enorme uligheder og væksten af det prekariat, som finder sted.

“Tragedien er, at over det hele svigter det traditionelle socialdemokratiske venstre at tage denne udvikling seriøst og gøre noget ved udviklingen. Og det liberale højre, som burde være under pres, fordi det har skabt situationen med den neoliberale økonomi, vinder valg”, siger Guy Standing og understreger, at det netop er denne udvikling, som får mange mennesker til at henvende sig til ham. I sine bøger adresserer han åbenbart en udvikling, som mange genkender, men stadig få omtaler.

I sin bog redegør Standing for, at prekariatet har tre særpræg. Personer i denne gruppe er oftest udsat for et liv med ustabile korttidskontrakter og midlertidigt arbejde. Mere vigtigt er dog, at de ikke har en følelse af at arbejde. De føler ikke, at de er noget, eller at de kommer nogen vegne med det, de foretager sig. De har ikke en erhvervsmæssig identitet, men skal arbejde i funktioner, som ikke tæller for noget endsige regnes for erhvervsmæssigt arbejde. Det gælder eksempelvis omskoling, de skal netværke, udfylde talrige formularer og søge efter arbejde.

“I virkeligheden sker udnyttelsen af prekariatet faktisk lige så meget uden for selve arbejdet som i selve arbejdet. Det er meget karakteristisk”, siger Guy Standing og uddyber om det tredje særpræg, at det er første gang i historien, vi har en stor masse af arbejdere med et uddannelsesniveau, der er højere end niveauet af den arbejdskraft, der er nødvendig for at udføre arbejdet.

“De har måske en mellemlang eller lang universitetsuddannelse, men typen af det arbejde, de skal udføre, er langt under deres uddannelsesniveau. Dette skaber forståeligt en udbredt grad af frustration og relativt afsavn”, siger han.

Stor strategisk fejl
Ifølge Standing har det været en stor fejltagelse i det 20. århundrede, når man har fokuseret alt for ensidigt på forholdet mellem kapital og arbejdskraft og ikke på, hvad vi forsøger at opnå gennem arbejdet. Med globaliseringens udvikling har eksempelvis fagforeningerne accepteret det uundgåelige, at arbejdsmarkedet ville blive mere fleksibelt og gøre ansættelser og arbejdstagere mere usikre. Men fagforeningerne og venstrefløjen skulle i takt med den udvikling have krævet basal sikkerhed for alle til gengæld.

“Ingen skal tvinges til at acceptere et liv med minimal eller ingen indkomst, et liv med stor usikkerhed og med forventningerne fra samfundet om at acceptere dette”, siger Guy Standing.

Et andet nøgleaspekt er, at prekariatet modsat det gamle proletariat og den gamle idé om arbejderklassen, som fagforeningerne var med til at udvikle i sidste århundrede, udelukkende skal bygge sit liv på nominel løn. Prekariatet har ikke virksomhedsgoder som pensioner, barselsorlov eller betalt ferie og i værste fald ikke engang ret til sociale ydelser fra staten.

“Det betyder, at vi har millioner af mennesker, som lever på en nominel indkomst, hvis niveau falder og er flygtig. De skubbes ud i situationer, hvor de skal indrette og opføre sig på en bestemt måde. Ellers får de ingen ydelser overhovedet. De kan ikke planlægge deres liv, fordi indkomsten udhules. Mange er derfor tvunget til at tage dyre korttidslån og stifter forskellige former for gæld”.

Der sker noget
Der sker dog noget, mener Guy Standing. Størrelsen af prekariatet er vokset enormt siden krisen i 2008, men med størrelsen også utilfredsheden.

“Flere og flere mennesker identificerer sig nu som en del af prekariatet. Som en konsekvens af dette så vi for første gang i 2011 Occupy Wall Street og andre bevægelser og spontane protester rejse sig. Millioner af mennesker samledes i protest, fordi de oplever de samme problemer. Det er nødvendige skridt for en modbevægelse, og en spirende strategi for oprør mod den neo-liberale udvikling vil rejse sig”, siger Guy Standing.

Selv om disse bevægelser var meget dårligt ledet, er de stadig symboler for, at en stor gruppe mennesker ikke længere vil fortsætte i de samme politiske spor. Accepten er udløbet.

“Det så vi senest i år med valget i Spanien, hvor den radikale bevægelse Podemos (Vi kan, red.) pludselig opstod og hev 1,2 millioner stemmer hjem. Det gjorde man med et prekariatprogram”, siger Guy Standing og understreger, at interessen for emnet vokser.

“Når jeg rejser til Sverige, Frankrig, Skotland eller Portugal, ser jeg det samme. Der er bevægelser i gang, som identificerer sig som en del af prekariatet”.

Han pointerer, at fagforeningerne i lang tid har overset denne udvikling. Men nu ser man også i fagforeningerne, hvordan unge mennesker tager prekariatemner op og diskuterer dem seriøst.

“De siger: “Ups, vi må hellere se på, hvad der faktisk sker, for vi mister medlemmer og dermed kapacitet til at få indflydelse”. Nu ser vi unge mennesker, som udvikler nye grupper og bevægelser. Det er på tide, at fagforeningerne vågner op og lytter til prekariatet, men det gør de nu også i visse lande som fx Italien og Spanien”, siger Guy Standing.

Et charter
Guy Standing præsenterer 29 artikler som et udkast til et charter for prekariatet. Nu skal der udformes en strategi for, hvordan man kan lave et program, der kan skabe forandring. Visse artikler i charteret bliver måske ikke til noget, mens andre måske kan bruges i forskellige sammenhænge. Modreaktionerne fra prekariatet mod politikerne vil dog ifølge Standing fortsætte.

“Jeg håber, at visse artikler tages op i fagforeningerne. Det kan være gennem reformer af arbejdsmarkedsstatistikker, rekrutteringspraksisser og regulering af fleksibel arbejdskraft. Dette bør fremadrettet stå centralt i fagforeningernes arbejde som en del af modreaktionen”, siger Guy Standing, som kalder den nuværende udvikling for “ulækker”.

“Vi har slet ikke brug for den enorme ulighed, som karakteriserer den moderne globalisering. Millioner af mennesker lider helt unødvendigt. Det er tåbeligt. Vi må være modige nok til at rejse os og sige dette. Vi har brug for en ny, progressiv politik”, siger Guy Standing.

Selv om bevægelserne er i gang, så er det stadig uklart, hvilke konkrete former prekariatet vil antage, pointerer Guy Standing. Men den nuværende politiske situation er ekstremt skrøbelig og under stor forandring:

“Hvem ville for tyve år side eksempelvis have troet det muligt, at Socialdemokraterne i Sverige, hvor jeg har holdt oplæg flere gange, ville føle sig heldige, hvis de blot opnår 30 procent af stemmerne ved et kommende valg. Dette parti og den svenske model har domineret i 40 år”.

Guy Standing er dog overbevist om, at vi kan komme i en situation, hvor prekariatet ikke længere eksisterer. Det vil være med til at transformere staten.

“Det kan ske gennem fagforeningerne, men de mangler at adressere det strukturelle problem og præsentere en ny, progressiv agenda”, siger han.

For Guy Standing gælder det om at finde frem til “the good society”, der er en treenighed mellem frihed, ligestilling og broderskab.

“Det gode samfund eksisterer, når vi kan leve et liv baseret på arbejde, fritid og på at udvikle vores menneskelige kapaciteter. Derfor skal uddannelse også reddes fra kommerciel udnyttelse. Vi kan kun have visionen om et godt samfund, hvis uddannelse bliver en frigørende og kulturel rejse. Man behøver ikke at være utopisk for at have denne vision. Det handler om, hvorvidt vores politik fører os i den retning eller ikke”, siger Guy Standing.