06.06.2014
Artikel

Selvstændige ser lysere på fremtiden

Stigende eller stabile indtægter og planer om også at være sin egen herre i fremtiden. DM’s freelancere og selvstændige er gået lysere tider i møde, viser Magisterbladets nye undersøgelse.

Af Liv Alfast Kretzschmer

Optimismen er på bare tre år steget mærkbart blandt de DM-medlemmer, der arbejder som freelancere eller er selvstændige. De er blevet mere overbeviste om, at deres fremtid også er at drive egen virksomhed, og flere oplever stigende eller stabil indkomst. Det viser Magisterbladets nye undersøgelse.

Man kan vælge at blive selvstændig, fordi man bare ikke kan lade være, fordi man har en fantastisk idé, der må realiseres, eller fordi man har en stor trang til at bestemme over egen arbejdstid. Med andre ord: Selvstændig, fordi man har lyst til at være det. Eller man kan blive selvstændig, fordi man ikke kan få job og dermed den lønmodtagerrolle, man egentlig ønskede.

Da DM’s freelancere og selvstændige tilbage i 2011 blev stillet de samme spørgsmål som i den nye undersøgelse, svarede lidt over hver tiende, at de havde valgt at være egen chef af nød. Den andel er nu faldet til fire procent. En del oplever, at de i første omgang blive selvstændige af nød, men at de med tiden ser anderledes på det. Som en skriver: “Først af nød grundet fyring – men nu er det bestemt af lyst, og jeg har ingen ønsker om at vende tilbage som lønmodtager”. En anden har en lignende oplevelse: “Jeg var det af nød i starten. Men det er det bedste, der er sket i mit liv”. En beskriver det som en blanding af lyst og nød: “Både-og. Jeg ville meget gerne have det helt rigtige job, men sætter på den anden side pris på at kunne beskæftige mig med det, jeg brænder for – og tager gerne mere rugbrødsbetonede opgaver med i købet, så længe de smager lidt af fugl”.

Udsving og dagpenge
Tilbage i 2011 var det kun godt halvdelen, der også regnede med at være freelancere eller selvstændige fem år frem i tiden. Det tal er steget markant i den nye undersøgelse, hvor hele 72 procent nu ser sig selv som selvstændige også om fem år. Blandt den nu lille gruppe, der svarer nej til spørgsmålet, angiver mange alder som forklaring – de er simpelthen gået på pension om fem år. Men der er også enkelte, der vurderer, at de ikke er i stand til at drive virksomheden videre. Som en selvstændig skriver i undersøgelsen: “Min økonomi vil ikke kunne holde til de store udsving i indtjening ret meget længere, har udtømt alle muligheder for banklån etc.”.

Og det er da også generelt indtjeningen, der giver flest grå hår til freelancere og selvstændige. Den største udfordring ved at være sin egen chef er den økonomiske usikkerhed, mener halvdelen af de adspurgte. Som en beskriver det: “Alle tankerne om, hvad der sker, hvis man pludselig ikke længere får opgaver nok. Hvordan er man dækket i sin a-kasse fx, og den slags”.

Næststørste udfordring er at skaffe kunder, og på tredjepladsen kommer regnskab og andre administrative opgaver (se hele listen over udfordringer her på siden).

Andre nævner: “Dagpengereglerne. Voldsomt irriterende og meget uretfærdigt at man ikke kan få supplerende dagpenge, mens man etablerer sig”. En anden nævner arbejdstiden: “Store udsving, så man nogle gange arbejder 70-80 timer om ugen, andre gange mangler opgaver”.

Konstant udvikling
Når det kommer til det bedste ved at være freelancer eller selvstændig, så er alle meget enige: Friheden! Hele 85 procent angiver den svarmulighed. Som en uddyber: “Friheden til at vælge, hvilke opgaver du vil tjene dit levebrød ved. Det kan endda være noget af det, du brænder mest for her i livet!” En anden skriver: “At have friheden til at til- og fravælge opgaver og administrere sin egen arbejdstid”.

Muligheden for at bestemme egen arbejdstid kommer ind på andenpladsen. Som en skriver i undersøgelsen: “Jeg skal ikke spørge nogen, om jeg må holde fri”. En anden beskriver kort og kontant fordelen: “Ikke at skulle “slave” på et kontor hver dag”.

De varierende opgaver er på tredjepladsen over goder. En beskriver det således i undersøgelsen: “Det er fedt, at man kan tillade sig at levere opgaver til et højt niveau, kunne udforske noget nyt – og selv være i konstant udvikling”. En anden skriver: “Spændende afvekslende opgaver med masser af frihed til at planlægge”.

Der er rigtig mange forskellige bud på, hvorfor det for den enkelte giver god mening at drive egen virksomhed. Et af buddene lyder: “At arbejde med det, der er vigtigst, og bedre at kunne bidrage samfundsmæssigt/socialt. At der er kort vej fra tanke til handling”.

En anden er glad for: “Det udfordrende i at skulle sælge og forhandle pris for mit værd – og at kunne sige nej, hvis jeg ikke er interesseret i opgaven. Det at bestemme selv er vigtigt og frigørende”.

En tredje beskriver drivkraften således: “Jeg er direkte og eneste ansvarlig for den ydelse, jeg leverer, hvilket er en stor motivationsfaktor i forhold til for eksempel at være en lille brik i en stor virksomhed”.

Og ansvaret går igen i flere kommentarer: “At vide, at jeg selv sidder med ansvaret og dermed også med anerkendelsen, efter at en opgave er afleveret, er en god følelse og vanedannende”.

Men også det at lede sit eget arbejde er en stor motivation for mange selvstændige. En skriver i undersøgelsen: “Den bedste og mest relevante ledelse, jeg nogensinde har oplevet (skønt jeg også har haft gode ledere undertiden)”.