17.05.2014
Artikel

En stol til de nyuddannede

Fagligt netværk og selvtillid. Det er ikke altid det, man har mest af, når man som dimittend har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Men begge dele kan private virksomheder være med til at opbygge, er arkitekt Jørgen Skielboes tanke. Mød en mand, der fik en god idé. Men en idé, der har krævet utrolig meget benarbejde at få i gang.

Af Liv Alfast Kretzschmer

En generation af nyuddannede arkitekter, der har afsindig svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Sådan ser virkeligheden ud i disse år. Ser man bare passivt til, når man selv har et godt job? Ikke hvis man er arkitekten Jørgen Skielboe. Han så med bekymring den voksende ledighed blandt nyuddannede arkitekter og andre veluddannede unge. Og så fik han idé. En idé til, hvordan dimittenderne kunne opbygge netværk og erfaring og slippe for at sidde og kigge ind i køkkenvæggen derhjemme, når de søger job. Men også en idé, der skulle vise sig ikke at være helt nem at gennemføre i praksis.

Den høje dimittendledighed lå Jørgen Skielboe så meget på sinde, at det endte med, at hans kolleger opfordrede ham til at gøre noget.

“Min datter er også arkitekt, og jeg var ikke voldsomt optimistisk, da hun blev færdiguddannet. Jeg kunne se, at mange af mine kollegers veluddannede børn ikke kunne finde job. Nogle kom i praktik, hvor de i flere tilfælde blot blev brugt som gratis arbejdskraft. I stedet for at gå ledig ser jeg en mulighed for, at dimittenderne kan få erfaringer og et fagligt netværk og samtidig få styrket selvtilliden”, siger Jørgen Skielboe.

Hans idé er at give dimittender en plads i private virksomheder, hvor de kan arbejde på deres eget projekt – uden at det koster dem dagpenge. Samtidig får de en intern og en ekstern mentor og adskillige kolleger, de kan vende deres idéer med.

Jørgen Skielboe delte idéen om projekt Next Step med sin direktør i rådgivervirksomheden Bascon, hvor han er ansat. Direktør Martin Vestergaard var lydhør over for at medvirke til et forsøg, såfremt det var lovligt.

Åbner døre
Næste skridt var derfor kontakt med Akademikernes A-kasse for at sikre lovligheden. Her var det svært at få et klart svar, men de første par måneder var tilbagemeldingen, at det kunne nok ikke lade sig gøre. Men efter et par måneder kom der er åbning, og tilbagemeldingen var, at det sandsynligvis var i orden. Hos Københavns Kommune var der også skepsis, og bekymringen gik især på misbrug af de ledige. Men beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev besluttede, at der måtte gennemføres et begrænset forsøg med fire aktitektdimittender.

Efter mange måneders benarbejde lykkedes det. Bascon fik fire ledige arkitekter i virksomheden, og de faldt hurtigt til. Den ene blev ansat i virksomheden efter nogle måneder. De tre andre har været ansat på projekter i virksomheden og har sidenhen alle været eller er i andre ansættelser. Den ene er sprunget ud som selvstændig – det, som Jørgen Skielboe kalder det bedste eksempel på, hvad ordningen kan, for iværksætteren har ikke bare selv et job, men kan potentielt skabe job til andre.

En del af projektets tanke er, at man som medvirkende virksomhed beder to andre virksomheder om at give plads til Next Step’ere. Begge de virksomheder, Bascon har spurgt, var med det samme med på idéen og vil hver især give en arbejdsplads til to dimittender.

Jørgen Skielboes erfaring er, at man også som virksomhed får noget ud af at tage dimittender under sine vinger. Ikke nok med at man får nye idéer og indblik i den nyeste faglige viden, man får også som virksomhed udvidet sit netværk.

Derudover har andre virksomheder givet positiv respons på projektet.

“Det er vores børn og vores venners børn, der skal have et ordentligt afsæt – det er derfor, vi gør det her. Men det interessante er, at det ikke bare lukker døre op for de unge, men også for virksomheden. Når man skal samarbejde med fx en arkitektvirksomhed, så kan det være svært at vælge, hvem man har tillid til, men med projektet her skiller vi os ud ved at tage os af vores medmennesker. Tillid er en forudsætning for samarbejde, og den oparbejder man ikke gennem, hvad man siger, men hvad man gør”, siger Jørgen Skielboe.

Regler spænder ben
Med andre ord har eksperimentet været en god historie for alle parter, og Bascon er parat til at gå videre med succesen – måske med andre akademiske faggrupper næste gang. Men selv om der er masser af ledige dimittender, er det langtfra bare at knipse med fingrene for at få projektet til at køre videre. Ingen kan rigtig overskue systemet og de mange regler på området, som er den største forhindring i forhold til at få et nyt hold Next Step’ere i Bascon og andre virksomheder.

Selv var Jørgen Skielboe forholdsvis nyansat i Bascon, da han satte projekt Next Step i gang i 2012. Han var ramt af eufori over stemningen på sin nye arbejdsplads, og hans glæde gav overskud til at arbejde frivilligt med dimittendprojektet. Tidligere var han ansat i det offentlige i knap 30 år, og på den baggrund er han sikker på, at de private virksomheder er den rigtige platform for projektet.

“Det er ikke socialrådgivere fra jobcentret, der skal ud at sælge tanken hos virksomhederne. Idéen er, at vi med troværdighed kan sige videre til andre virksomheder, at vi har haft glæde af dimittenderne. Det har virket i forhold til de to virksomheder, vi har spurgt. Når de virksomheder så spørger to andre virksomheder, så burde det lynhurtigt kunne blive et effektivt beskæftigelsesinstrument. Når det endnu ikke er sket, så er det, fordi vi stadig ikke ved, om vi har lov, og det tager voldsomt lang tid at få det afklaret. Der er masser af velvilje alle steder, men der sker ikke rigtig noget. Jeg troede lidt naivt, at det var nok at få en rigtig god idé, og så ville andre gribe den. Men jeg må fortsat bruge tid og energi på det, selvom jeg egentlig helst ville koncentrere mig om at passe mit job som arkitekt”, siger Jørgen Skielboe.