17.05.2014
Artikel

Kulturarv i krise

Rigsrevisionen deler øretæver ud i sin rapport om kulturarvens status anno 2014. Museerne har i flere år råbt op om problemerne, men hverken politikere eller den ansvarlige myndighed, Kulturstyrelsen, har for alvor taget fat om udfordringerne.

Det er svært ikke at sende tankerne nordpå til Brønderslev eller sydøstover til Lolland under læsningen af Rigsrevisionens beretning om statsanerkendte museers sikring af kulturarven. For kulturarven ligner mere og mere et vanrøgtet og forsømt barn. Den beskidte unge, som alle håber, at andre tager sig af.

I dette tilfælde er museumspersonalet og ledelserne de frustrerede pædagoger og skolelærere, der med større eller mindre røst forsøger at gøre opmærksom på, at noget ikke er, som det burde være. Kulturstyrelsen er kommunen, der registrerer de mange bekymrende indberetninger, men af uvisse grunde ikke finder anledning til at skride seriøst til handling. Og Kulturministeriet er den øverste ansvarlige, der stadig mangler at forholde sig til sagens alvor.

Rigsrevisionen har haft to formål med at kaste blikket på kulturarven: Dels at undersøge, om museerne sikrer kulturarven for fremtiden godt nok, dels at finde ud af, om Kulturministeriets tilsyn med museernes arbejde er tilfredsstillende. Til begge dele er svaret et stort og rungende nej.

“Statsrevisorerne finder, at de statsanerkendte museers arbejde med at sikre kulturarven ikke har været tilfredsstillende, og at Kulturministeriets forvaltning af området og Kulturstyrelsens tilsyn har været mangelfuldt”, siger statsrevisorerne efter gennemlæsning af rapporten.

Og det er ikke godt, erkender Poul Bache, Kulturstyrelsens områdedirektør med ansvar for museerne:

“Når Rigsrevisionen kommer med sådan noget, lytter vi og tager det alvorligt. Vi skal se på, hvad vi kan gøre bedre. Jeg er ikke enig i, at det ser ud, som om vi ikke har foretaget os noget, for det mener jeg, at vi har. Men en af de ting, Rigsrevisionen synes, der mangler, er et klarere grundlag for det tilsyn, vi fører – en egentlig tilsynsstrategi. Og det vil vi udarbejde, så vi kan gøre det tydeligere for både os selv og museerne, hvad der skal ske”, siger han.

Ingen sanktioner
Rigsrevisionen har kigget på to specifikke forhold ude på museerne: opbevaringen af kulturarven i de såkaldte magasiner og registreringen af kulturarven. Og det står rigtigt skidt til med begge dele.

Det er ikke overraskende, for situationen har været kendt gennem efterhånden mange år. Museerne har selv gjort opmærksom på det, både på egen hånd og gennem den fælles organisation ODM, Organisationen for Danske Museer. Og det er ligeledes veldokumenteret i de kvalitetsrapporter for de enkelte museer, som Kulturstyrelsen udarbejder.

Men ifølge områdedirektør Poul Bache er et af mange problemer, at det er svært at sanktionere over for de museer, der ikke gør det godt nok. Siden 2004 har Kulturstyrelsen nået at udarbejde kvalitetsrapporter for 68 af de i alt 98 statsanerkendte museer, og heraf fremgår det, at 54 museer – svarende til knap 80 procent – får kritik for magasinforholdene. Altså den måde, som den fysiske kulturarv opbevares på. For at få uddybet problematikken har Rigsrevisionen foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt 36 museer, og den bekræfter, at der er store problemer med at passe på kulturarven. 61 procent af de adspurgte beretter om overfyldte magasiner, 47 procent oplyser, at de har risiko for vandskader i magasinerne, og 42 procent af museerne opbevarer kulturarven i magasiner med forkert luftfugtighed. Derudover er dårlige lysforhold, forkert og svingende temperaturer samt manglende brandalarmer blandt problemerne.

Halvdelen af de 68 museer, som Kulturstyrelsen har kvalitetsvurderet, mangler ligeledes en politik for, hvordan de indsamler og håndterer kulturarven, ligesom Rigsrevisionens afdækning viser store problemer med registreringen af kulturarven.

Museerne skal indberette museumsgenstande og værker til to statslige kulturarvsregistre: Museernes Samlinger og Kunstindeks Danmark. Kulturhistoriske museer indberetter til Museernes Samlinger, mens kunsthistoriske museer indberetter deres samlinger i Kunstindeks Danmark. Registrene skal blandt andet give museerne et landsdækkende overblik over, hvilke samlinger der findes hvor, og gøre det nemmere at udveksle museumsgenstande  og -værker.

En stor del af museerne – langt de fleste kulturhistoriske – er ifølge rigsre­visorerne bagud med registreringerne, og når noget bliver registreret, sker det oftest med en lang række fejl til følge. Antallet af inventarnumre på kulturhistoriske museer er i februar i år opgjort til cirka 7 millioner, men kun 54 procent af samlingerne – altså 3,7 millioner inventarnumre – er foreløbigt registreret. Fra kunstmuseernes side er tallet noget højere. Her har museerne indberettet 92 procent af samlingerne til Kunstindeks Danmark. Men generelt lever hovedparten af alle indberetninger ikke op til Kulturstyrelsens retningslinjer for minimumsindberetninger. Kun 20 procent indeholder for eksempel en genstandsbeskrivelse, der lever op til kriterierne.

Det er problematisk, for allerede efter 10-20 år kan det være umuligt at efterspore oplysninger om en genstands ophav og brug, og dermed går en del af kulturarven hurtigt tabt. Og det er stærkt uheldigt, medgiver Poul Bache. Men der er ikke meget andet at gøre end at påpege problemfelterne, konstaterer han.

“Vi kan ikke pålægge museerne, at de skal gøre hverken det ene eller det andet. Vi kan kun appellere til dem og indgå i intense dialoger for at få forbedret forholdene, og det har vi gjort ved en række af de museer, hvor kvalitetsvurderingen lå langt nede på karakterskalaen. Vi har sammen med en række museer indgået aftaler om, hvornår forholdene skulle være bragt i orden, men vi kan ikke fyre museumschefer, som ikke overholder planen, og det er en del af dilemmaet. Den eneste reelle sanktionsmulighed, vi har, er at fratage statstilskuddet, og det er aldrig sket i Danmarkshistorien. Det, der er kommet ud af vores fremgangsmåde, er, at antallet af statsanerkendte museer er faldet fra 116 for fire år siden til 98 i dag, og det er et udtryk for, at nogle af de museer, der havde størst problemer, er fusioneret med andre på vores anbefaling”, siger han.

Styrelsen strammer op
Poul Bache erkender, at det set udefra kan virke underligt, at Rigsrevisionen i dag kan konstatere de samme dårlige forhold for kulturarven, som Kulturstyrelsen konstaterede allerede i 2004, da de første museer fik udarbejdet kvalitetsrapporter. Og det rejser en række spørgsmål: Hvorfor har styrelsen kun nået at kvalitets­vurdere 68 af de 98 statsanerkendte museer over en periode på 10 år? Hvorfor har styrelsen ikke råbt politikerne op, når så mange museer har reelle problemer med bevarelsen af kulturarven? Hvorfor har styrelsen ikke bedt Kulturministeriet genoverveje sanktionsmulighederne? Kort sagt: Hvorfor skulle Rigsrevisionen på banen med 27 siders øretæver, før Kulturstyrelsen tydeligt tilkendegiver, at der er store problemer på området?

“Jeg oplever ikke, at vi har ladet stå til og ingenting gjort, og jeg tror bestemt heller ikke, at museerne har den oplevelse. Men jeg erkender, at vi også har nogle ting, vi kan gøre bedre. Vi skal have en klar strategi på det her område, og det går vi i gang med at udarbejde. Hvis Rigsrevisionen kommer igen om fire år, er jeg sikker på, at den vil få et andet billede af styrelsens arbejde på området”, siger han.

Også kvalitetsvurderingen af museerne vil Kulturstyrelsen kigge på, for det er ifølge Poul Bache ikke tilfredsstillende, at der kan gå op til 10 år, mellem at hvert enkelt museum får genvurderet kvaliteten. Første gang, tidsaspektet var til debat, var i 2007, og dengang mente Kulturministeriet, at en optimal kadence var cirka fire til fem år. Kulturstyrelsen har stadig ikke øget effektiviteten, og det er endnu et af Rigsrevisionens kritikpunkter.

Fra museernes side er Christine Buhl Andersen, formand for ODM, Organisationen for Danske Museer, og til daglig direktør for KØS, Museum for kunst i det offentlige rum, ikke overrasket over Rigsrevisionens skarpe udmeldinger. Rapporten skitserer de problematikker, som museerne har gjort opmærksom på i mange år over for de ansvarlige kulturpolitikere, blandt andet i et samråd i Folketingets Kulturudvalg i 2006.

“Vi var godt klar over de forhold, som Rigsrevisionen beskriver. Vi ved godt, at der er store problemer med eksempelvis magasinerne. Men problemet bliver desværre ikke løst alene ved at slå museumsfolk oven i hovedet med mere kontrol, selv om museerne har et medansvar. Det kræver økonomi at løse problemerne, og i 2006 påpegede ODM, at man for i omegnen af 200 mio. kroner kan opføre fælles, tidssvarende og miljørigtige magasiner og på den måde bevare kulturarven optimalt”, fastslår hun.

Sikring kræver penge
Det er en klassiker at bede om flere penge, men Christine Buhl Andersen mener alligevel, at det i et land, der ikke er større end Danmark, bør være muligt at finde en engangsbevilling, så kulturarven kan blive fremtidssikret. Det har man for eksempel gjort i Holland med stor succes.

“Det her er et kerneområde for museerne, og fra ODM gør vi alt, hvad vi kan, for at mødes med kulturordførere på Christiansborg og deltage i udvalg og debatter for at få opmærksomhed på problemerne. Men der skal altså flere penge til”, siger hun.

Kulturministeriet er øverste ansvarlige for museerne og dermed bevarelsen af kulturarven, og fra Rigsrevisionen side lyder kritikken, at ministeriet – ligesom Kulturstyrelsen – ikke er effektivt nok i tilsynet med museerne. Derudover får Kulturministeriet kritik for i sit tilsyn med Kulturstyrelsen ikke at have haft et klart grundlag for at stille krav til og dermed være i en målrettet dialog med styrelsen.

Ministeriet har tidligere oplyst, at mål- og resultatstyring af underliggende institutioner bliver justeret senest midt i 2014, og det forventes også at gælde aktiviteterne i Kulturstyrelsen. Men derudover vil embedsmændene ikke forholde sig til Rigsrevisionens kritik.

“Ministeriet har en frist på to måneder til at svare på statsrevisorernes kritik, og før den udløber ultimo maj, udtaler vi os ikke i detaljer om rapporten. Det er en proces, der er i gang, og før den er afsluttet, er der ikke noget officielt at sige”, fastslår Martin Bork, fuldmægtig i ministeriet.