19.04.2014
Artikel

Sig nej til UKÄ!

KOMMENTAR af Søren Kjørup, mag.art. i filosofi, tidl. professor i de humanistiske videnskabers teori, RUC

Dette er en advarsel: Hvis du bliver kontaktet af det svenske Universitetskanslersämbetet (UKÄ) og inviteret til at være med som sagkyndig til at evaluere uddannelserne inden for dit fagområde ved de svenske universiteter, så er det klogest at sige pænt nej tak! Og hvis du alligevel siger ja, kan det være klogt at være sikker på at have din fagforening i ryggen, når det kommer til honorarudbetalingen.

I hvert fald har jeg selv bitterligt fortrudt, at jeg for noget over et år siden lod mig lokke til at være med i bedømmergruppen for filosofi. Men da jeg sagde ja, vidste jeg ikke, at det evalueringssystem, som UKÄ har brugt siden 2011, var blevet underkendt af ENQA (The European Association for Quality Assurance in Higher Education). Systemet havde altså ikke klaret en ekstern evaluering af sig selv! Og jeg havde ikke forudset den kombination af magtsprog og inkompetence, som selve kulturen i UKÄ er præget af.

Som processen skred frem, blev det tydeligere og tydeligere, at det både formelt og reelt slet ikke var os sagkyndige, der skulle evaluere de uddannelser, vores kolleger tilbyder ved de forskellige institutioner rundtom i Sverige. Det er såmænd universitetskansleren selv i egen høje person, der afgiver den endelige og kortfattede dom, nemlig om den enkelte uddannelse holder “mycket högt” niveau og følgelig skal have en økonomisk belønning, bare “högt” niveau og kan lades i fred, eller om den har “bristande” niveau og skal lukkes, hvis den ikke forbedrer sig i løbet af et års tid.

I dette system bliver de sagkyndige bare sat til at give input til denne dom, næsten udelukkende – og det er hele hovedpointen i UKÄ’s evalueringssystem – ved at tage stilling til uddannelsernes resultater forstået som kvaliteten af de studerendes skriftlige eksamensopgaver. Og det er så en af hovedgrundene til, at systemet ikke bestod ENQA’s evaluering: Man kan naturligvis ikke “måle” effekten af en aktivitet, fx en uddannelse, bare ved at se på resultaterne og uden at kende udgangspunktet, her fx kvalifikationerne hos de studerende, når de begynder på studierne (den anden hovedgrund var i øvrigt den stramme politiske styring af UKÄ’s evalueringer).

Vi sagkyndige blev presset ind i et til dels absurd, stramt styret system, hvor der skal bruges de på forhånd givne formuleringer i skemaform om, hvorvidt de anonymiserede opgaver, vi sættes til at læse, viser netop “bristande”, “hög” eller “mycket hög” målopfyldelse på en række forskellige punkter. Og ja, dette er faktisk de tre eneste muligheder, skemaerne tillader, svarende til de tre muligheder i kanslerens endelige dom. Slet og ret “tilfredsstillende” målopfyldelse er umulig, for der står jo i loven, at universiteter giver undervisning på “højt” niveau!

De mål, som skemaerne nævner, er i øvrigt en række af den slags almene og abstrakte formuleringer, man finder i universitetsloven og lignende steder – med flere slags absurditeter til følge. En er, at vi ret tilfældige sagkyndige i første runde sættes til at tilpasse disse formuleringer til faget filosofi, som vi nu mere eller mindre tilfældigt opfatter det, helt uden hensyntagen til de forskellige institutioners særlige profil. En anden er, at skemaerne bl.a. spørger til de studerendes mundtlige præstationsevne og deres evne til at formidle fagstof til ikke-akademiske grupper, for den slags efterspørges i loven. Det kan man jo indlysende nok ikke aflæse af de skriftlige eksamensopgaver, så her måtte vi hele tiden sidde og skrive ind i skemaet, at man ikke kan bedømme det.

Hele det mere og mere absurde forløb endte for mit vedkommende med en pinlig diskussion om honoraret. Det viste sig nemlig, at den kontrakt, vi havde indgået med UKÄ om betaling pr. anvendt arbejdsdag, alligevel ikke gjaldt. Uden at orientere os havde UKÄ nemlig fastsat nogle bestemte tariffer for, hvor lang tid man kan bruge på hver delopgave. Og hvad UKÄ har bestemt, kan der ikke ændres på, så vi kunne ikke få betaling for forberedelse af nogle videointerviews, vi skulle have med kolleger rundtomkring i landet. Der var nemlig ikke nogen tarif for den slags.

Det havde UKÄ og jeg en længere maildiskussion om gennem halvanden måned – hvorefter UKÄ pludselig gav sig. Jeg var nemlig kommet til at nævne spørgsmålet om, hvad min fagforening mon ville mene om sagen.