19.04.2014
Artikel

Øget konkurrence om de bedste studerende

Hvad betyder et stærkt reduceret kandidatoptag for konkurrencen mellem universiteterne? Det er der uenighed om.

Af Thomas Bøttcher

Tendensen er der allerede. De “klassiske” universiteter i København (KU) og Aarhus (AU) profilerer sig i stigende grad med eliteuddannelser og for KU’s vedkommende med skærpede optagelseskrav på udvalgte uddannelser. I den anden ende optager Aalborg (AAU) og Syddansk (SDU) ifølge en ny undersøgelse fra DI i stigende grad studerende med lave karakterer fra gymnasiet.

Men hvordan vil udviklingen blive, hvis Kvalitetsudvalgets anbefalinger følges, og universiteterne samlet set mister to ud af tre kandidatstuderende? Vil AU og KU i endnu højere grad lægge sig i elitesporet og – groft sagt – få held til at tiltrække de studerende, der forventes at få direkte adgang til kandidatuddannelsen efter bachelorforløbet, mens SDU og AAU må nøjes med de studerende, der alene får en bachelor?

Ifølge Jørgen Sønder­gaard, formand for Kvalitetsudvalget, vil en reduktion af kandidatoptaget som foreslået ikke i sig selv fremtvinge forskydninger i det nuværende universitetslandskab.

“Det kan sådan set ske helt uden en reform. Og selv hvis vi ikke gør noget, kan man meget vel forestille sig, at nogle af universiteterne vil vælge at reducere eller stille højere krav ved adgangen til uddannelserne. Det har de fuldstændig lov til, og ingen vil blande sig i det”, siger han.

Hos SDU kan prorektor Bjarne Graabech Sørensen godt forestille sig, at en reform vil forstærke den nuværende tendens.

“Det vil være de store universiteter, som måske først og fremmest vil tage for sig af godterne og dermed får de attraktive kandidatuddannelser”, siger han.

AAU: Vi klarer os
Selvom andelen af kandidater fra AAU, der er optaget fra en bacheloruddannelse med karakteren fire eller derunder, ifølge DI er øget betydeligt på Aalborg Universitet siden 2002, køber rektor Finn Kjærsdam ikke argumentet om, at AAU vil stå særligt svækket i en situation, hvor universiteterne tvinges til at optage langt færre kandidatstuderende.

“Det er nærmest omvendt. Vi optager væsentligt flere kandidater end bachelorer, og over halvdelen af vores kandidater kommer fra de andre universiteter. I øjeblikket sker der det, at mange tager en lidt mere klassisk bacheloruddannelse, og så tager de en kandidatuddannelse på Aalborg Universitet for at komme tættere på arbejdsmarkedet og få job”, siger han.

Hanne Leth Andersen, rektor på RUC, advarer kraftigt mod at rykke ved balancen mellem universiteterne. Hvis ikke politikerne tænker sig godt om, kan resultatet blive øget ulighed på tværs af landet.

“Det vil være politisk ansvarligt at sikre, at lige meget hvor man bor, så kan man få en ordentlig kandidatuddannelse, og ikke bare i de store universitetsbyer”.

En mulig vej er ifølge Hanne Leth Andersen mindre fokus på indbyrdes konkurrence mellem universiteterne.

“Man kan differentiere og øge samarbejdet om at få de rigtige studerende ind de rigtige steder. Konkurrence risikerer at handle om, hvem der er lækrest, i stedet for at fokusere på fagene, på at CBS er case- og business­orienteret, at RUC er mere konsekvent projektorienteret end de andre universiteter, eller at KU er mere klassisk akademisk”.