“Ordentlig ledelse kan flytte lige så meget som god undervisning”, mener Hanne Leth Andersen, som fra 1. april er ny rektor på RUC.
01.04.2014
Artikel

Stærk debattør, stjerneakademiker og hennafarvet humanist

RUC skal åbne sig endnu mere mod omverdenen og udbygge sin profil som projektorienteret, studenterdemokratisk og konstruktivt kritisk uddannelseseksperimentarium. Det mener universitetets nye rektor, Hanne Leth Andersen, der også vil arbejde for, at universitetsmiljøet i Danmark lægger den usunde, institutionelle konkurrence bag sig og samler kræfterne om at uddanne de stærkeste fagfolk.

Af Pernille Siegumfeldt
Der er to ting, Hanne Leth Andersen fremhæver, når hun skal beskrive sit første besøg på RUC for snart fire år siden:

“Jeg klikkede rigtig godt med Ib (Ib Poulsen, rektor på RUC indtil 1. april 2014 red.), og når jeg kikkede mig omkring blandt de studerende, så jeg mange gode ansigter. Der er et meget bredt talent på spil på RUC, og det mærkede jeg. Det samfundssyn og de idéer, der bærer universitetet, spiller fint sammen med mine egne. Så selv om jeg fire måneder tidligere havde sagt nej til at søge stillingen som prorektor, fordi jeg lige var begyndt i et nyt job på CBS, fik Ib mig overtalt”.

RUC skuffede hende ikke, og Hanne Leth Andersen har tydeligvis heller ikke skuffet hverken rektor eller den bestyrelse, der netop har udpeget hende til at efterfølge Ib Poulsen. Rektor og prorektor har da også komplementeret hinanden på respektfuld og afgørende vis de sidste tre et halvt år, mener Hanne Leth Andersen.

Ib Poulsen skulle med sin sindige jordbundethed holde fokus på universitetets indre liv og sikre, at stabiliteten og tilliden kunne genindfinde sig efter et langt og meget kaotisk forløb, som endte med, at den daværende omstridte rektor Poul Holm måtte forlade RUC efter kun to år på posten.

Poulsens prorektor fik til gengæld masser af plads til bl.a. at folde sig ud som en markant skikkelse i den brede uddannelsesdebat. Den plads har Hanne Leth Andersen udfyldt med indlevelse og stor energi, når det gælder diskussioner både om elite kontra masseuniversiteter, om skærpede karakterkrav ved optagelsen – som hun er lodret imod – og om det kvælende kontrol- og dokumentationsregime, som hun mener kun tjener til at spænde ben for universiteternes egentlige arbejde.

Hanne Leth Andersen har ikke tænkt sig helt at lægge rollen som debattør bag sig, når hun sætter sig i rektorstolen. Men hun vil fremover være lidt mere til stede på campus og lidt mindre på internationale konferencer.

“Jeg skal være med til at sikre, at RUC’s unikke universitetsmodel og særlige placering i landskabet fortsat kan blomstre, bl.a. ved at vi dyrker det gode arbejdsmiljø og sikrer, at studiemiljøet er så optimalt, som den samlede campus giver mulighed for. Det er også min ambition at gøre RUC til det mest naturlige mødested for forskerne og vores omverden. Sammen med den stærke faglighed er netop projekttilgangen et særkende ved stedet her. Den gør det muligt for de studerende igennem hele uddannelsen at stille relevante faglige spørgsmål med direkte relation til deres omverden. Vores tilgang er også noget, verden uden for Danmark har fået øje på. RUC skal dyrke studenterstyringen i en tid, hvor en stærkere ydre styring risikerer at demotivere de studerende”, mener Hanne Leth Andersen.

Mangfoldighed udvikler
Var hun blevet student i dag, havde hun været en 12-talspige. Nu fik hun imidlertid sin hue fra Svendborg Gymnasium i 1981, hvor karakterskalaen var en anden.

Det boglige har altid faldet hende let, og især sprog vakte hendes nysgerrighed. I en stilskrivningskonkurrence vandt Hanne Leth Andersen en tur til Paris. Det gav hende mod på at snuppe en fransk studentereksamen som supplement til den danske. Da hun kom hjem, tog hun bifag i fransk på det halve af den normerede tid og fik siden en magisterkonferens i romansk filologi og en ph.d. i fransk, alt sammen fra Københavns Universitet.

Men til trods for at hun selv har været målrettet stjerneakademiker uden svinkeærinder af nævneværdig karakter på sit cv, er hun ikke en “strammer”, hverken når det gælder hendes holdning til, hvor meget tid et studium højst må tage, eller når hun skal vurdere, hvad en rimelig adgangsbegrænsning bør være for at komme ind på et.

“Forskellighed er vigtigt, og alle skal have respekt for det, vi byder ind med hver især. Jeg er selv ud af en ikke-akademisk familie, og i mit barndomshjem kom der både landmænd, gymnasielærere, håndværkere og kunstnere. Jeg gik på en almindelig kommuneskole på Sydfyn, hvor kun to fra min klasse gik videre på gymnasiet. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har haft den mangfoldighed i mit liv, for den har udviklet mig og lært mig en masse. Jeg kan jo også se, hvor hurtigt det går galt, hvis en uddannelse alene er befolket med 12-talspiger fra Nordsjælland. Det kommer der sjældent et godt studiemiljø ud af. Det er et næringsstof og en energi i, at vi bliver sat sammen med nogen, der ikke tænker som os selv. Min erfaring som underviser siger mig, at man kan flytte folk meget alene ved at se dem og være med til at styrke deres engagement. Derfor er det mig fx magtpåliggende, at en middelmådig studentereksamen ikke skal kunne stoppe unge, der gerne vil på universitetet – hvis de er motiverede. De kan jo sagtens senere i livet udvikle sig til at blive målrettede og dygtige akademikere”, understreger Hanne Leth Andersen.

Ydmyg, men uden nerver
Den 52-årige professor i universitetspædagogik har undervist i 20 år og kan stadig begejstres, både når hun forelæser for studerende på første semester, og når hun vejleder forskere på højt niveau. Men hun er lige så dedikeret til det politiske, ledelsesmæssige og strategiske arbejde, som har optaget det meste af hendes tid i de senere år. Også i den sammenhæng kommer hendes baggrund som sprogforsker og universitetspædagog hende til gavn, vurderer hun.

“Ordentlig ledelse kan jo flytte lige så meget som god undervisning. Der er stor forskel på at forholde sig til en stak papirer og så sidde ansigt til ansigt med studerende, medarbejdere, erhvervsspidser eller borgere i Roskilde og omegn. Jeg skal som rektor se og lytte meget opmærksomt, ligesom jeg kunne motivere og skabe rammer for optimal udvikling som underviser”, pointerer Hanne Leth Andersen.

Hun er ikke bange for at blive blomsterbinder, hvis bukserne ikke kan holde til at være ankerkvinde på Danmarks 6. største universitet. Hun har også en romanidé i ærmet, som skal realiseres, når der en dag bliver tid til det. Den skal handle om hendes morfars søster, født i år 1900, som rejste til Italien for at skrive digte, men endte med at acceptere at vende hjem og passe sin mor på Langeland.

Romanforlæggets manglende ærefrygt føler Hanne Leth Andersen en parallel til, og måske derfor går hun til sin nye opgave godt nok med ydmyghed, men også helt uden nerver.

“Jeg kender RUC akkurat godt nok til, at jeg har stor lyst til at kradse lidt mere i det hele for at se, hvad der gemmer sig af nye muligheder. Jeg glæder mig også til at tænke RUC ind i det lidt større uddannelsespolitiske landskab, og jeg synes, det er fint at træde til på et tidspunkt, hvor vi har et hold, der tæller flere nye universitetsrektorer. Vi har alle været med derude, hvor den institutionelle konkurrence kom til at fylde for meget, så forhåbentligt vil vi alle være interesserede i at samle kræfterne i vores lille land og fokusere på at uddanne de stærkeste fagfolk i stedet. Vi skal tænke os ind i en sammenhæng, der går længere end til hvert vores universitet”, understreger hun.