21.03.2014
Artikel

Skaf et job!

Næsten 3.000 magistre står uden ­arbejde. Bag tallet er mennesker. Nogle af dem ligner dig. Måske har I samme ­uddannelse, måske har I engang arbejdet i samme virksomhed eller branche. I denne serie beder vi dig om at hjælpe en ledig i job. I hvert nummer af Magisterbladet i 2014 præsenterer vi en ledig magister, som du kan dele din viden og dine erfaringer med. For eksempel kan du åbne dit eget netværk af relevante professionelle kontakter på LinkedIn for den ledige. Gå ind på magisterbladet.dk under “Skaf et job!” og brug kommentarfeltet, eller skriv direkte til den ledige.

Af Lisbeth Ammitzbøll
Julie Kjær Ovesen

Mit drømmejob
I mit drømmejob arbejder jeg med projekter, koordinering og strategisk kommunikation. Mit cv er præget af organisationer og foreninger, men jeg vil lige så gerne ud i en privat virksomhed og få det faglige og det kommercielle til at spille sammen. I mit drømmejob bliver jeg både anerkendt og udfordret på mine kompetencer. Som nyuddannet er jeg generalist, men jeg kunne vældig godt tænke mig at specialisere mig inden for et felt og blive fantastisk til at navigere i det. Jeg vil bare så gerne snart i gang, og jeg er supergod til at skabe motivation for det, jeg arbejder med, så jeg kan indgå rigtig mange steder.

Mine kvalifikationer
Fra mine job i Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi har jeg fået stor indsigt i forretningsudvikling i samarbejde med kreative producenter. Jeg har udviklet og drevet politiske og kulturelle arrangementer, fx fyraftensmøde, netværksseminar og en studietur for vinderne af en international designkonkurrence. Jeg har også opnået solid erfaring med research, kommunikation og notater til ministerier. Fairtrade Mærket er også en organisation med mange og forskelligartede interessenter. Det har styrket mine kompetencer inden for interessevaretagelse og organisationsforståelse.

Sådan arbejder jeg
Jeg er rigtig god til at skabe overblik og fremdrift. Jeg sidder ikke med hænderne i skødet, men elsker at skabe resultater. Jeg er engageret og god til at motivere og skabe entusiasme. I min tid hos Fairtrade Mærket samarbejdede jeg med både frivillige ildsjæle, bureaukratiske kommuner og kommercielle interessenter. Det synes jeg var rigtig spændende. Jeg er pragmatisk og kan godt lide, at min indsats fører til noget virkelighedsnært og brugbart. Som person er jeg handlekraftig, udadvendt, smilende af natur, og jeg går til mine arbejdsopgaver med gejst – store som små.

Glad for kontraster
Jeg er født og opvokset i brunkulslandsbyen Søbylund i det midt- og vestjyske. Jeg bor sammen med Kenneth, og vi fik i november 2012 vores søn Bertil, som jeg indtil nu har været på barsel med. Jeg holder af byen, men også af de brede vidder, som man særligt finder på den jyske hede. Jeg er glad for livets kontraster og mødet mellem forskellige mennesker. Jeg er desuden udadvendt og positiv af natur og trives i mange forskellige relationer.

Mit liv som ledig
Jeg afleverede mit speciale, to måneder inden jeg gik på barsel, og overgangen fra barsel til ledig har været flydende. Det er hårdt at være ledig, men jeg forsøger at få det bedste ud af situationen. Jeg bruger dagene på at lede efter arbejde og søger bredt. Jeg researcher på virksomheder og jobopslag, skriver ansøgninger og bruger mit netværk. Jeg er jo projektmenneske både af uddannelse og af sind, så lige nu prøver jeg at tage ejerskab over min situation ved i fritiden at formulere et projekt, der handler om at formidle de gode budskaber og historier, som er opstået på baggrund af fondsstøtte, blandt andet gennem en lækker og informativ hjemmeside, hvor man samtidig kan finde ansøgningsdatoer og anden praktisk information. Jeg har desuden lige gennemført et VækstDrive-kursus, hvor fokus er at skabe vækst i erhvervsvirksomheder, hvilket er med til at udvide min forretningsforståelse og mine evner til at forstå virksomheders behov. Jeg er flittig, også som ledig, men glæder mig virkelig meget til at få en hverdag med faglige udfordringer og gode kolleger.

CV for Julie Kjær Ovesen
2012: Cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling.
2012: Barsel.
2013: Ledig siden oktober.

Under studierne:
2005-2010: Assisterende butikschef og 1.-­assistent, Blockbuster.
2010: Projektassistent for de Danske ­Hospitalsklovne.
2011: Praktikant ved Fairtrade Mærket.
2012: Praktikant og studentermedhjælper ved Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi.

Kontaktinfo:
kjaersen@gmail.com
24 84 77 79

Julie er 29 år. Læs hendes fulde cv her.