“Hvis vi lukker øjnene for forfalskninger og plagiater, skrider hele fundamentet for videnskaben og universitetets samfundsfunktion”, siger plagiatjæger Debora Weber-Wulff.
21.03.2014
Artikel

Videnskabens gode samvittighed

Har du lånt lidt for mange gode pointer uden at bruge citationstegn? Så bør du bede til, at du ikke ender i kløerne på den tyske it-professor og plagiatjæger Debora Weber-Wulff. Hendes hobby er at afsløre videnskabelig uredelighed i akademiske afhandlinger. Det har kostet flere tyske ministre jobbet og bragt snesevis af uredelige forskere i bekneb.

Af Mathias Irminger Sonne

Hun virker undseelig og ganske ufarlig, som hun sidder der bag sit skrivebord med sin smittende latter og runde kinder. For mange forskere, politikere og andre indehavere af akademiske titler er hun imidlertid blevet et mareridt af et bekendtskab. Ikke fordi hun har noget som helst imod de mennesker, hun beskæftiger sig med. Men fordi hun har et entydigt og stædigt syn på, hvad redelig videnskab er.

“Jeg orker ikke at høre mere udenomssnak. Det er faktisk soleklart, hvad et plagiat er: En gentagen overtagelse af andre forfatteres eller forskeres udsagn og pointer, uden at kilden konsekvent er angivet. Videnskab bygger på sandhed. Hvis vi lukker øjnene for forfalskninger og plagiater, skrider hele fundamentet for videnskaben og universitetets samfundsfunktion”.

Kvinden bag skrivebordet og udsagnet er den 56-årige dr. Debora Weber-Wulff, professor i it og medier ved den berlinske Hochschule für Technik und Wirtschaft. I mere end ti år har det været hendes store passion at teste software og afsløre direkte plagiater og skamløse parafraser i forskningspublikationer, ph.d.-afhandlinger og videnskabelige papers.

De første mange år var Weber-Wulffs hobby et yderst perifert emne i den tyske offentlighed. Det ændrede sig med et slag, da den unge tyske forsvarsminister med kanslerpotentiale dr. Karl-Theodor Freiherr von und zu Guttenberg i februar 2011 blev beskyldt for omfattende plagiat i sin doktorafhandling. Heraf opstod den netbaserede platform GuttenPlag Wiki, der få dage senere kunne afsløre, at mere end 80 procent af siderne i Guttenbergs afhandling indeholdt omfattende plagiater. Guttenberg mistede sin doktortitel, og kort efter var hans politiske kometkarriere forbi. Selv om plagiaterne var indiskutable, udbrød der en tysk mediestorm om videnskabelig redelighed, akademisk rygklapperi og anonyme internetværk mellem sandhedssøgen og heksejagt.

Ud af GuttenPlag Wiki opstod det bredere anlagte VroniPlag Wiki med Debora Weber-Wulff som en af de drivende kræfter. Siden da har netværket årligt afsløret dusinvis af plagiater – fra den faldne tyske undervisningsminister Anette Schavan til terrorforsker Nasrullah Memon fra Syddansk Universitet.

“Vi tager alle – også anonyme – tips op, som kan føre bevis for en første mistanke. Vi tjekker ikke ophavsmanden til en beskyldning om plagiat”, siger Debora Weber-Wulff. “Dermed er vores undersøgelser heller aldrig rettet mod en person. Vi ser kun på produktet og på de formelle kvaliteter i det givne forskningsarbejde. Så må universitetet bag dem tage stilling til, hvilke konsekvenser eventuelle plagiater får. Længere er den ikke”.

Redepissere og rygklappere
Historien om Debora Weber-Wulff og hendes passionerede plagiatjagt er derimod længere. Personligt har hun kun mødt nogle få af de 15-20 andre akademikere på netværket VroniPlag Wiki – mange af dem anvender pseudonym og arbejder anonymt. Selv arbejder hun under navnet WiseWoman, men hun gør ingen hemmelighed ud af sin civile og universitære identitet bag dette navn. Derfor har hun også været den mest medieeksponerede person i netværket, og hverken anonyme eller åbne beskyldninger om nævenyttigt redepisseri bider på Weber-Wulff.

“Jeg er professor og tjenestemand på livstid. Jeg behøver ikke at være bange for at udstille andre forskeres uredelighed. Jeg kan roligt sige sandheden”, siger hun og læner sig for første gang tilbage i stolen.

“Universiteterne og professorerne må være langt mere aktive i kampen mod plagiering og uredelighed. Både ved at indprente kriterierne for videnskabeligt arbejde og ved at læse afhandlinger grundigere. De seneste års store medieopmærksomhed har heldigvis gjort problemet alment kendt og har givet vores foretagende medvind. Men i mine øjne er sagerne omkring prominente politikere mindre fatale end de uredelige snydere, der stadig arbejder i den akademiske verden”.

Som plagiataffæren omkring Nasrullah Memon fra Syddansk Universitet har vist, opererer VroniPlag Wiki ikke kun i Tyskland, men i princippet i hele verden. Der er tale om et internationalt omsiggribende problem, der i Debora Weber-Wulffs øjne bl.a. skyldes forkerte prioriteter og en stor nonchalance i universitære kredse.

“Han er o.k., siger folkene omkring en forsker og tjekker derfor slet ikke op på, om resultater og henvisninger faktisk stemmer. Der er en stor indspisthed”, lyder det fra it-professoren.

Samtidig vil mange nødigt have fokus på emnet, fordi de er bange for, at deres egne arbejder kunne vise sig at indeholde copypastede passager, som de har udgivet for at være en del af deres egne resultater.

“Det er skræmmende at se, hvor mange forskere der slipper af sted med at sætte deres navn på andres forskning. Hvis der sidenhen viser sig at være problemer med produktet, trækker de med et skuldertræk deres navn eller hele artiklen tilbage. Det virker helt urealistisk, hvad nogle når at publicere”, siger Weber-Wulff og harcelerer over, at selv institutioner bag eksterne midler ofte sætter kvantitet over kvalitet.

“Publikationspresset er en del af problemet. Men det grundlæggende problem kan lige så vel løses den anden vej rundt, nemlig at vi holder de grundlæggende kriterier for referencer og videnskabelig redelighed i hævd”, siger Debora Weber-Wulff.

Skarpsindighed står over software
Siden forsvarsminister Guttenbergs fald har der med få måneders mellemrum været nye tyske plagiatskandaler, der har fået voldsomt meget medieomtale. I den seneste tid er disputatser af en af spidserne i det tyske socialdemokrati, Frank-Walter Steinmeier, og den famøse præsident for den tyske forbundsdag, Norbert Lammert, blevet vendt, drejet og sammenlignet med nævnte og unævnte kilder.

I denne opklaringsproces har de fleste folk en opfattelse af, at kun eksperter med adgang til avanceret software kan bidrage til at opspore plagierede afsnit. Det er lodret forkert, siger it-professor Weber-Wulff.

“Man behøver ikke en eller anden tryllesoftware. Hvis man lærer at bruge en almindelig søgemaskine som Google rigtigt, kan man komme langt – ikke mindst her i Tyskland, hvor alle afhandlinger er underlagt en udgivelsespligt”.

Pædagogisk tager hun en afhandling om vandkraft fra starten af det 20. århundrede frem af skuffen, udvælger tre specielle fagtermer fra én sætning og skriver dem ind i Google Books’ søgefelt. Millisekunder senere kommer et tekstafsnit fra en tidligere afhandling om samme emne på skærmen.

“Voila. Hele afsnittet her er identisk med side 214 derovre – uden henvisning. Så må man få skaffet bogen og sammenligne. Tre til fem målrettede ord rækker for det meste i en søgning”.

Analog tekst kan man herefter sammenligne med software som programmet SIM-TEXT, men problemet er her, at softwaren groft sagt ikke kan finde plagiater, men kun eksakte kopier. Det er sjældent tilstrækkeligt. I plagierede arbejder angives kilden med Weber-Wulffs ord “for det meste, men kun strategisk upræcist”. Det er med andre ord uklart, nøjagtigt hvor citatet kommer fra, og hvor citater og parafraser starter og slutter.

På tværs af sprog – fx fra engelsk til dansk – hjælper software heller ikke noget videre, fordi man kun har rudimentære sætningsdele at arbejde med, som enhver ved, der har prøvet at lege med oversættelsesmaskiner som Google Translate.

“Det kræver virkelig faglig ekspertise og indsigt at afdække oversatte plagiater”, siger Weber-Wulff og lægger den falmede afhandling om vandkraft fra sig.

“Plagiaterne i den her afhandling var forresten så åbenlyse, at arbejdet blev annulleret, og doktortitlen trukket tilbage. Der er altså på ingen måde tale om et nyt fænomen”.

Samfundsundergravende titelsnyd
En gennemgående debat i det tyske medielandskab har været, hvorvidt plagiat og uredelighed bør kunne forældes – herunder spørgsmålet, om man kan lægge nutidens standarder ned over fx 30 eller 40 år gamle disputatser. Den tilgang ser Debora Weber-Wulff blot som de anklagedes forsøg på at redde deres egen pels.

“Det er en diskussion, der først er opstået, efter at en række toppolitikere har vist sig at stå bag plagiater og har stået til at få frakendt deres doktortitel. “Det var en ungdommelig synd – jeg beder om nåde”, siger de. Det må de skam også gerne få, bare uden doktortitel. De hører ikke hjemme i videnskabens rækker”.

Denne problematik viser et særlig tysk aspekt af sagen. I Tyskland kan man nemlig ikke bestille en flybillet uden at angive, om man er dr. eller bare hr. eller fru – i passet, på dørklokken og i brevhovedet er den akademiske titel ligeledes altid angivet. En doktortitel er dannelsesborgerskabets adelsmærke og kan som sådan være yderst gavnlig i forhold til både højere agtelse og højere løn – og ikke mindst i forhold til troværdighed og antallet af stemmer, hvis man er politiker.

“Derfor erhverver mange – ikke mindst i politikerstanden – sig en doktortitel af prestigeårsager og ikke i videnskabens ærinde. Hvis det ikke foregår på hæderlig vis, er det direkte samfundsundergravende”, mener Debora Weber-Wulff.

At doktortitlen i sig selv har lidt under den megen negative omtale, oplevede hun for nylig, da hun var ved optikeren.

“Ekspedienten så, at der stod dr. foran mit navn. I spøg spurgte han med det samme, om jeg stadig havde min titel – “i disse tider ved man jo aldrig”. Den slags jokes florerer mere og mere og er nok et tegn på, at titlen ikke mere har så høj agtelse. Forhåbentlig går det ikke samme vej med vores videnskabsidealer og universitetet som institution. Det ligger i universiteternes egen magt at styre den udvikling”.

Dokumentation, ikke kamp
Svaret er næsten lige så forudsigeligt som spørgsmålet: Hvorfor bruger en it-professor så stor en del af sit liv på at jage akademiske snydepelse, hun ikke kender og aldrig vil komme til kende?

Drivkraften er forargelse, lyder svaret. Forargelse over, hvor meget snyd og plagiering der stiltiende tillades i den akademiske verden.

“Jeg arbejder for det meste med det i min fritid”, siger Debora Weber-Wulff og bryder ud i et afvæbnende grin, da begrebet “manisk” bliver nævnt.

“Der findes mennesker, der manisk må se hver eneste fodboldkamp, der bliver vist i fjernsynet. Jeg sammenligner videnskabelige afhandlinger. Jeg er på chatten næsten hver aften, men det er forskelligt, hvor produktiv jeg er. Nogle dage henter jeg måske kun en bog fra biblioteket, men der går sjældent en dag, hvor jeg ikke er på”.

Alligevel ser Weber-Wulff ikke sig selv som jæger og andre som sit bytte – og hun ser slet ikke sin hobby som en kamp:

“Jeg fører ikke en kamp mod eller for nogen – jeg dokumenterer og informerer. Og undres til stadighed over, hvorfor plagiatorerne ikke bare laver deres egen forskning. Det er meget sjovere end at skrive andres gamle pointer af”.

De sidste års mest kendte tyske plagiatsager

Karl-Theodor Freiherr von und zu Guttenberg
Som først økonomi- og siden forsvarsminister var Guttenberg i perioden 2009-2011 en af Angela Merkels stærkeste ministre: ung, smuk, selvsikker og usædvanligt populær i den tyske befolkning. I februar 2011 frakendtes Guttenberg sin doktortitel fra 2007 ved det økonomiske og juridiske fakultet ved Universität Bayreuth på grund af omfattende plagiater og lange parafraser uden kildehenvisninger. Den akademiske offentlighed satte ikke større spørgsmålstegn ved afgørelsen. Efter sit fald som minister drog flere tyske medier paralleller til løgnebaronen von Münchhausen, og der udkom endda en satirisk spillefilm om superministeren Guttenberg, der i dag arbejder som rådgiver i EU-Kommissionen.
Læs mere

Anette Schavan
Schavan var i årene 2005-2013 tysk uddannelses- og forskningsminister, bl.a. med en disputats i pædagogik fra Universität Düsseldorf i bagagen. Hun mistede i februar 2013 sin doktortitel, da hendes afhandling fra 1980 vurderedes at indeholde en “gennemgående vildledende hensigt” i forhold til citation og videnskabelig redelighed. Anette Schavan benægtede denne hensigt, som ligeledes er omdiskuteret i tyske universitetsmiljøer og i den tyske offentlighed. Ikke desto mindre måtte Anette Schavan afgive sin ministerpost, hvorefter hun ankede frakendelsen – indtil videre uden afgørelse.
Læs mere

Frank-Walter Steinmeier
Som formand for socialdemokraterne i den tyske forbundsdag blev Steinmeier i september 2013 anklaget for plagiater i sin doktordisputats fra 1991. Økonomiprofessor Uwe Kamenz havde i magasinet Focus – på baggrund af selvudviklet software – hævdet, at store dele af den tyske oppositionsleders arbejde indeholdt utallige plagiater og intenderet vildledende citatfejl. Det viste sig senere, at Kamenz ikke bare havde modtaget penge fra forlaget bag Focus til at bedrive plagiatjagt – folkene bag VroniPlag Wiki kritiserede samtidig Kamenz voldsomt for at gå ud i offentligheden med konklusioner udelukkende baseret på computerbaseret tekstsammenligning. Kommissionen, der frem til starten af november undersøgte Steinmeiers arbejde, konkluderede, at det indeholder “visse håndværksmæssige svagheder i sin citatpraksis”, men afviste blankt en frakendelse af Steinmeiers doktortitel.