21.03.2014
Artikel

Den hemmelige offentlige sektor

Et stort antal DM-medlemmer holder insiderviden om kritiske forhold på offentlige arbejdspladser tilbage. Kommission skal granske ytringsfrihedens betingelser i den offentlige sektor.

Af Thomas Bøttcher

Magisterbladets ytringsfrihedsundersøgelse viser, at 35,7 pct. af DM’s medlemmer på en offentlig arbejdsplads kender til kritiske forhold på deres arbejdsplads, som offentligheden burde have kenskab til. Det er imidlertid kun 1 ud af 8, der offentligt har ytret sig om disse forhold. DM-medlemmer frygter nemlig konsekvensen, hvis de træder frem.

Jurist og lektor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet, Pernille Boye Koch, finder tallene bekymrende.

“Vi har nogle regler, der sikrer offentligt ansatte en vidtstrakt ytringsfrihed, og ræsonnementet bag reglerne er, at det er vigtigt at få de ansattes viden i spil. Når vi så samtidig kan se, at vi nok har beskyttelsen, men at den reelt ikke fungerer, fordi folk ikke i særlig udstrakt grad bruger den, så har vi et problem”, siger hun.

Spørgsmålet er, hvad politikerne skal gøre. I 2006 konkluderede en kommission under ledelse af højesteretsdommer Jens Peter Christensen, at den nuværende jura på området sådan set er meget klar, men at kulturen på arbejdspladserne snarere er problemet. Når medarbejdere undlader at ytre sig, kan det meget vel skyldes frygt for negative ledelsesreaktioner, og 50 pct. af de DM-medlemmer, der har afholdt sig fra at ytre deres kritik offentligt, angiver da også frygt for repressalier som årsag.

Nu er en ny kommission så nedsat, og igen skal der leveres svar på problemstillingen. I den forrige udredning var kommissionen delt, bl.a. i spørgsmålet om der var brug for mere lovgivning.

“Der var enighed om, at en lovfæstelse ville have en symbolsk karakter. Men så var spørgsmålet, om den symbolske karakter var vigtig nok til at lovgive. For skal man lovgive af symbolske grunde? Det kan man have forskellige opfattelser af. Det andet er, at det lovteknisk er lidt underligt. Men det kan jo være, der er kommet nye synspunkter, og man kan i princippet med lige god ret mene det ene som det andet”, siger Jens Peter Christensen.

Det var kun Danske Medier og Dansk Journalistforbund (DJ), der dengang bakkede op om lovgivning under henvisning til den mulige stimulerende effekt.

Et andet mindretal bestående af LO og FTF og DJ, men ikke AC, foreslog desuden en udvidet ansættelsesretslig beskyttelse ved eksempelvis et forhøjet godtgørelsesniveau, eller ved at arbejdsgiveren kan pålægges bevisbyrden i tilfælde af en retslig tvist.

Såkaldt omvendt bevisbyrde var også en del af pakken til beskyttelse af offentligt ansattes ytringsfrihed, som de daværende oppositionspartier, Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten, stillede som forslag i 2010. De fire partier ville oprette et uafhængigt nævn, der skulle beskytte ansatte, der ville ytre sig, og samtidig stå bag den ansatte, hvis vedkommende valgte at gå til medierne. Skulle den pågældende medarbejder efterfølgende opleve sanktioner fra arbejdsgiveren, kunne den omvendte bevisbyrde komme på tale.

Enhedslisten har efter regeringsskiftet genfremsat forslaget, men før den tager stilling, ønsker regeringen at afvente den nye kommissions redegørelse, hvor også spørgsmålet om et uafhængigt nævn skal belyses.

Noget skal ske
Meget taler for, at den nye kommission denne gang vil levere forslag til konkrete tiltag, som rækker ud over forbedret vejledning, hvilket med Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed fra september 2006 var resultatet af den forrige kommission.

Som Pernille Boye Koch siger: “Problemet er, at der bliver ved med at opstå sager, hvor det står klart, at arbejdsgiverne ikke praktiserer eller formidler reglerne til medarbejderne. Det, jeg står og banker ind i hovedet på førsteårsstuderende, som jeg synes er basalt og ret klart, det kan man åbenbart ikke finde ud af at praktisere i den offentlige forvaltning”.

Selvom antallet af sager, der havner hos Folketingets Ombudsmand, ikke er overvældende, lyder det også herfra, at vejledningen og praksis ikke har løst alle spørgsmål og problemer i relation til offentligt ansattes ytringsfrihed.

En vigtig del af udvalgets arbejde bliver at se på whistle­blowerordninger, som der indtil videre findes relativt få af i den offentlige forvaltning. Men sagerne med de tidligere efterretningsofficerer Frank Grevil og Anders Kærgaard har ført til debat om, hvorvidt beskyttelsen af whistlebloweres er tilstrækkelig. Sidstnævnte, der lækkede videooptagelser af irakiske sikkerhedsstyrkers overgreb på civile med danske soldater som passive vidner, blev dømt for at forhindre efterforskningen af sagen, da han nægtede at videregive oplysninger om, hvem der havde givet ham videooptagelserne.

Ifølge Pernille Boye Koch kan der være god grund til at se nærmere på whistle­blowerordninger.

“Ved siden af efterretningssagerne har der på det seneste været en del sager i ministerier og i centraladministrationen, og der bliver jo nedsat den ene undersøgelseskommission efter den anden. Man kan godt forestille sig, at en whistle­blowerordning kunne gøre en forskel i sådanne sager”.

Flere kommuner har i dag whistleblowerordninger af varierende karakter, men der er ikke stor kommunal opbakning til at indføre flere ordninger. I en undersøgelse blandt 60 af de 98 kommuner, heriblandt de fem største, sagde tre ud af fire kommuner i 2012 nej til at indføre anonyme sladreordninger. En af dem var Høje-Taastrup:

“Der er allerede en række muligheder for at gøre opmærksom på det, hvis man har kendskab til ulovlige forhold eller misbrug af kommunale midler. Derfor har vi ikke brug for en whistle­blowerordning”, sagde ­Høje-Taastrups personalechef, Hanne Borchersen, til avisen.dk

Kendte whistleblowere sætter dagsordenen
Som Magisterbladets undersøgelse viser, er det i langt de fleste tilfælde ikke forhold af strafferetslig karakter, men derimod sager om dårlig ledelse, nedskæringer, der påvirker kvaliteten af arbejdet, eller dårligt arbejdsmiljø, som DM-medlemmer ikke går til offentligheden med.

Det står i kontrast til mediernes behandling af whistle­blowing, hvor det i høj grad er dramatiske sager om alvorlige ulovligheder, der får fokus. Og derved bliver diskussionen også let ensidig, påpeger Pernille Boye Koch.

“Tag et kendt eksempel. Hans Bøgevang Riis var jurist i Arbejdsskadestyrelsen og skrev i efteråret en kronik om gruopvækkende arbejdsforhold i styrelsen, om afgørelser, der ikke blev behandlet ordentligt og var fyldt med fejl og tilfældigheder, fordi ledelsen havde skabt en “uetisk kultur”, hvor fokus kun var på måltal. Det udløste et krav om en redegørelse og ombudsmandens indgriben, men Hans Bøgevang Riis valgte selv at sige op, inden kronikken blev trykt, fordi han godt vidste, at han ikke kunne overleve på sin arbejdsplads, hvis han udtalte kritikken offentligt. Men ræsonnementet bag beskyttelsen af de offentligt ansattes ytringsfrihed er jo, at vi skal have en kvalificeret debat om forholdene i den offentlige sektor, og hvis det skal ske, så er det vigtigt, at de ansatte ikke holder sig tilbage med at deltage og ikke behøver at sige op for at ytre sig”, siger hun. Derfor kan det ifølge Pernille Boye Koch også blive nødvendigt at iværksætte flere tiltag.

“En egentlig whistle­blowerinstans for de seriøse sager om ulovligheder og uetiske forhold kan være ét redskab. Et rådgivende nævn kan være et andet redskab, ligesom man kan forestille sig bløde ting, som fx at arbejdspladserne en gang om året redegør for, hvad de aktivt gør for at opmuntre ansatte til at komme på banen, hvis de har kritik eller gerne vil på banen med problematiske forhold”.

I modsætning til andre nordiske lande har Danmark ingen særlig lovgivning, den beskytter whistleblowere mod fyring eller andre sanktioner fra arbejdsgiveren.

Nyeste sager behandlet af ombudsmanden

2014:
Udtalelse fra ny PET-chef
Ombudsmanden har bedt den nye chef for Politiets Efterretningstjeneste om at uddybe en udtalelse i et interview med DR, hvor denne giver udtryk for, at det er uacceptabelt at gå til pressen med forhold, der skal løses internt.
“Jeg har stor forståelse for, at den nye PET-chef står over for en vigtig opgave i sin organisation. Men løsningerne skal naturligvis findes inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed”, lyder ombudsmandens begrundelse for, at han har bedt PET-chefen om at uddybe sine udtalelser.

2012:
Tøjhusmuseet
En medarbejder på Tøjhusmuseet skrev et debatindlæg i Politiken, hvor hun kritiserede, at danske museer fokuserer for meget på oplevelser frem for på forskning. Det fik den daværende ledelse til at indkalde medarbejderen til en samtale om hendes loyalitet. Men den fremgangsmåde var ikke i overensstemmelse med principperne om offentligt ansattes ytringsfrihed, konkluderede Folketingets Ombudsmand.

2012:
Koldau-sagen
I den såkaldte Koldau-sag blev der indgået forlig mellem musikprofessor Linda Koldau og Aarhus Universitet. Derfor standsede ombudsmanden sin undersøgelse af sagen, hvor Linda Koldau fik en advarsel, få dage efter at hun offentligt havde kritiseret det faglige niveau på musikvidenskab.

2010:
Odder-sagen
Af en artikel i folkeskolen.dk fremgik det, at Odder Kommune havde skrevet til lederne i kommunen, at de ikke måtte udtale sig imod planlagte besparelser i kommunen, også når de udtalte sig som privatpersoner. Men det er netop, når en offentligt ansat udtaler sig som privatperson, at den ansatte er beskyttet af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det gælder også ansatte med ledelsesansvar, når de ikke som fx kommunaldirektøren er centralt placeret tæt på beslutningsprocessen.