21.03.2014
Artikel

Serviceeftersyn af ytringsfriheden

Af Ingrid Stage

LEDER

Regeringen besluttede i efteråret 2013 at nedsætte et udvalg, der skal kortlægge problemer omkring offentligt ansattes ytringsfrihed og et eventuelt behov for whistleblowerordninger. Jeg har fået en plads i udvalget som Akademikernes repræsentant og ser frem til, at arbejdet går i gang. For som Magisterbladets artikler så tydeligt viser, oplever vores medlemmer barrierer for ytringsfriheden og mulighederne for at komme ud med deres viden om kritisable forhold på arbejdspladsen. For mig er undersøgelsen et temmelig skræmmende vidnesbyrd om, at store dele af vores offentlige institutioner er i krise, og at medarbejderne er pressede i en grad, der kalder på handling. Ikke handling i form af nye regler og detailreguleringer fra oven. Tværtimod. Men et signal om, at medarbejdernes egen dømmekraft skal have større vægt, og at der skal lyttes til de kritiske røster.

Om tilbageholdenhed med at ytre sig skyldes en reel trussel om sanktioner eller er udtryk for selvcensur og manglende viden blandt ledere og medarbejdere om de rettigheder, som grundlov og forvaltningslov rent faktisk giver, kan ikke afgøres, men at der er behov for en kulturændring, en ny samarbejdskultur og måske også nye lovinitiativer, kan der ikke herske tvivl om. Vi kan ikke præcis pege på baggrunden for de triste statistikker om stadig dårligere arbejdsmiljø og udbredt mistrivsel blandt offentligt ansatte. Der er ganske givet tale om en kompleks problemstilling, hvor flere tendenser i et moderne arbejdsliv spiller sammen. Men jeg tør godt påstå, at nedskæringer og et styringsregime med fokus på kvantitative produktivitetsmål og effektivitetsjag med smarte slogans som “mere for mindre” ganske givet er en del af forklaringen.

Og meget tyder på, at der er behov for bedre ledelse, som i højere grad sætter medarbejdernes faglighed fri og giver mulighed for at gøre sig fri af de regler, der ikke giver mening. New Public Management har hærget den offentlige sektor i det seneste årti, og der er behov for en ny samarbejds- og tillidskultur. Og så er den offentlige sektor blevet talt ned og skåret ned mange steder. Ressourcerne er ikke øget i samme takt som opgaverne og de politiske bestillinger og detaljerede proceskrav. Og ofte er ressourcerne gået til nye dokumentationskrav og registreringer af processer i stedet for det, som medarbejderne ser som deres kerneopgave og grunden til, at de har valgt jobbet. Hvis man ikke får mulighed for at anvende sin tid til det, man har faglig viden om og anser for vigtigst i forhold til kerneopgaven, så forsvinder arbejdsglæden. Og hvis man samtidig oplever, at man ikke kan komme igennem med sin faglige kritik, har vi opskriften på decideret mistrivsel og stress.

Andre faggrupper oplever samme frustrationer. De har ofte tilbøjelighed til at skyde skylden på de mange akademikere, der bliver ansat, især i kommunerne. De kaster sig undertiden ud i en sand “akademikerbashing” og gør spørgsmålet til en kamp mellem varme hænder og kolde hjerner. Ud over at det er en fjollet og misvisende kliché, svarer det til “for smed at rette bager”. Akademikerne, både specialister og generalister, både på kontor og i mark, yder uvurderlige bidrag til udviklingen af den offentlige sektor. Men også de mistrives, hvis deres kvalifikationer spildes på unyttigt tælleri. Og deres kritik skal frem i lyset. Er loven ikke tydelig nok eller præcis nok med hensyn til ytringsfriheden, må den justeres. Det skal udvalget komme med bud på.