01.03.2014
Artikel

Luft under drømmene

Rune Balle blev først uddannet bådebygger, så pilot og endelig antropolog. Han er prototypen på iværksætteren, der drømmer om at gøre det umulige muligt. Senest har han stiftet Samsø Seaplanes, fået 22 myndighedstilladelser og er nu klar til at blive den første i Danmark, der fragter passagerer i vandflyvere.

Af Vivian Voldgaard

Man behøver ikke være antropolog for at bo på Samsø. Men det hjælper. Det ved Rune Balle, for han har erfaring med begge dele.

Efter 10 år som øboer han har vænnet sig til altid at indtage en antropologisk position, før han hidser sig op, slår ud med armene og mister tålmodigheden. For logikker på en ø er ikke altid logiske for udefrakommende, fastslår han. Og så hjælper det at være i stand til at betragte tingene fra et lidt mere teoretisk perspektiv.

“Jeg kender Samsø, fordi jeg allerede i 1982 var her på efterskole. Det var her, min drøm om at bygge skibe og sejle jorden rundt som Kløvedal og Wedersø opstod, og i dag er mit seaplane-projekt bundet til den her ø. Jeg har et svagt punkt for Samsø, men der er nok også en grad af fandenivoldskhed i det, for man snakker og snakker om alt det, der kan lade sig gøre på øen, men myndighederne gør det svært at være iværksætter og skabe vækst her, og det vil jeg udfordre”, siger han.

Rune Balle holder varmen ved brændeovnen, der er den primære varmeforsyning i hovedbygningen på Samsø International Airport. Det er den, han har døbt Terminal 1. Lufthavnen råder også over både Terminal 2, Gate 1 og 2 samt en biograf og en café. Og ja, det lyder større, end det er.

“Nogle gange gælder det om at tænke stort”, siger han grinende.

Samsø forever – måske
Samsø Flyveplads er Rune Balles domæne. For godt 10 år siden hørte han om nogle gutter, der havde været på rundflyvning på Samsø, og som pilot var han træt af at bo på Østerbro. Han kontaktede derfor Samsø Kommune for at høre, hvordan han kunne komme til at flyve turister rundt over den lille Kattegatø. Efter et par dage ankom en kuvert med stort set alle de papirer, som kommunen lå inde med omkring lufthavnen. Siden 1999 havde de kæmpet for at få en miljøgodkendelse, men arbejdet var gået i stå, og der var brug for nytænkning. Den antropologuddannede pilot tog udfordringen op, foreslog et no fly-område over dele af Samsø samt en udvidelse af banen, og det fulgte de kommunale embedsmænd op med et simpelt spørgsmål: “Kunne du tænke dig at drive flyvepladsen?”.

Rune Balle tog til Samsø for at mødes med embedsmændene, og de var klar på en aftale: Hvis han kunne nøjes med landingsafgifterne, overskuddet fra cafédriften og det, der svarer til en underbetalt halvtidsstilling, så var flyvepladsen hans.

Den foretagsomme pilot sendte et udkast til en kontrakt, og efter få dage havde kommunen skrevet under på, at han står for driften på ubestemt tid, ikke kan siges op og i øvrigt kan købe flyvepladen til den værdi, den havde, da kontrakten blev indgået.

Alt er godkendt
Rune Balle ankom til Samsø med masser af ambitioner for den lille lufthavn. Sit firma kaldte han Samsø Air Service, som nogen drillende har omdøbt til Lille SAS. Drømmene krævede den omstridte miljøgodkendelse, men den lod vente på sig – faktisk er den stadig ikke behandlet færdig fra myndighedernes side. Foreløbig har den været 15 år undervejs. Så ventetiden fik ham til at udtænke idéen om Samsø Seaplanes. Han ville være den første i Danmark til at flyve kommerciel vandflyvning. Planen var, at der skulle flyves i rutefart mellem Aarhus, København og Samsø, men investorerne bed negle, og det hjalp ikke, at finanskrisen trak ud. Derfor er planen nu, at det skal være taxaflyvninger – primært for erhvervsfolk.

“Det er jo velkendt, at det er svært at skaffe penge til nye projekter, og det koster rigtig mange millioner at etablere ruteflyvning. Til næste år kommer en ny flytype, der kan tage otte personer, og som samtidig er meget billigere. Vi kan faktisk få fire af de nye fly til samme pris som et af de gamle. Så derfor er det mere realistisk at satse på taxaflyvningen og så lade det hele vokse sig større derfra”, siger han.

Det skal nok blive til noget, er han overbevist om. For myndighederne har taget overordentlig positivt og seriøst imod den idé. I dag har 22 høringsparter givet grønt lys og dermed de miljøgodkendelser, der er påkrævet. Det betyder, at han må lande og lette på de to nu godkendte søflyvepladser i Aarhus og København og derudover lejlighedsvist må lande og starte alle steder i Danmark, hvor der er saltvand.

“På den ene side er det helt vanvittigt, at det kræver så meget administrativt arbejde at iværksætte en ny idé. På den anden side er det selvfølgelig godt at bo i et land, hvor man gør tingene ordentligt”, siger han.

Forhandlingerne med investorerne er stadig i gang, og Rune Balle tør ikke skyde på, hvornår det store gennembrud kommer. Men han tror så meget på idéen, at det kun kræver en enkelt opringning at reservere det fly, der skal stå Samsø Seaplanes på.

Redaktør og rejseguide
Flycertifikatet til vandflyvningen har Rune Balle taget i Canada, men selve idéen har han hentet i New Zealand. For der – på den anden side af jordkloden – har han endnu et ben i sit iværksætterliv.

“Jeg har altid været fascineret af New Zealand, så da jeg skrev mit antropologispeciale, skrev jeg om, hvordan maorierne bruger deres kunst til at formidle maorikulten og også bruger kunsten politisk. Det er klart, at det ikke var et emne, jeg på nogen måde kunne komme til at leve af, men i stedet blev jeg fascineret af den måde, newzealænderne stadig har pionerånd på. Tingene er ikke så omstændelige og bureaukratiske i New Zealand som i Danmark”.

Siden specialetiden har Rune Balle været i New Zealand utallige gange. Det var der, han tog den praktiske del af sin oprindelige pilotuddannelse, og de mange besøg derude har også kvalificeret ham til at være rejseleder. Senest blev han hyret af et dansk rejsebureau, der akut manglede en guide, men ellers planlægger han selv ture derud – blandt andet for flyentusiaster – og fungerer selv som rejseleder.

Nørder med interesse for flyvning er der mange af, og Rune Balle har god kontakt til dem, for en stor del af dem er også abonnenter på magasinet FLYV. Og det ejer han også. Magasinet blev fra 1928 til 2012 udgivet af Kongelig Dansk Aeroklub, og da det lukkede i 2012, blev han spurgt, om han havde mod på at genoplive det. Så i dag kan han også kalde sig udgiver og redaktør.

“Da jeg overtog det, sagde skeptikere, at jeg skulle være heldig, hvis jeg kunne komme op på 500 abonnenter. Nu er vi snart på 1.000, og når vi kommer på 1.500, begynder jeg også at få løn, og der skal vi nok komme op. Jeg elsker at skrive og fotografere, og der er jo nogle, der siger, at antropologi er journalistik i slowmotion, så det kan være, det er derfor, jeg også føler mig tilpas i den her rolle”, siger han.

Et rigtigt arbejdsliv
Set udefra kan Rune Balle godt forstå, at mange synes, det er et mærkeligt patchworktæppe af et arbejdsliv, han har: Lille SAS – Samsø Air Service, Samsø Seaplanes, FLYV, rejseleder – og i dag også timelærer i blandt andet flyvning på sin gamle efterskole.

“Min kone driller mig af og til med mine mange job og siger: Du kunne også bare blive klippet og få et ordentligt arbejde. Men jeg har jo aktivt valgt, at det her for mig faktisk er et ordentligt arbejde. Jeg kombinerer de ting, jeg er god til: I alt, hvad jeg foretager mig, bruger jeg både min praktiske håndværkerbaggrund og min pilotuddannelse, mens min antropologiske viden er enorm anvendelig, når jeg analyserer de sammenhænge, jeg havner i – uanset om jeg sidder og forhandler med hardcore erhvervsfolk eller miljømyndigheder eller er på arbejde som rejseleder i New Zealand”.

Økonomisk er det ikke altid en godbid at være selvstændig med base på Samsø. Der kan være langt mellem de opgaver, der giver et reelt overskud, men det får ikke Rune Balle til at ændre strategi:

“Hvis livet handlede om penge for mig, så sad jeg jo som pilot i et luftfartsselskab. Men jeg ved, at jeg ville komme til at kede mig, for penge alene er ikke en drivkraft for mig. Min kone, vores datter og jeg kan lide at være på Samsø. Jeg har selv tegnet og bygget vores hus, og vi bor med havudsigt og betaler 0,86 procent i rente. Det er billigere end et kollegieværelse i København. Hvis jeg ville være karriereakademiker, så traf jeg nogle andre valg, men jeg har ikke lyst til det liv. Jeg er selvstændig og iværksætter, og hvis jeg kan betale mine regninger og få mad hver dag, så er jeg faktisk tilfreds”.