Det er ikke loven, den er gal med. Det er sagsbehandlingen, der ikke passer til et moderne, fleksibelt arbejdsmarked. Det mener Tilo Krause, der har fået dom for at arbejde uden tilladelse i Grønland.
21.03.2014
Artikel

Dømt for at overtræde udlændingeloven

Politianmeldt, anklaget, dømt – og en plet på kriminalregistret de næste 10 år. Sådan endte tre et halvt års langt retsligt opgør mellem udlændingestyrelsen og Grønlands retsvæsen på den ene side og en tysk historiker på den anden. Tilo Krause mener, han er blevet kriminaliseret, fordi myndighedernes sagsbehandling trak ud i månedsvis.

Af Pernille Siegumfeldt

Den tykke mappe er sirligt organiseret med brevkorrespondancer og retsudskrifter, der kronologisk beskriver den sag, som har forfulgt Tilo Krause, siden han første gang rejste til Grønland i sommeren 2006.

Forurettelsen står præget i ansigtet på den 34-årige tysker, da han rigtigt får hul på sin historie. For selv om han har boet i Danmark siden 2003, mener han, at Ordnung muss sein. Og denne her sag er så langt fra i orden, pointerer han.

“En dom for at have overtrådt udlændingeloven og en anmærkning i kriminalregistret de næste 10 år. Det er, hvad jeg fik ud af at forsøge at gå den lovlydige vej. Det er ret bizart. Og en høj pris at betale, fordi en offentlig myndighed åbenbart har ret til at bruge måneder på at behandle en forholdsvis enkel ansøgning. Det er ikke loven, den er gal med, det er den bureaukratiske og langtrukne administration af loven, der er helt ude i hampen. Det sender et meget uheldigt signal til potentielle arbejdssøgende, der vil til Grønland fra resten af EU. Pas på, siger jeg bare”.

Mellem to stole
Tilo Krauses opgør med Udlændingestyrelsen begyndte, da den unge tysker, mens han endnu studerede historie på RUC, fik bevilget et praktikophold i Grønland. På det lille lokalmuseum i byen Narsaq skulle han arbejde med arkiveringsopgaver og oversættelser til engelsk og tysk.

Mens han var i Grønland, fik han kontakt med et turistfirma, der sejler med krydstogtskibe ved indlandsisens udmunding ud for byen Illulissat og langs Grønlands vestkyst. Firmaet havde brug for en guide, der kunne flydende tysk og engelsk. Sæsonen er kort, så han skulle starte med det samme.

Er der lokal arbejdskraft, der opfylder arbejdsgivers krav, står de først i køen til job, lyder de grønlandske regler. Men krydstogtoperatøren kunne ikke finde nogen, der talte tysk.

Tilo Krauses sag faldt ned mellem stolene hos tre myndigheder, da han, der er tysk statsborger, søgte om arbejdstilladelse, først for sit praktikophold og siden for sin ansættelse i turistfirmaet.

“Før jeg rejste, forhørte jeg mig hos Statsamtet. Derfra blev jeg henvist til Udlændingestyrelsen, der sendte mig videre til Udenrigsministeriet. De sendte mig tilbage til Udlændingestyrelsen igen. Dengang fandtes der ikke engang formularer for EU-borgere, der søgte om arbejdstilladelse i Grønland. Det virkede ikke, som om det var noget, de havde prøvet før”, forklarer Tilo Krause.

Henvendelse i oktober
Den lange sagsbehandling, der dernæst fulgte, bekræfter ham i, at hans forespørgsel endte med at flytte lidt planløst rundt fra den ene sagsbehandler til den anden. Det, synes han, er besynderligt.

“Jeg er næppe den første EU-borger uden for Norden, der oplever, at der opstår en spændende jobmulighed, når man er i Grønland og får kontakt med nogle mennesker. “Kan du starte i morgen?”, blev jeg spurgt. Sådan er det sæsonprægede arbejdsmarked, især når sæsonen er så kort som den i Grønland. Det var en mulighed, jeg ikke havde en chance for at kende på forhånd. Så snart jeg fik en ansættelseskontrakt, skyndte jeg mig at sende den per fax til Udlændingestyrelsen sammen med en aktualiseret ansøgning om arbejdstilladelse. Jeg vil jo gerne have, at der er orden i butikken. Men da der var gået fem uger, fik jeg den besked tilbage, at jeg ikke havde ret til at arbejde, så længe min sag blev behandlet. Samtidig skrev de ganske vist, at de bestræbte sig på at træffe en afgørelse, inden der var gået 60 dage. Men fra min ansættelseskontrakt, som jeg jo havde medsendt, og fra arbejdets sæsonprægede karakter måtte de kunne se, at det kunne hverken jeg eller arbejdsgiveren vente på. Ingen i Udlændingestyrelsen så ud til konkret at have forholdt sig til min henvendelse. Det var en ren formel skrivelse, de havde sendt mig. 23. oktober, to måneder efter at jeg var fratrådt og rejst hjem, fik min arbejdsgiver pudsigt nok en henvendelse om, hvorvidt min ansættelse stadig var aktuel. På det tidspunkt var turistsæsonen for længst overstået i Ilulissat”, fortæller Tilo Krause.

Hans sag fra 2006 løb ud i sandet. Men i 2007 gentog samme misere sig. Tilo Krause blev tilbudt arbejde som guide for danske og internationale turister i Sisimiut i seks uger i højsæsonen. Så snart der lå en aftale, sendte han en ansøgning om arbejdstilladelse af sted. Samme standardsvar tilbage. Tilo Krause passede sit job, selvom den formelle tilladelse ikke var i hus.

“Åbenbart var der ingen, hverken i Grønland eller i Danmark, der seriøst interesserede sig for, om jeg havde en arbejdstilladelse eller ej”, vurderede Tilo Krause.

Ren Kafka
Året efter blev Tilo Krause tilknyttet en forskergruppe under Nationalmuset og deltog i en arkæologisk kortlægning af tyske og allierede vejrstationer fra 2. verdenskrig på Grønlands østkyst. Denne gang var arbejdstilladelse ikke noget problem, da arbejdsgiveren var dansk.

Men i 2009 fik han igen kontrakt med Ilulissat som guide for krydstogtgæster.

“Som i de forrige sæsoner afleverede jeg en ansøgning til udlændingestyrelsen, denne gang endda personligt, en uge før jeg skulle tiltræde 1. maj. I modsætning til de forrige gange blev min sag denne gang færdigbehandlet. I december, to måneder efter min kontrakts udløb, fik jeg et afslag fra udlændingeservice. Et afslag begrundet i, at min ansættelse i Illulissat nu ikke længere var aktuel. Det var helt Kafkask, og jeg måtte læse brevet flere gange for at tro mine egne øjne”, siger Tilo Krause.

Denne gang blev han politianmeldt, fordi han havde arbejdet uden tilladelse. Men hvad der gør sagen endnu mere absurd, mener han, er, at han i virkeligheden – dog godt nok flere måneder inde i sit ansættelsesforhold – havde fået grønt lys fra Grønlands Selvstyre. De accepterede hans ansættelse i Grønland.

“Den prop i sagsbehandlingen, som jeg har oplevet de andre år, opstår, fordi Udlændingestyrelsen, når de får en henvendelse fra mig, skal sende forespørgslen videre til Grønlands Selvstyre. Selvstyret er imidlertid så overbebyrdet, at der først bliver svaret med stor forsinkelse. Denne gang får jeg imidlertid et klokkeklart ja”, forklarer Tilo Krause.

Sagen kunne være sluttet med lykkelig eller i det mindste uforrettet udgang her. Men 7. december 2009 modtager han igen et brev fra udlændingestyrelsen.

“Det er et afslag på min arbejdstilladelse. Et afslag givet på trods af, at jeg har kunnet fremvise en underskrevet ansættelseskontrakt. På trods af, at min ansøgning er afleveret, inden jeg tiltrådte, og på trods af, at det grønlandske Selvstyre har accepteret, at der var brug for en ikke-grønlænder med mine tyskkundskaber. Den eneste reelle begrundelse for afslaget lyder, at ansættelsesperioden er afsluttet. Det betyder med andre ord, at myndighederne tilsyneladende bare kan vente, til grundlaget for en ansøgning er bortfaldet, og dernæst give afslag begrundet i deres egen langstrakte sagsbehandlingstid. Det er da en problematisk sagsbehandlingsetik. Men ud over det så fatter jeg slet ikke, at Udlændingestyrelsen kan gå imod den anbefaling, Grønland selv er kommet med”, tordner Tilo Krause.

“Skide dårligt behandlet”
Lige før jul sidste år stiller den nu 34-årige cand.mag. i retten i Glostrup og bliver via en skypeforbindelse til Illulissat kendt skyldig i overtrædelse af udlændingeloven. En dom, som kommer til at stå i kriminalregisteret de næste 10 år.

“Hvad skulle jeg da have gjort?, spurgte jeg dommeren. “Du skulle være blevet hjemme», svarede hun. I ramme alvor. Og i Københavns Retshjælp, som jeg fik assistance fra, sagde juristerne til mig: “Du er blevet skide dårligt behandlet, men faktum er, at du kørte over for rødt i det øjeblik, du tiltrådte en stilling”.

På hans nuværende arbejdsplads, en sprogskole for indvandrere i Nykøbing Falster, kalder kollegerne ham drillende for Egon Olsen, fordi han nu har fået en dom.

Og selv om han godt selv kan se det morsomme i det, er den tykke sirlige sagsmappe et håndgribeligt bevis på, hvor meget tid og energi, sagen har kostet ham. Og udfaldet piner ham, indrømmer han.

“Det kan godt være, at min sag er en enlig svale, og at andre oplever en sagsbehandling, der går glat. Men den rejser nogle spørgsmål, som jeg mener, at både Grønland og potentielle jobansøgere fra EU må være interesserede i at få svar på, før de overvejer at lede efter arbejde på de kanter. Og selv om jeg i dag kan grine lidt skævt af det hele, så er jeg ærgerlig over, hvordan det er endt, fordi min intention var den stik modsatte: at følge reglerne til punkt og prikke og holde mig på dydens smalle sti”.