Gunver Lystbæk Vestergaard, erhvervsPhD-studerende “Da journalister bliver opfattet som videnskabelige analfabeter, har man i stedet styrket universiteternes kommunikationsafdelinger for at få korrekt viden kanaliseret videre til borgerne. Den slutning er helt forkert, og det bøder vi for i dag, hvor den videnskabskritiske journalistik lider”.
21.03.2014
Artikel

Seriøs videnskabsjourna­listik i krise

Aldrig før er der blevet skrevet så flittigt om videnskab i danske aviser. Og aldrig før er området blevet dækket så ukritisk, som det bliver nu. Mængderne af frit tilgængeligt stof på nettet får en stor del af skylden for miseren, viser en kommende ph.d.-afhandling. Andre peger på, at mediernes nedskæringer og universiteternes voluminøse kommunikationsafdelinger har gjort en skidt situation værre.

Af Pernille Siegumfeldt

Den gode nyhed er, at de trykte medier og deres onlineudgaver har oprustet dækningen af videnskaben massivt.

Ud af sammenlagt 11.437 artikler i aviserne og 6.136 på nettet i uge 46 i 2012 var tre-fem procent videnskabsnyheder. Tabloidaviserne, der slet ikke rørte ved stoffet for 10-15 år siden, er også godt med. “Kaffe gør dig dum”, “Blåbær helbreder kræft” og “Chancer for liv på ny planet” er helt nye typer af kioskbaskere med rod i videnskabens verden.

Den dårlige nyhed er, at kvaliteten af det, der bliver bragt, er dalende.

Hele 91 procent af videnskabsnyhederne videreformidles fuldstændigt ukritisk og uden at anfægte eller afprøve de videnskabelige påstande, der kommer fra forskerne.

I 1999 var tallet knap så højt. Dengang var 85 procent af artiklerne i de landsdækkende aviser ukritiske enkilde-historier.

Tallene er foreløbige, endnu ikke offentliggjorte, delresultater i en ph.d.-afhandling, som Gunver Lystbæk Vestergaard arbejder på. Hun er erhvervsPhD på Experimentarium og tilknyttet Center for Videnskabsstudier ved Aarhus Universitet.

Gunver Lystbæk Vestergaard har sammenholdt dækningen af videnskabsnyheder i danske tabloid- og omnibusaviser og i deres onlineudgaver i uge 46 i henholdsvis 1999 og 2012. Hun har desuden opgjort, hvor nyhederne kan spores tilbage til. Hendes konklusion er klar: Udviklingen for den kritiske og seriøse videnskabsjournalistik i den trykte presse går den gale vej.

“Hvis man bare vil have så meget som muligt, ser det egentlig fint ud. Videnskabsnyheder er der flere af end nogensinde før, og tilgængeligheden er med internettet blevet kraftigt øget. Derfor kan du i dag fx opleve, at formiddagsblade som BT og Ekstra Bladet citerer løs fra seriøse internationale medier”, forklarer Gunver Lystbæk Vester­gaard.

“Problemet er, at så meget stof bare bliver kopieret uden overhovedet at blive tygget igennem, og uden at journalisten har spurgt andre kilder. Selv om der bliver bragt dobbelt så meget videnskabsstof i dag som for 15 år siden, er antallet af journalister med forskning og videnskab som stofområde uændret. De forskningsresultater og den nye viden, der kommer fra universiteterne, tages ukritisk for gode varer”, pointerer Gunver Lystbæk Vestergaard.

Videnskabelige analfabeter
Ni procent af de videnskabsnyheder, som de store aviser og netmedier bragte i uge 46 i 2012, kan spores tilbage til sitet Videnskab.dk.

Den foreløbige optælling viser også, at 10 procent af historierne stammer fra pressemeddelelser, flest fra universiteterne selv. Mens 18 procent i 1999 var citathistorier fra andre medier eller nyhedsbureauer, er det tal i dag steget til 40 procent. Kun en ud af fem historier tager i dag sit udgangspunkt i en videnskabelig artikel. Det er meget færre end i 1999.

Den helt store game changer er internettet, der giver gratis adgang til store mængder af videnskabelige historier, som er lige til at plukke.

“Som samfund har vi oprustet videnskabsformidlingen og syltet den kritiske videnskabsjournalistik. Man har haft fokus på at få fakta rigtige, fordi man har tænkt, at jo mere korrekt videnskabsjournalistik, jo bedre. Da journalister bliver opfattet som videnskabelige analfabeter, har man i stedet styrket universiteternes kommunikationsafdelinger for at få korrekt viden kanaliseret videre til borgerne. Den slutning er helt forkert, og det bøder vi for i dag, hvor den videnskabskritiske journalistik lider”, siger Gunver Lystbæk Vestergaard.

Helge Kragh, professor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet, slutter, at danske medier forsømmer at behandle universiteterne og forskningsformidlingen med samme ekspertise og kritiske tilgang, som når de fx dækker erhvervslivet.

“Journalister er generelt ikke bevidste nok om, at universiteter også er organisationer, der er i intens konkurrence med hinanden og fx kæmper om at høste positiv omtale og hente så store bevillinger hjem som muligt. Og når politikerne lever af de samme oplysninger som alle andre uden for murene, så bliver mange beslutninger vedrørende forskning og videnskab truffet på et yderst fejlfuldt grundlag”, påpeger Helge Kragh.

Uinteressante Einstein
Også når det gælder den klassiske videnskabsformidling, var vilkårene for mediernes dækning bedre i de gode gamle dage, mener Aarhus-professoren.

“Stoffet fik en langt mere seriøs behandling før internettet. En journalist kunne bruge dage på at undersøge en videnskabsnyhed, før nogen forlangte, at der kom en artikel ud af det. Det er også slående, at det i dag er bestemte typer nyheder fra videnskabens verden, der får den største opmærksomhed. Sundheds- og medicinsk videnskab topper. Miljø og klima bliver også dækket massivt. Dernæst får den anvendte videnskab god plads, og det samme gør skandalerne, fx om videnskabelig uredelighed. Det er alt sammen forståeligt nok, men det samlede billede bliver noget unuanceret, når alle grundvidenskabelige begivenheder forbigås i tavshed, og medierne alene koncentrerer sig om ny forskning, der kan give et økonomisk eller samfundsmæssigt afkast. Videnskabsfolk som Einstein eller Kopernikus ville have været uinteressante og chanceløse i nutidens medielandskab”, understreger Helge Kragh.

I det hele taget er den overfladiske videnskabsformidling et udtryk for, at viden som en uafhængig værdi ikke nyder samfundets respekt, mener han.

“Da den tidligere regering lancerede en kulturkanon, var vi nogle, der forsøgte at få en ditto for dansk videnskab, så også Tycho Brahe og Niels Bohr ville få deres plads i samfundet. Det lykkedes som bekendt ikke. I 2013, som var 100-året for Niels Bohrs lancering af sin atomteori, forsøgte jeg sammen med andre i universitetsverdenen at gøre DR interesseret i manden og hans betydelige resultater. Landets største public service-kanal var bedøvende ligeglad”, fortæller Helge Kragh.

Videnskab.dk
Videnskab.dk, som er et offentligt finansieret nyhedsmedie med fokus på videnskabens verden, fandt hurtigt ud af at udfylde et stort hul i fødekæden, da det startede op for seks år siden som special- og netmedie.

Redaktionen skriver journalistiske historier om forskning og videnskab og bestræber sig på, så vidt muligt, at komme bredt rundt om fx et givent forskningsprojekt.

At Videnskab.dk har opnået god gennemslagskraft, skyldes ikke mindst, at medierne er i dyb krise, både i Danmark og i resten af verden. Det mener Vibeke Hjortlund, der er chefredaktør på sitet.

“Der er fyret tusindvis af journalister fra de brede medier, så fagmedarbejdere med dyb viden om deres stofområde – herunder eksempelvis videnskabsjournalister – nærmest er en truet art”, siger hun.

“Interessant nok ser vi, at enkelte medier igen begynder at fokusere på videnskabsstoffet – vel fordi det er populært læsestof. Politiken har fx lige ansat en videnskabsjournalist, og Jyllands-Posten introducerede tillægget Newton i 2011”.

Men hvad enten den står på nedskæringer eller oprustninger, gælder det, at videnskabsstoffet og kilderne på området traditionelt ikke behandles på samme måde som andre stofområder. Medierne er slemme til at give videnskaben en særstatus i den journalistiske dækning, pointerer Videnskab.dk’s chefredaktør.

“Der er en vis andægtighed over for forskerne og forskningsinstitutionerne. Deres formål opfattes som ædelt, og de ophøjes til sandhedsvidner, man ikke behøver forholde sig kritisk overfor. Samtidig bliver videnskabsjournalister ofte selv grebet af begejstring over stoffet, hvilket også kan spænde ben for den kritiske tilgang”, mener Vibeke Hjortlund.

Når Videnskab.dk i dag er kilde til næsten hver 10. videnskabsnyhed i de trykte medier, er det en stor anerkendelse, synes hun.

“Vi er heller ikke altid dygtige nok, for det er vanskeligt at være klædt godt nok på til både at dække kernefysikken, molekylærbiologien og dekonstruktivismen i nyere dansk litteratur. Når vi vinder udbredelse, er det formentlig, både fordi de brede medier mangler fagmedarbejdere, og fordi de ved, at vi som specialmedie kan arbejde lidt grundigere med vores historier – inklusive at grave gode nyheder op og ringe til en ekstra kilde og trykprøve forskernes påstande i vores historier”, vurderer Vibeke Hjortlund.

Egentlig er hun ikke overrasket over, hvor forhutlet tilstanden er for den kritiske videnskabsjournalistik. Men at det står så slemt til, som Gunver Lystbæk Vestergaards analyse afdækker, giver hende alligevel nervøse trækninger:

“Det er begrædeligt, at man i stort omfang har outsourcet sin dækning til kilderne selv, og at informationer fra universiteternes kommunikationsafdelinger så ofte står uimodsagte”.