21.02.2014
Artikel

Hospitalernes karriereveje – eller vildveje

Af Erik Alstrup

KOMMENTAR

Du ser dem undertiden på hospitalernes gange og tror sikkert, at de er læger, klædt i hvidt som de er. Men nej, læger er de nu ikke. De har andre opgaver, nogle som forskere, andre som specialister.

De er fysikere, kemikere, biologer, biofysikere, biokemikere, humanbiologer og molekylærbiologer for blot at nævne de mest almindelige uddannelser. Forskerne beskæftiger sig ofte med at udvide vores forståelse af mekanismerne bag en række sygdomme som fx kræft, immundefekter og arvelige sygdomme, mens specialisterne fx står for udviklingen af diagnostiske metoder, ligesom de tager sig af betjeningen og vedligeholdelsen af det oftest meget avancerede udstyr, der anvendes til sygdomsudredning og patientbehandling. De to grupper er lige så uundværlige som lægerne. Men til forskel fra lægerne er det meget småt med synlige, formelle karriereveje – og de uformelle veje er svært gennemskuelige og ender ofte som vildveje.

Højt specialiserede, men også lidt upåagtede, når det gælder hospitalernes HR-afdelinger. Således lyder en af de konklusioner, som analyseinstituttet Ipsos i opdrag af AC/DM og Danske Regioner er nået frem til i rapporten “Karriere­veje i hospitalsområdet” fra oktober 2013 (den kan findes på internettet).

Både forskerne og specialisterne synes, de savner forståelse for deres rolle på hospitalerne, og de opnår blandt ledelserne og

HR-konsulenterne ikke altid den anerkendelse af deres faglighed, som for alle er så væsentlig. En af dem, som er blevet interviewet, udtrykker det ved at sige, at de to grupper “ikke er en del af kerneydelsen på hospitalet, altså vi sætter ikke ben på eller plaster på sår. Vi er de mærkelige ovre i hjørnet, som laver forsøg og arbejder på computeren. Der er en opfattelse af os som nice to have, men absolut ikke need to have”. Intet er mere forkert.

Men selv om de føler sig lidt oversete, holder mange af dem ved, og flere søger ind på hospitalerne – tilsammen vokser de to grupper mere end DM’s medlemsområder i øvrigt. Og hvorfor? Det er der også et bud på: “Jeg var træt af, at min forskning på universitetet ikke havde nogen betydning og ikke gjorde en forskel. Det er meget tilfredsstillende og bekræftende at se, at den forskning, jeg laver her, har betydning for patienterne”. Nok savnes der faglig anerkendelse, men utilfredsstillende er arbejdet ikke.

Det er altså ikke lutter fortrædelighed, der bærer rapporten. Mange af de stillinger, der opslås på hospitalerne, er ganske vist tidsbegrænsede – og det giver problemer. Disse stillinger kan ende som vildveje. Det er dog i langt højere grad velbeskrevne karriereveje, der regnes som barrieren, også i forhold til de tidsbegrænsede stillinger. For hvad har lægerne? Netop et klart struktureret ansættelsesforløb med indbygget videreuddannelse: Reservelæge, afdelingslæge og overlæge er de vanlige trin på karrierestigen.

Entydige karriereveje kan nås på flere måder. Rigshospitalet har valgt at lægge sig op ad universiteternes struktur – uden dog for alvor endnu at have gjort brug af den. Andre hospitaler har indgået forhåndsaftaler om tillæg, der er knyttet til de enkelte trin i karrieren. Atter andre har igangsat en proces, der som mål har at få ryddet op i de mange ofte inkonsekvente og uigennemskuelige stillingsbetegnelser, der karakteriserer denne del af hospitalsverdenen.

Det er vores håb, at andre hospitaler vil lade sig inspirere af de initiativer til at definere karriereforløb, som Rigshospitalet har taget.