Jens Erik Sørensen er manden, der skabte ARoS. Han erkender, at et kunstmuseum på 17.000 kvadratmeter til en by med 300.000 mennesker ligner storhedsvanvid.
21.02.2014
Artikel

Kunst er kernen i det hele

Han kunne have fået et godt elektrikerjob i Aalborg. Men nogle gange er det rigtigst at smide alt og tage Veloen ud i verden. Jens Erik Sørensen satte kursen mod Aarhus, blev kunsthistoriker og fik ARoS på verdenskortet.

Af Vivian Voldgaard

150 millioner kroner er pænt mange penge at shoppe for. Også selv om indkøbene er fordelt over 34 år. Men Jens Erik Sørensen, nu tidligere museumsdirektør for ARoS i Aarhus, garanterer, at de godt fire millioner kroner, han har haft at forlyste sig med hvert år, er brugt med omtanke. “Et tusinde værker er det blevet til. Og jeg elsker dem alle, men tiden vil jo afsløre råt og brutalt, hvad der holder”, konstaterer han.

Jens Erik Sørensen sagde ved udgangen af 2013 farvel til det, der med rette kan kaldes hans livsværk: ARoS, der i 2004 afløste det gamle Århus Kunstmuseum og siden støt og roligt har ædt sig ind på resten af Danmarks kunstmuseer, når det kommer til besøgstal. Det gamle museum i Aarhus kunne mønstre omkring 40.000 gæster årligt. Med 568.000 besøgende i 2013 haler ARoS i dag solidt ind på Danmarks mest besøgte museum, Louisiana, der i 2013 havde 589.000 gæster.

“Mine ambitioner var tårnhøje, da vi tog fat på arbejdet med at skabe et nyt kunstmuseum til Aarhus. Det var en lang proces, og en gang imellem fik jeg da også et gok i nødden, men politikerne i byen stod last og brast med os på museet. Da jeg i slutfasen manglede 30 mio. kroner til en trappe og selvfølgelig valgte den dyreste af de 14 forslag, som arkitektfirmaet havde tegnet, tog det byrådet tre minutter at bevilge pengene. Det var fantastisk at opleve den opbakning til kunsten, og det er absolut også politikernes fortjeneste, at Aarhus i dag er på kunstens verdenskort”.

Storhedsvanvid
Den afgåede museumsdirektør indrømmer, at der nok var tale om en grad af storhedsvanvid i projektet. At bygge 17.000 kvadratmeter museum til en by med 300.000 indbyggere er noget usædvanligt. Men han er en mand, der er kendt for at træde uden om nedtrampede stier. Det viste han allerede i 1979, da han som ung, nyansat museumsinspektør iførte sig et mørkebrunt jakkesæt, købt hos Hermansen på Strøget, og inviterede dronning Margrethe til en udstilling om sportens billeder – i sort-hvid.

“Det var mit første møde med dronningen, og det har siden undret mig, at vi på Århus Kunstmuseum fik så stor en opbakning fra kongehuset, for er der noget, dronningen ikke interesserer sig for, så er det fotografier – og så oven i købet i sort-hvid. Men hun meldte sig ind i vores kunstklub, og siden har vi haft en tæt, men samtidig meget professionel relation”, fortæller han.

Søster Inger gjorde indtryk
Jens Erik Sørensens mor fik sønnen som 17-årig, og det blev derfor hos mormoren, han fik sin opvækst. Pengene var små, og det var en tilværelse, der på mange måder skilte sig ud fra kammeraternes liv. Familieferier og søndagskøreture stod ikke i kalenderen hos den lille Jens Erik, så han brugte i stedet tiden på at kigge på støvfnug i sollyset og filosofere over livet. Lige indtil der dumpede et Sesam leksikon ind ad brevsprækken. Deri var en række billeder af Jorn- og Oluf Høst-værker, og det tændte en ild i ungersvenden.

“Jeg greb penslen og malede løs, og det lykkedes mig også at få nogle af billederne udstillet. Men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive rigtig kunstmaler, for jeg kunne ikke selv finde på. Jeg kunne kun male noget, som andre allerede havde fået idéen til. Så jeg aflurede de dygtige kunstmalere nogle teknikker, og så producerede jeg, mens min ven Henrik tog sig af salget. På den måde skaffede vi penge til jazz i Skovdalen i Aalborg”.

Leve af kunsten kunne han altså ikke, så derfor valgte den unge nordjyske knøs samme vej som andre raske drenge fra barndommens arbejderkvarter: Han gik i lære. Som elektriker. Og det gik også godt. Han var dygtig og omhyggelig og fik oven i købet et diplom for sin indsats.

Men han var ikke den hurtigste elektrikersvend i verdenshistorien. For mens kollegerne bare skulle være færdige, brugte han lang tid på at lægge rørene i fine mønstre, så der var balance mellem både rør og stikdåser.

“Det skulle ikke bare være færdigt, det skulle være ordentligt. Det skulle jo være sådan, at når jeg mødte Ham deroppe ved himmerigets port, hvor Munch også ville stå sammen med alle de andre store kunstnere, så ville jeg kunne sige, at jeg havde gjort mig umage”.

Interessen for Munch blev for alvor vakt, da Jens Erik Sørensen gjorde tjeneste ved marinen. Under en landlov i Bergen valgte han at besøge Munch-samlingen. Her købte han en lille plakat med Søster Inger, der står foran Munchs hus, og mens de andre søfolk havde pinupdamer hængende over deres køjer, klistrede Jens Erik Sørensen Søster Inger op. Det var dér, de andre for alvor syntes, at han var noget kinky – og han selv blev mindet om, at kunsten havde så stor en plads i ham, at det nok blev svært at ignorere den for livstid.

Så en dag, da Jens Erik Sørensen igen havde landjord under fødderne og arbejdede på eternitfabrikken i Aalborg, tog han sin knallert og kørte ud i det blå.

“Alt var lige meget, og i den situation bliver man nødt til at tage sin Velo, smide alt og bare tro på, at der venter noget godt”, siger han.

30 kilometer kørte han, før han gjorde holdt i Lyndby Krat, hvor solen skinnede, og livet var fantastisk, og det stod lysende klart for ham, at han skulle læse kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Tiden tilgiver
Med undtagelse af en mindre afstikker til Statens Museum for Kunst har Jens Erik Sørensen tilbragt hele sin karriere på Århus Kunstmuseum og ARoS. Det var der, han trådte alle sine faglige skridt. Både de helt lige og de lidt for skæve. Og det var der, han fik rum til at udfolde sine personlige passioner for planlægning, fordybelse og fandenivoldskhed.

Det har indimellem krævet en ekstra stor mundfuld luft at stå ansigt til ansigt med dispositionerne, men tiden retfærdiggør ofte nogle skæverter, har han efter sine 34 år i Aarhus erfaret:

“Tidligere var jeg bange for at fejle, men det er jeg ikke mere. Det er også derfor, at jeg er holdt op med at skrive taler. Nu taler jeg bare, for der er en tendens til, at man bliver lidt mere fængslende, når man tør blotte sig og med ærlig menneskelighed stå frem, uden at alle ordene er planlagt på forhånd”, siger han. Og det er ikke, fordi Jens Erik Sørensen har glemt sin første tale. Den holdt han ved åbningen af en Tintin-udstilling tilbage i 1980’erne. Han stod på talerstolen og skuede ud over menneskemængden, der var mødt op til ferniseringen, og ordene var stivnet i halsen på ham.

“Jeg var genert og panisk bange for at begå fejl, da jeg stod der på talerstolen, for inderst inde var jeg jo stadigvæk bare en arbejderdreng fra Aalborg. Men så pludselig fik jeg den her tanke: Hver eneste af dem, der står her og venter, håber, at du kommer godt igennem, så nu tager du dig sammen. Hvis jeg brød sammen, ville jeg jo knække kunsten, og det kunne jeg ikke lade ske. Så jeg trak vejret og holdt min tale”, fortæller han.

Tintin og racerbiler
Med årene forankrede både roen og den kunstneriske selvtillid sig hos Jens Erik Sørensen, og med det kom modet til at lade den mere anarkistiske side, som han også rummer, komme til udtryk. “Jeg kan godt lide at bryde regler. Det er langtfra altid, at jeg gør det, og det er ikke altid, at jeg siger det, men jeg tænker det hver gang. Indeni ligger krudttønden, og den er en stor drivkraft hos mig”, erkender han.

Mr. ARoS tænker skævt i forhold til den traditionelle måde at anskue kunst på. Tintin-udstillingen var bare begyndelsen. Siden fulgte flere alternative valg, blandt andet den meget omdiskuterede udstilling med racerbiler på ARoS og senest udstillingen PAS DE DEUX ROYAL, hvor dronningen og prinsgemalen viste deres kunst sammen.

“Jeg synes, at så længe noget er visuelt, skal man give det en chance, men jeg har også lært, at det giver nogle hug at have den indstilling. Og i bund og grund synes jeg, at det er lidt mærkeligt. Man kan gå i harnisk over en udstilling af racerbiler i Danmark, men man må gerne udstille motorcykler på Guggenheim. Det forstår jeg ikke. Men i den sidste ende synes de fleste, at det er interessant med et kunstmuseum, der udfordrer, og det har altid været min rettesnor”.

Drømmejob nummer to
Da Jens Erik Sørensen skrev under på byggeriet af det nye ARoS, skrev han samtidig under på, at besøgstallet skulle bevæge sig fra de årligt 40.000 på det gamle kunstmuseum til mindst 150.000 på det nye. Men at det skulle komme helt op over en halv million, havde han ikke turdet drømme om. Han havde heller ikke forudset, at det skulle blive ARoS, der kom til at lægge tag til det nye vartegn, som Aarhus by i dag er kendt for: Your rainbow panorama eller i daglig tale bare Regnbuen. Med 60 mio. kroner i ryggen fra Realdania skabte kunstneren Olafur Eliasson værket, der har en stor del af æren for, at hver fjerde gæst på ARoS i dag er udlænding.

“Jeg bliver overvældet, hver eneste gang jeg går en tur i Regnbuen. Jeg er så lykkelig over, at Olafur ikke har fortrudt, at han ikke gav Regnbuen til Tokyo eller New York, for den passer perfekt til Aarhus”.

Fra sit kontor på ARoS kunne Jens Erik Sørensen nu heller ikke klage over udsigten. Han havde udsyn til livet og rådhustårnet udenfor. Indenfor kunne der ved første øjekast synes lang vej til æstetikken. Men det var bare synsbedrag, pointerer han, for menneskers aflejringer transformerer sig til deres eget museum, som tiden går.

“Jeg er mit eget museum. Alle mennesker har deres museum, de slæber rundt på. Og det hober sig op, for det er en synd at myrde sit museum, det er jo ens personlighed”, siger han, mens han slår armene ud og på imaginær vis omfavner det hele: miniatureracerbiler, gamle julekort, udkast til nyt marketingmateriale, Oscarstatuetten, der udnævner ham til verdens bedste chef, kunstbøgerne og alt det andet. Som han 14 dage før det endelige exit fra den aarhusianske kunstverden stadig ikke anede, hvad han skulle gøre af.

10 gule Kings og en kanariefugl
Jens Erik Sørensens kontrakt var skruet sammen, så den udløb i det kalenderår, hvor han fyldte 67 år. Den var fra dengang, han havde en forestilling om, at det ville være nok at hygge sig med kanariefuglen og 10 Kings på køkkenbordet derhjemme.

“Jeg troede, at jeg ville være træt og udbrændt som 67-årig, men det er jeg jo ikke. Nu har jeg sagt ja til mit drømmejob nummer to, og jeg kan næsten ikke vente med at komme ordentlig i gang med arbejdet”.

Ved årsskiftet rykkede han og hustruen derfor teltpælene op og flyttede fra Risskov til Frederiksberg. Her er han netop begyndt som direktør for Faur­schou Foundation, et privatejet udstillingssted med udstillingslokaler i København og Beijing. Halvdelen af tiden skal han bo i København – resten af tiden i New York, hvor han får sit andet hjem i en lejlighed midt på Manhattan.

“Det ligger i kunstnerisk tænkning at søge nyt og prøve at udvikle og lave om. Og det er dén kunstneriske drift, der gør, at jeg glæder mig hver eneste morgen til at komme i gang og komme videre. I Aarhus har jeg haft en miniudgave af den store verden, nu springer jeg også fysisk ud i den. Jeg skal se og udvælge kunst, og jeg har fået en kontrakt, der ikke er afhængig af min alder. Så bliver det bare ikke bedre”.