Foto: Henrik Petit
29.11.2013
Artikel

Han hudfletter magtmennesker

Søren Mørch er en af landets skarpeste, når det gælder analyser af både driften og psykologien hos magtmennesker og den verden, de opererer i. Hans seneste bog går i kødet på Anders Fogh Rasmussen. Den nu 80-årige historiker fælder en nådesløs dom over landets statsminister gennem 10 år.

Af Pernille Siegumfeldt
Det 20. århundredes danske statsministre har – ad flere omgange – fået med grovfilen af historiker Søren Mørch. Nøgternt og kontant har han i bog efter bog hudflettet ideologien, motivationen, dyderne og lasterne hos de magtmennesker, hvis beslutninger og handlinger er med til at forme almindelige menneskers tilværelse. 

Et udsnit af den politiske elite har han haft tæt inde på livet ikke mindst i kraft af sit ægteskab med tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester Ritt Bjerregaard. Det gælder dog ikke omdrejningspunktet for hans seneste udgivelse, Anders Fogh Rasmussen. At Søren Mørch har valgt at bruge en hel bog til at dissekere netop hans lederskab, har andre årsager.

“Mange har kaldt Anders Fogh for den stærkeste statsleder, Danmark har haft. Det var jeg som udgangspunkt skeptisk overfor. Jeg kunne ikke se, at den beskrivelse passede på en mand, der uden skrupler kunne skifte synspunkter, når det var opportunt, om så markante politikområder som velfærd og miljø. Men jeg blev efterhånden overbevist om, at det faktisk er korrekt. Det skete, i takt med at mit arbejde med bogen skred frem. I Danmark har en statsminister jo enestående magtbeføjelser. Han kan ændre ministres ressortområder uden at konsultere nogen og gribe ind i administrationen uden at frygte for repressalier fra en forfatningsdomstol eller andre retsinstanser, for de findes nemlig ikke i dette land. Anders Fogh greb alle de strå, han kunne, i sin stræben efter at forvalte magten. At han påtog sig den største autoritet, blev demonstreret tydeligst, da han sendte Danmark i angrebskrig uden om FN”, påpeger Søren Mørch.

Netop den begivenhed var et vendepunkt ikke kun for den pensionerede lektor fra Syddansk Universitet, men også for privatpersonen og humanisten Søren Mørch.

“Det giver ingen mening for et lille land som Danmark at føre en aggressiv krigspolitik. Der lå jo intet visionært til grund for at sende 700 danske soldater til Irak, og det er nok det, der har stødt mig mest. Mange blev slået ihjel eller skadet psykisk for livet. Efterspillet har så ikke fået helt den samme statslige interesse”, tilføjer Søren Mørch tørt.

De skal til Odense!
Søren Mørch er videnskabsmand af den gamle skole. Han skriver udkast til sine manuskripter i hånden og glor en hel del ud ad vinduet undervejs i processen.

Strømmen af bøger fra hans hånd, der mestendels bliver skrevet i arbejdsværelset på ægteparrets økologiske æbleplantage i Stestrup på Midtsjælland, er ikke aftaget, selv om det efterhånden er 10 år siden, at Søren Mørch gik af som lektor og afdelingsleder. Et arbejde, han havde haft, siden han fik sin kandidatgrad. Det var samme år, som Syddansk Universitet blev grundlagt, i 1966.

“Jeg blev sparket ud, da jeg fyldte 70. Det var jeg ked af. Egentlig sympatiserer jeg med det princip, at man skal ud af vagten, når man når en vis alder, men det var selvfølgelig noget andet, da turen kom til mig. Jeg blev ansat, endnu inden universitetet havde budt de første studerende indenfor. Det var min professor i København, der banede vejen. Da jeg blev magister, sagde han: “De skal til Odense, det er da bestemt!”. Og så tog jeg til Odense. Det var jo videnskaben, jeg gerne ville. Dengang var man allerede i sin studietid i langt højere grad end i dag “stillet i frihed og ensomhed” til at fordybe sig efter de humboldtske principper. Vi beskæftigede os mindre med undervisning og mere med grundforskning uden andet sigte end nye erkendelser”, forklarer Søren Mørch.

Spørg aldrig om fremtiden
Stopprøver var der dog også mange af på 60’ernes historiestudium i København. Sorteringen var hård, og der skulle slides i det for at hænge på. På Søren Mørchs årgang, 1957, startede 20 studerende, og kun ni gennemførte. Til gengæld kunne de ni efterfølgende stort set beskæftige sig med præcis det, de havde lyst til. 

Mørch selv har været omkring både nyere Danmarkshistorie, græsk oldtidshistorie, Landmandsbankens krak, Europastudier, de danske statsledere som nævnt – og så var han desuden i en 10-årig periode leder af Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet. Formidlingen af det historiske stof – som underviser og forfatter – er det, han altid har fundet størst glæde ved, og listen af udgivelser vidner om stor flid.

“Man kunne godt sovse med visse ting i årevis på universitetet, da jeg var ung, og det tog lidt tid, før jeg fik organiseret mig med en mere stringent arbejdsmetode. Det var først, da jeg flyttede til København, mens jeg endnu underviste i Odense, at jeg lærte at stå tidligt op. Da skulle jeg ofte være klar på universitetet klokken otte om morgenen. Siden da er jeg stået op klokken fire, hvor alt endnu ånder fred, og man ikke kan finde på alt mulig andet at lade sig forstyrre af”, siger han.

Når han til vinter tager ned og bor i magistrenes hus i Nice i Sydfrankrig nogle uger, som han har gjort det mange gange før, er det første gang, han ikke propper bilen med tykke bøger og kører selv. Søren Mørch har købt en iPad, downloadet e-bøger og bestilt en flybillet til Nice. Planen er for alvor at tage hul på bind tre i den serie, der startede med titlerne “Store forandringer” og “Vældige ting”.

“Der ligger en del nyere Danmarkshistorie i min egen livshistorie, som jeg håber at kunne trække på i min næste bog. Jeg kan bl.a. huske krigen, hvor jeg flyttede med min familie på landet. Min far var kaptajn i Grønlandshandlen, og min mor begyndte at arbejde som farmaceut, da min far på et tidspunkt blev syg. Jeg var det ældste af fire børn og måtte som 13-årig på kostskole, fordi situationen derhjemme blev for vanskelig for min mor. Jeg uddannede mig til sølvsmed og gennemførte først sent et studenterkursus. Jeg har aldrig målrettet fulgt et karrierespor eller haft nogen præcist formuleret plan for min tilværelse. Måske derfor er arbejdstitlen på den bog, jeg arbejder på nu, “Spørg aldrig om fremtiden”.