29.11.2013
Artikel

Bureaukratisk monster

Af Ingrid Stage

LEDER

Statsminister Helle Thorning-Schmidt skal have udtalt til internationale kolleger, at hendes regering er gået “reformamok”. Ordet – som er et af de senere års mange sproglige gevækster og tilpasninger til tidens altdominerende politiske tendenser – er formentlig tænkt som et positivt signal om regeringens engagement og politiske virkekraft. Men i virkeligheden har ordet en noget uheldsvanger klang. For hvor meget overblik har man egentlig over konsekvenserne af sine handlinger, når man går amok?

En anden sproglig nyskabelse dominerer medierne i denne tid: Studiefremdriftsreform. Et ord, der ikke just klinger af sproglig elegance eller et menneskesyn baseret på humanistiske værdier. Og Uddannelsesministeriets bekendtgørelse om studiefremdrift og studietidsmodeller – et led i forårets SU-reform – kunne godt tyde på, at regeringen og folketingsflertallet rent faktisk ikke havde overblik over konsekvenserne, da de i foråret gik amok og vedtog en række vidtrækkende reformer, heriblandt en SU-reform.

Studiefremdriftsreformen skal drive de studerende hurtigere gennem studierne. Regnearksmodeller viser, at den vil skæppe i statskassen ved at nedbringe den gennemsnitlige studietid for samtlige danske studerende med godt 4 måneder. Kravet rammer ikke lige hårdt på de forskellige institutioner og hovedområder. KU er det universitet, der skal skære flest måneder af studietiden, og især humaniorastuderende har udsigt til hårde krav om en reducering af den gennemsnitlige studietid på godt 12 måneder. Lever universitetet ikke op til det specifikke reduceringsmål, bliver det straffet økonomisk. Og den studerende, som ikke kan levere beståede eksaminer på samlebånd uden pause, skal udskrives af universitetet.

Der kan findes valide argumenter for det samfundsøkonomisk fornuftige i at få de studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet, når konjunkturerne er gode. Og der kan bestemt argumenteres for det rimelige i at højne studieintensiteten på en del studiemiljøer rundtomkring på vores universiteter. Men det er en udvikling, der allerede er godt i gang med mange lokalt forankrede initiativer på institutterne, hvor målet er at skabe bedre studiemiljøer med mere og tættere kontakt mellem studerende og undervisere. 

Sådanne initiativer vil efter alt at dømme nu gå i stå. For studiefremdriftsreformen er et bureaukratisk monster, der vil lægge universitetsadministrationerne ned. Mange studerende vil få svært ved at leve op til kravene om konstant fremdrift på grund af sygdom, studiejob o.l. Og de vil naturligvis søge, og vel også få, dispensationer, hvis ikke frafaldet skal stige helt dramatisk. Det siger sig selv, at det vil kræve mere sagsbehandling.

De negative konsekvenser af ministeriets krav er lette at få øje på, de positive fortoner sig. Og milliarderne i statskassen forbliver formentlig tankespind og tal i et finansministerielt regneark.

Derfor skal DM indtrængende opfordre regering og Folketing til at genoverveje kravene i studiefremdriftsreformen. Vis nu lidt mere tillid til de lokale miljøer, og opgiv den centrale standardisering af vores studerende.