Foto: Colourbox
29.11.2013
Artikel

Nye bevægelser på antropologernes arbejdsmarked

Beskæftigelsen er fulgt med det øgede optag af studerende på antropologi ved Københavns Universitet. Flere får job i private virksomheder. HR, organisation og ledelse er nye stærke arbejdsfelter.

Af Pernille Siegumfeldt
De traditionelle beskæftigelsesområder, forskning, sundhed, udvikling og bistand, har fortsat et godt tag i de antropologer, der uddannes fra Københavns Universitet. Men også et nyt arbejdsfelt, organisation, HR og ledelse, aftager kandidaterne.

Det viser en kortlægning af antropologernes arbejdsmarked, som KU netop er barslet med. Kortlægningen dokumenterer også, at private virksomheder har ansat hver femte kandidat fra antropologi – i de sidste 12 år endog fire ud af 10 – og at beskæftigelsen i det hele taget er fulgt med det øgede optag af studerende på studiet. I 2001 dimitterede lidt over 30 personer fra antropologi ved Københavns Universitet, mens tallet i 2011 var vokset til cirka 85. I samme periode har arbejdsløsheden ligget konstant på mellem seks og otte procent.

Steffen Jöhncke, der er seniorrådgiver ved Antropologisk Analyse og medforfatter på undersøgelsen af det antropologiske arbejdsmarked, ser flere overraskelser i den udvikling, der er sket for KU-kandidaterne i de sidste 10 år.
“For os i miljøet har det været selvfølgeligt, at vores kandidater er specialister i sociale relationer og i at skabe en bedre dialog mellem mennesker. Nu er det også gået op for omverdenen, at antropologerne har evner og værktøjer, som fx er helt oplagte i HR- og lederfunktioner. Samtidig havde vi godt på fornemmelsen, at antropologi var hypet i private virksomheder, der lever af innovation. Nu kan vi se, at hypen også kaster flere regulære job af sig”, konstaterer Steffen Jöhncke.

Også Helle Samuelsen, der er institutleder ved antropologi, taler om et egentligt gennembrud for KU-kandidaterne på nye arbejdsfelter.

“Globaliseringen har givet antropologien et enormt momentum, og der er masser af nye muligheder, vi kan kaste os over. Felter som business, organisation og teknologi har store potentialer, og her specialiserer vi kandidaterne med stor succes. Mødet mellem mennesker og teknologi er jo et kæmpe udviklingsfelt i disse år. Et klassisk eksempel kan være at afdække, hvorfor det er svært at lokke ældre mennesker til at bruge høreapparater, når både design og teknologi er helt superbe”, forklarer Helle Samuelsen.

Bedre forberedelse til arbejdslivet
Undersøgelsen beskriver også en virkelighed, hvor antropologerne kun sjældent søger konkrete job, fordi der er så få stillingsopslag, der henvender sig præcis til dem. Til gengæld er de blevet gode til at skabe jobbene selv. Mange respondenter pointerer i deres svar, at de er i hård konkurrence med andre samfundsvidenskabelige kandidater, fordi arbejdsgiverne ikke ved, præcis hvad antropologerne kan. De føler sig også selv dårligt klædt på til at sætte ord og billeder på deres færdigheder.
“Universitetet bør bruge flere kræfter på at forberede antropologerne til arbejdslivet og de mange muligheder, der findes”, vurderer Steffen Jöhncke. 

Helle Samuelsen mener, at kandidatuddannelsen på hendes institut skal favne både de store traditionelle arbejdsfelter og nye oplagte som fx globaliseringen og den teknologiske innovation.

“Tiden er med vores fag, og mange af de redskaber, der efterspørges af respondenterne i undersøgelsen, har vi taget højde for allerede. Jeg tror ikke, at vi skal til at opfinde flere nye redskabskurser, men der er ting, som skal arbejdes bedre ind i vores eksisterende tilbud, måske som fagpakker, der kan udstikke en mere præcis retning for de enkelte kandidater”, siger Helle Samuelsen.


Kristine Marie Poulsen-Hansen og Jiesper Tristan Pedersen tilhører den nye generation af antropologer. De har begge -været medskabere af deres egne job og er i dag beskæftiget uden for det traditionelle -antropologiske arbejdsmarked.




Foto: Rie Neuchs

Kristine Poulsen-Hansen, 31 år, ­
projektleder i Erhvervsstyrelsen

“Jeg havde studiejob i det daværende Økonomi- og Erhvervsministeriet, da en stilling blev slået op i den daværende Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
De var på udkig efter en jurist eller en cand.scient.pol. Da jeg kendte til de udfordringer, organisationen stod med, og de forandringer, man ønskede, turde jeg godt sige: “I søger vist noget andet, end I er klar over”.

Forandringer sker jo ikke alene, fordi man fifler med noget lovgivning. Man skal jo finde ud af, hvor skoen trykker, før man kan eksperimentere med sin problemløsning, og det er en helt integreret del af min arbejdsform.

I dag sidder jeg i et team på 12, der skal være med til at opfylde regeringens målsætning om, at det skal være lettere at drive virksomhed. Vi kigger på mulighederne inden for it for at lette tunge sagsbehandlingsgange, for at øge serviceniveauet og for at ændre på lovgivning og regler.

Vi taler med virksomheder, kunder, rådgivere, borgere, myndigheder, advokater og sælgere. Inden for min ansættelse har jeg både behandlet pris- og tilbudsmærkning på bananer og andre dagligvarer og været med til at behandle en revision af reglerne i forbindelse med ejendomshandler. 

Vi er gået bort fra at skrive notater og store rapporter. Konceptet er, at vi skitserer løsninger på baggrund af den viden, vi indhenter, og hvisker de rigtige personer nogle handlingsforslag i ørerne. Det har en større effekt. En integreret del af vores arbejde er at få de rigtige mennesker fedtet ind i den rigtige del af udviklingen fra problemidentificering over løsningsudvikling til implementering.

Selvfølgelig kæmper jeg nogle gange med den mere traditionelt tænkende embedsmandskultur, som hersker her i huset, og som har et markant anderledes udgangspunkt end mit. Men der er sket noget, siden jeg startede i 2009. 

Erhvervsstyrelsen, som den hedder i dag, havde fire antropologer ansat på et tidspunkt. I dag er vi to. Jeg oplever, at der er bygget en gensidig respekt op mellem os og de andre. Vi har jo vist, at forandringerne oftest sker, når flere fagligheder arbejder sammen. En kvalitativ undersøgelse kan jo ikke stå alene. Det juridiske eller økonomiske perspektiv skal også med. 

Jeg har aldrig haft en målrettet karriereambition, men jeg har altid syntes, at det var sjovest at være tæt på beslutningstagerne. Og så er jeg i opposition til dem, der synes, at der findes rigtig og forkert antropologi. Jeg synes, det er ærgerligt, at så mange er usikre på, hvad de kan, når de har læst antropologi. Der har universitetet en opgave. Jeg oplever, at mange antropologer har evnerne til at bidrage med nytænkning og udvikling på alle slags arbejdspladser. Og det er der altid brug for”. 

 



Foto: Rie Neuchs

Jiesper Tristan Pedersen, 39 år,
Chief Anthropologist i Innovation Lab

“Mine job- og karrierevalg har altid været styret af lyst og af mine interesser. Som helt nyuddannet antropolog var jeg med til at opbygge et projekt, der skulle skaffe livsnødvendigt udstyr til sundhedsklinikker i Vestkenya, hvor jeg kendte en dansk sygeplejerske. Jeg har også brugt en del år på at rejse Danmark og resten af Europa tyndt med et familieteater, der satte udendørsforestillinger op i sommermånederne, og hvor jeg gik til hånde som både roadie, turarrangør og optrædende. Siden har jeg været vikar i en folkeskole på Amager, været på sergentskolen i Hæren, uddannet værnepligtige på Bornholm og kørt egen virksomhed med feltstudier, analyse og udvikling af medarbejderkulturer, samarbejdsrelationer og processer i offentlige institutioner og private virksomheder. 

At jeg i dag arbejder med brugerstudier og brugerdrevet innovation i en privat virksomhed, er resultatet af, hvad jeg vil kalde for et stykke insisterende, opsøgende arbejde. Jeg syntes, virksomheden virkede interessant, og opsøgte den fire-fem gange. Det tog noget tid, før de overgav sig. Jeg skrev og mailede flere gange til direktøren, men hørte intet. Så kiggede jeg forbi kontoret i København et par gange, og omsider lykkedes det mig at få et møde i stand med deres ledende antropolog. At hun overhovedet syntes, jeg var interessant, skyldtes i første omgang, at jeg ud over at være antropolog også har en uddannelse som elektriker. Innovation Lab stod med et projekt omkring smart home-teknologi og energy management. Idéen er at forsøge at ændre folks energivaner, når man kan følge sit strøm- og varmeforbrug fordelt på husets apparater minut for minut. Der var lidt kommunikationsudfordringer med kunden, så det var spoton, at jeg kendte elektrikerbranchen og terminologien og derfor kunne tale ordentligt med begge parter. 

I dag er det klassisk antropologarbejde, jeg bruger mest tid på. Kvalitative interviews, hvor jeg både observerer og smalltalker og ad de kanaler får de essentielle informationer. I førnævnte projekt om elbesparelser afslører adfærden jo folk i langt højere grad end det, de fortæller. Står alle elapparater på standby i hjemmet? Er lyset tændt i rum, de ikke bruger? Osv. Man bliver også klogere, hvis man går i supermarkedet med folk. Spørger man dem, har de alle de rette holdninger. Men gør folk det, de siger, de gør? Ofte handler de anderledes uden altid at observere det selv, fx når de står ved køledisken og skal have pengene op af pungen. En anden metode i forhold til digitalisering er at invitere brugerne ind og så filme deres adfærd, når de fx sætter sig ved computeren.

Jeg er i dag den eneste antropolog i Innovation Lab, men det, jeg kan, er afgørende for et firma, der blandt andet arbejder med at teste brugernes oplevelser af produkter. Jeg er et godt eksempel på, at antropologien kan bringes til anvendelse i rigtig mange sammenhænge. Men jeg er også et omvandrende bevis på, at arbejdsgivere skal overbevises, før de forstår, hvilken værdi en antropolog fx kan tilføre en innovationsbåret virksomhed”.