Foto: Colourbox
08.11.2013
Artikel

Jobløn baner vej for stress

Ledere og mellemledere er typisk på jobløn og får hverken afspadsering eller betaling for overarbejde. Alligevel knokler de løs. “Især i små og mellemstore virksomheder risikerer mellemledere at arbejde sig selv ud over kanten”, advarer konsulent i DM.

Af Lisbeth Ammitzbøll
De er ambitiøse, flittige og fulde af energi. De er på jobløn uden højeste arbejdstid og uden betaling for overarbejde. De er også dem, der risikerer at bukke under.

“Vi ser desværre rigtig mange tilfælde af stress og psykisk dårligt arbejdsmiljø blandt mellemlederne i disse år. Især mellemledere i små og mellemstore virksomheder er i risikozonen – og især i aldersgruppen 35 til 45 år”, oplyser Bjarne Rye Nielsen, der er konsulent i DM.

Magisterbladet har undersøgt privatansatte DM-medlemmers holdning til jobløn. Tallene for ledere og mellemledere er små og er snarere fingerpeg end fakta. 

Et af fingerpegene handler om overarbejde. Her siger fire ud af fem DM-ledere i undersøgelsen, at de arbejder over i adskillige timer om ugen. Det gælder både det store flertal af ledere på jobløn og de langt færre ledere på almindelige løn- og ansættelsesvilkår. Næsten alle arbejder over. Jobløn skaber ikke i sig selv mere overarbejde, men lønformen gør det sværere at skrue ned for blusset igen, forklarer DM-konsulent Bjarne Rye Nielsen. 

“Forventningen til ledere i private virksomheder er, at de er på jobløn, og at de lægger nogle ekstra timer. Det er, hvad vores medlemmer fortæller. Vores råd til dem er at lægge nogle beskyttende vilkår ind i kontrakten, som sikrer, at man kan forhandle om sin arbejdstid, når virksomhedens krav bliver skadelige for helbredet”.

Aftal et loft
Et beskyttende vilkår kan for eksempel være en sætning i kontrakten om, at en arbejdsuge på 40 timer i gennemsnit over en længere periode skal udløse enten afspadsering eller betaling.

“Det er ikke sikkert, at man kan komme igennem med sit krav, men hvis vilkåret er aftalt i kontrakten, og man i øvrigt har sørget for at tælle sine timer, så kan man gå til sin leder og begynde at tale om, hvordan problemet skal løses. Det er sværere, hvis man bare sidder med en diffus fornemmelse af, at det hele kører for hårdt og for hurtigt, og at alle aftener forsvinder i arbejde”, siger Bjarne Rye Nielsen.

Han råder indtrængende til, at man bruger den gode stemning under ansættelsen til at tænke langsigtet.

“Det er okay til en samtale at spørge om, hvor mange timer ledelsen regner med, at der ligger i jobbet – om det er et 37-timers job eller et 40-timers job. Hvis de siger 40, og man over en længere periode arbejder 45 timer, har man noget konkret at tale om. Hvis de siger 45 timer, så ved man, at lønnen skal være en del højere end ellers”.Taktik og spilfægteri? Desværre nej.

Knokler og knækker
I DM’s sekretariat vokser antallet af henvendelser fra mellemledere, der er ved at blive mast under den samlede vægt af arbejdsopgaver, familie og måske også selvopfattelsen som en stærk person.

I store virksomheder har topledere og mellemledere en organisation omkring sig. De kan uddelegere ansvar og opgaver og for eksempel få hjælp af en HR-afdeling til personalesager.

Mellemledere i små og mellemstore virksomheder har ofte kun sig selv. I Danmark er de små virksomheder flest. Især unge, ambitiøse mellemledere, der sidder med familie og børn og kreditforeningsgæld, knokler, indtil de knækker. DM-konsulent Bjarne Rye Nielsen:

“Mange virksomheder har alvorlige problemer med at få forretningen til at løbe rundt. Mellemlederne, som typisk arbejder uden loft over arbejdstiden, tager en meget stor del af slæbet. Det gælder både unge og ældre, men de unge har mindre råderum. De har ikke socialt råderum til at lægge de ekstra timer, for manden eller konen har også fuldtidsjob. Og de har ikke økonomisk råderum til at sætte hælene i over for virksomhedens krav, fordi de typisk har gæld i boligen og er bange for at blive fyret. Så det er ikke for sjov, når vi i DM råder til at være opmærksom på sin kontrakt og sin arbejdstid. Det er en måde at fremtidssikre sin egen arbejdskraft på, så man kan blive mange år på arbejdsmarkedet i god form og med glæde”.

Mellemleder i ­it-virksomhed i ­København
Henrik er uddannet datalog og ønsker at være anonym. Redaktionen kender Henriks rigtige navn. Henrik er en erfaren mellemleder, men arbejder på almindelige løn- og ansættelsesvilkår. Han beskriver sin holdning til jobløn som “meget negativ”. Han har ikke selv ansat sine nuværende medarbejdere og har ikke haft indflydelse på deres oprindelige ansættelsesvilkår.

“Nogle af mine medarbejdere er på jobløn, så jeg har ikke lyst til at stå frem og offentligt kritisere lønformen, men den er helt sikkert ikke noget for mig. Jeg ville blive enormt irriteret over ikke at kunne afspadsere i et omfang, som jeg selv finder rimeligt. I dag er mine arbejdsuger typisk på 45 timer, men jeg afvikler flekstid som hele dage eller hele uger, når det passer ind i de øvrige planer – både mine egne og firmaets. På jobløn ville jeg sandsynligvis arbejde lige så meget over, men jeg ville ikke have en formaliseret ret til at få timerne igen i form af frihed. For mig er det vigtigt. Jeg kan se på mine medarbejdere, at de, der er på jobløn, arbejder flere timer end de andre. Spørgsmålet er, om de ekstra timer bliver kompenseret i tilstrækkelig grad. Det synes jeg ikke, jeg kan se, at de gør. Hvis min egen leder vil have mig på jobløn, har jeg et problem. Jeg har en høj løn i forvejen, og jeg vil hellere have muligheden for at holde fri, når det kan lade sig gøre, end jeg vil have flere penge. Men jeg vil have svært ved at argumentere mod det i min stilling. På mit niveau er jobløn almindeligt. Så vidt jeg kan vurdere, spiller historiske faktorer også ind. Hos os er jobløn kommet i bølger”.


Michael Wainø, ph.d. i mikrobiologi, gruppeleder på Novozymes A/S

Foto: Kurt Johansen

“Jeg leder et laboratorium med ti laboranter og er både gruppeleder og faglig leder. For mig er jobløn attraktivt, fordi jeg oplever den som en meget fleksibel ordning for såvel lønmodtager som arbejdsgiver. Jeg holder selv regnskab med mine timer og afspadserer, så jeg i gennemsnit holder en næsten normal arbejdsuge. 

Der er ingen, der ser skævt til det, hvis jeg afspadserer efter en periode med overarbejde. Jeg har i et tidligere job oplevet de negative sider ved jobløn, hvor den fungerede som en skjult måde at løfte arbejdstiden på. Der var den kun til arbejdsgiverens fordel. Under de vilkår opstår der et psykisk pres på dig som medarbejder, hvor du enten lægger flere timer eller lærer at sige fra. Man siger, at en perfektionist er sin egen værste fjende, og jeg arbejdede alt, alt for meget. 

Heldigvis har jeg en god kone, som hjalp mig med at indse, at jeg var ved at arbejde mig selv ud over kanten. Jeg lærte at sige nej og fik skruet ned for arbejdstiden. Bagefter kunne jeg godt se, at jeg havde nogle fysiske reaktioner, som var symptomer på stress, men mens jeg var i det, var jeg ikke opmærksom på den sammenhæng. 

Min holdning i dag er, at jobløn fungerer godt i gode virksomheder og omvendt. I mit nuværende job har jeg stor indflydelse på mængden af arbejdsopgaver og på, hvordan de skal løses. Jeg har aldrig før været et sted, hvor der er så frie rammer og så høj grad af tillid. Her oplever jeg kun de positive sider ved jobløn i form af den større fleksibilitet”.


Rikke Bergmann Johansen, cand.mag. i engelsk og kunsthistorie, teamleder i Siemens Wind Power A/S

Foto: Michael Bo Rasmussen

“Mit job er fedt – simpelthen. Det er spændende og udviklende og interessant, og jeg holder ikke styr på mine timer. Arbejde og fritid glider sammen, især når jeg rejser, og det gør jeg tit, primært i Europa og USA. 

Jeg er teamleder i en global kvalitetsafdeling, hvor vi udvikler og gennemfører et træningsprogram for de kvalitetsinspektører, der tjekker vores vinger i hele verden. Jeg blev ansat i 2007 fra et job som underviser i engelsk og billedkunst og er siden blevet forfremmet et par gange. 

I dag er jeg leder for tre timelønnede medarbejdere og fire funktionærer og er i færd med at ansætte en ekstra timelønnet og fire funktionærer. Min afdeling tager sig også af kundekontakt, i det tilfælde at der sker skader på vinger, så arbejdsbyrden varierer meget. 

Travlheden kommer i bølger. Jeg arbejder nok omkring 45 timer i en typisk arbejdsuge, men jeg tager aldrig arbejdet med hjem. Det er min måde at holde lidt selvjustits på. Jeg besvarer måske en enkelt mail på telefonen, men jeg tager ikke computeren med hjem. Hvis jeg arbejder om aftenen, sker det på kontoret. Når jeg er hjemme, har jeg fri. Jeg ved godt, at regnskabet ikke balancerer. 

Jeg lægger nok 12 til 14 timer om dagen, når jeg er ude, og når jeg kommer hjem, holder jeg måske en enkelt fridag. Men det generer mig ikke. Jeg vil hellere have fleksibiliteten. Den går jo også den anden vej. Hvis jeg har et privat ærinde, skal jeg ikke spørge nogen om lov til at gå. Mit eneste kritikpunkt mod jobløn, som den fungerer for mig, er nok, at lønniveauet ikke er særlig højt i forhold til stilling og ansvar og reel arbejdsbyrde”.