08.11.2013
Artikel

Konference om ny beskæftigelses-indsats

Af Franciska Lee Beckett
Regeringen barsler med en reform af beskæftigelsesindsatsen. Konkrete bud på forbedring og effektivisering af beskæftigelsesindsatsen var derfor det højaktuelle emne for Akademikernes årlige beskæftigelsespolitiske konference, der fandt sted i København 24. og 25. oktober.

For Akademikerne er forventningen til den kommende reform at få skabt en beskæftigelsesindsats, der er bedre tænkt sammen med den vækst- og erhvervspolitiske dagsorden.

“Målet med beskæftigelsesindsatsen er ganske kort at få det bedst mulige afkast af samfundets investering i øget uddannelse. Det kræver så til gengæld hjælp til at skabe og synliggøre nye job­åbninger. Der skal tages højde for, at der kan være forskel på arbejdsmarkederne, og det akademiske arbejdsmarked slutter ikke ved kommunegrænsen”, siger formand for Akademikerne Ingrid Stage. Hun henviser samtidig til de utallige undersøgelser, der viser, at højtuddannet arbejdskraft skaber vækst og merbeskæftigelse – også til andre faggrupper. 

“Udfordringen er, at udbuddet og efterspørgslen efter højtuddannet arbejdskraft ikke altid naturligt mødes, fordi mange virksomheder ikke er klar over, hvordan ansættelse af akademikere kan bidrage til deres forretning. Beskæftigelsesindsatsen skal fremme jobskabelsen og ikke som i dag alene være et udbudsorienteret system”, siger Ingrid Stage og understreger, at det kræver, at de personer, der skal være med til at finde job til de ledige, kender de lediges kvalifikationer og beskæftigelsesmuligheder og er i stand til at overbevise virksomhederne om, at de kan bruge akademisk arbejdskraft. 

Rigtig mange af nøglepersonerne i det kommende reformarbejde var repræsenteret på konferencen, heriblandt Carsten Koch (formand for et ekspertudvalg om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats), beskæftigelsespolitiske ordførere fra SF, S, EL, V, DF RV, Verner Sand Kirk (direktør, AK-Samvirke) og Michael Svarer (professor og vismand, Aarhus Universitet).
Bedre vilkår for at etablere sig som selvstændig står højt på Akademikernes ønskeliste til det nye dagpengesystem.