Foto: Henrik Petit
08.11.2013
Artikel

Geolog får fornem formidlerpris

Minik Rosing modtager i år Rosenkjærprisen for sin helt enestående evne til at formidle om Jorden og livet i de tidligste tider. Han giver den grønlandske kultur æren for sin fortælleglæde.

Af Lisbeth Ammitzbøll
Vi er nødt til at tale om stenen. Men vi venter lidt.

Der er så meget andet, der fanger blikket i Minik Rosings store kontor på Geologisk Museum. Væggene er malet røde, loftet er kalket hvidt, og rummet er fuldt af ting, der ikke bare er ting, men historier, der holder vejret, indtil det er deres tur til at få opmærksomhed. Som nu. En formiddag i oktober i kølig sol.

“Den hedder Kongestolen”, oplyser Minik Rosing om en lænestol i mørkt læder. Sædet er revnet af slid og ælde.
“Christian den X har siddet i den. Han kom af og til herind og hørte forelæsninger, og så blev stolen båret ind i salen, så han kunne sidde godt”.

Kontoret er spækket med menneskers historier, især historier om kloge og kreative mennesker, for eksempel forgængere i embedet som geologisk professor og leder af museet, der hører under Københavns Universitet.

På et skab står en buste af Ove Balthasar Bøggild, der var direktør for universitetets mineralogiske samling og forfatter til banebrydende værker om geologi, blandt andet “Mineralogia Groenlandica”. Ved siden af Bøggild står en gipsafstøbning af Pekingmandens hoved, sådan som man tror, han har set ud. Han er et af verdens første mennesker af slægten Homo erectus. Pekingmanden stirrer med blinde øjne over mod et geologisk kort over Europa. Kortet fylder det meste af en væg foran et bord med to mikroskoper.

Amundsens pemmican
Foran Pekingmanden står to overlevende konservesdåser med pemmican, en blanding af fedt og proteiner. Den ene er forsynet med teksten “Amundsens pemmican”.

“Jeg elsker at være ude. Følelsen af frihed, når man sejler over et ocean, er fantastisk”, siger Rosing, der selv er en erfaren ekspeditionsleder. Han har blandt andet ledet en del af Galathea-ekspeditionen og en ekspedition til Østgrønland for et par år siden, hvor forskere og kunstnere sammen tilbragte seks uger på et sejlskib. “En appelsin i turbanen”, kalder han tilbuddet fra en privat mæcen for videnskab og kunst.

“Jeg kunne få et meget flot skib stillet til rådighed, hvis jeg kunne bruge det til noget interessant. Maleren Per Kirkeby inviterede kunstnerne, blandt andre Tal R, og jeg rekrutterede forskerne, og vi tog af sted uden anden plan, end at vi ville slå os løs og lade os inspirere af hinanden. I vores normale hverdag skal vi altid bruge rigtig mange ressourcer på at finde penge og skrive planer og strategier og alle mulige andre rædselsfulde ting. At have et projekt uden de forpligtelser, der følger med offentlig finansiering, var vældig befriende. Jeg tror også i al bred almindelighed, at der kommer mindst lige så meget ud af det, hvis man bare slår sig løs”.

En født fortæller
Samme umiddelbare glæde har Minik Rosing ved at formidle. Han underviser, holder foredrag, optræder i medierne og beretter også gerne fra grænselandet mellem videnskab og kunst. Blandt andet har han skrevet katalogtekst til en udstilling på Louisiana om Walton Ford, hvis billeder kan ligne gamle naturvidenskabelige tavler, men gemmer helt andre budskaber. 

“Jeg har en trang til at berette om min viden. Hvis jeg har opdaget noget interessant, vil jeg gerne have, at alle andre også opdager det. Da jeg begyndte at formidle for mange år siden, vidste meget få mennesker noget om geologi. Det ville jeg prøve at rette op på. For mig er det ikke en anstrengelse at formidle. Jeg gør mig umage for at finde rigtige ord og sammenligninger, men selve det at fortælle falder mig naturligt”. 

Mimik Rosing er født i Grønland og vokset op i Danmark i et miljø, hvor “alting handlede om Grønland”.

“Nogle påstår, at fortællingen er grundlæggende i grønlandsk kultur, fordi nomadesamfund er fattige på ting og rige på ord. Det er jeg vokset op med. Alle er altid ved at falde over hinanden for at fortælle historier”.

At Minik Rosings egne historier blev akademiske, skyldes et heldigt tilfælde.

“Jeg var en elendig elev i skolen. Indtil gymnasiet havde jeg overhovedet ingen planer om at lave lektier, og jeg drømte om en håndværkeruddannelse. Først i gymnasiet begyndte jeg at tage boglig viden alvorligt. Jeg havde gode lærere, og jeg var glad for naturvidenskab. Geologi interesserede mig, men ikke mere end fysik eller kemi. Året efter min studentereksamen boede jeg et år i Grønland og kom med som geologassistent for Grønlands Geologiske Undersøgelser. Geologi er en blanding af almindeligt kontorius-akademisk arbejde og så det at gå rundt ude i naturen og slå på nogle sten med en hammer. Det syntes jeg var en vældig god kombination”. 

Viden forpligter
Når Minik Rosing sætter sig i Kongestolen, kan han se et stort portræt af kemiprofessor Julius Thomsen, der havde sin gang i huset, dengang bygningen på Østre Voldgade rummede både Geologisk Museum og Kemisk Institut. 

“Julius Thomsen byggede sammen med C.F. Tietgen fabrikken Øresund, der udvandt soda af kryolit fra Ivittuut i Grønland. I dag taler man om konsortier mellem universiteter og det private erhvervsliv, som om det er en helt ny opfindelse. Men det skete altså allerede i midten af 1800-tallet”, påpeger Rosing, der selv har bidraget til debatten om minedrift på Grønland i sin egenskab af formand for en dansk-grønlandsk ekspertgruppe om råstofudvinding på Grønland.

“Hvis man ved noget vigtigt om et samfundsemne, må man jo stille op med det. Hele debatten om minedrift i Grønland er kørt på grundlag af myter og forestillinger og alt for lidt faktuel viden. Forhåbentlig kan vi i udvalget bidrage med faktuel viden, som kan hjælpe grønlandske og danske politikere til at træffe de bedste beslutninger. Det er i det hele taget min holdning, at vi som forskere har pligt til at stille vores viden til rådighed. Jeg siger ikke, at alle skal formidle, eller at vi skal formidle på samme måde, men der bør være en kontakt mellem os, der producerer ny viden, og de mennesker, der kan bruge den. Det nytter ikke noget, hvis for mange af os forsker for forskningens egen skyld”.

Kunsten at se
Langs flere vægge står lyse træskabe med gylden dekoration og gavmild skuffeplads. De har tilhørt kunstkammeret og rummer nu samlinger af sten og mineraler. I en af skufferne ligger stenen, som vi snart er nødt til at tage op, så vi kan kigge på den og tale om den, fordi den både ændrede Minik Rosings liv og livets historie.

Men tingene i Rosings kontor bliver ved at tale i munden på hinanden. Mange taler mere om kunst end om videnskab.
På en væg hænger et maleri af en isbjørneunge, der er faldet i søvn og drømmer om en balletdanser. Rosings søsters værk, ikke hans fars. Faderen tegnede den stående isbjørn, der i dag anvendes af det grønlandske hjemmestyre. En af faderens andre tegninger hænger tæt på en række små raderinger af Per Kirkeby.

“For mig er kunst og videnskab ikke langt fra hinanden. Måske skyldes det, at geologi ikke er så eksakt en videnskab som mange andre naturvidenskaber. Der er altid et element af abstraktion. Hvis du tæller støvdragerne på en blomst, får du et bestemt resultat, der er måske tre eller fem, men i geologien skal du selv beslutte dig for en klassificering af det, du ser på. Den måde, hvorpå man indsamler sit forskningsmateriale, vil altid være farvet af ens egen smag”.

Livets fødselsattest
Nu er vi nødt til at tale om stenen. Den viser sig at være flad og brun med en ujævn overflade. Skifer. 

Minik Rosing samlede den op, da han som ung forsker samlede materiale til sin forskning i geokemi. Stedet hedder Isua. Det ligger omkring 150 kilometer nord for Nuuk. Da han mange år senere, i 1999, offentliggjorde sine resultater i Science, advarede redaktøren ham om, at han skulle være parat på en del omtale, når embargoen blev hævet.

“Jeg tænkte, “ja, ja, den er god med dig. Det er jo mest interessant for geologer”. Embargoen bliver løftet midt om natten dansk tid, og jeg kan huske, at jeg bliver vækket af telefonen. Det er den første journalist. Og så følger opringningerne så tæt efter hinanden, at jeg ikke kan nå at få mit tøj på. Jeg står en halv nat i underbukser og klapperfryser og taler i telefon og improviserer og er fuldstændig uforberedt”.

Minik Rosing havde fundet livets fødselsattest. Og det var faktisk interessant viden for andre end geologer.

“Se den sorte linje her. Den indeholder kulstof. Man kan se nogle meget fine linjer af lag af noget, som engang har været ler, og hvor der så er indlejret en smule kulstof. Det stammer fra levende organismer på havbunden og viser, at fotosyntese er foregået allerede for 3.800 millioner år siden, altså 300 millioner år før man troede”.

Livet former Jorden
Stenen ændrede Minik Rosings videnskabelige karriere.

“Der var jo en masse ståhej efter publiceringen i Science, og alle var glade og lykkelige, men efter et stykke tid tænkte jeg, “hvad rager det egentlig mig som geolog, om der var liv på Jorden eller ej”, og så begyndte jeg at kigge på, om liv betyder noget for Jordens måde at være Jorden på”.

Svaret var ja.
“I stedet for at betragte livet som noget, der boede oven på Jorden, som den nu var, begyndte jeg at interessere mig for vekselvirkningen mellem Jorden og livet. Jeg fik en forståelse af, at livet i virkeligheden er den afgørende faktor for, at Jorden er, som den er. Det overraskede mig”.

I dag er budskabet om livet og Jorden Rosings vigtigste opgave som formidler.

“Hvis jeg kun kunne dele en eneste erkendelse med andre mennesker, er det den vigtigste: Vi mennesker er en del af Jordens system, og vi er en væsentlig del af Jordens måde at fungere på. Jordens historie udviser rigtig mange eksempler på, at levende organismer tilpasser sig det miljø, de lever i. Når det er lykkedes rigtig godt, bliver de så mange, og de er så effektive, og de har det så godt, at deres aktivitet begynder at påvirke det miljø, de lige havde tilpasset sig, og så ændrer miljøet sig. Det er en løbende proces, der også gælder klimaet. Klimaet er ikke godt eller skidt i sig selv, men vores kultur er så fint tilpasset klimaet, som det er nu, at enhver forandring vil være ekstremt besværlig for os. Vi er en del af den gensidige påvirkning og udvikling. Naturen er ikke inde i fjernsynet eller uden for vinduet. Naturen er i os, og vi er i den”.