Foto: POLFOTO
18.10.2013
Artikel

Den mislykkede universitetsgrad

Hvad er der i vejen med bachelorgraden? Tænketanken DEA forstår ikke, hvorfor politikere og universiteter har så travlt med at uddanne kandidater.

Af Thomas Bøttcher
Der skal uddannes kandidatstuderende i bunkevis og tilsvarende skabes masser af nye job. Faktisk betyder regeringens målsætning om, at 25 pct. af en ungdomsårgang skal have en lang videregående uddannelse, at der frem mod 2020 skal skabes 9.100 nye akademikerjob om året.

Men er det nu også så klogt spørger tænketanken DEA i en ny analyse og opstiller et alternativ: 

Hvorfor ikke forestille sig en mere fleksibel model, hvor en del af de mange studerende i første omgang er bedre tjent med at stoppe ved bachelorgraden. Så kunne de snuse lidt til arbejdsmarkedet for måske på et senere tidspunkt at få en overbygning.
Udfordringen er, at kun de færreste studerende i dag overvejer at stige af ved bachelorgraden. Og tilsyneladende med god grund. Universiteterne har nemlig aldrig satset helhjertet på bachelorgraden som afstigningstrin til arbejdsmarkedet, og arbejdsmarkedet har aldrig rigtig efterspurgt bachelorerne. 

Argumentet om, at der reelt ikke findes noget bachelorarbejdsmarked, forsøger DEA at pille ved i sin analyse. For blandt de universitetsuddannede, der stopper ved bachelorgraden, er 95 pct. i job, og en tredjedel af dem har arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau. Det indikerer, mener DEA, at der faktisk findes en del akademisk arbejde, hvor en kandidatuddannelse ikke er tvingende nødvendigt.

DEA’s administrerende direktør, Stina Elias Vrang, er godt klar over, at universiteterne på grund af taxametersystemet har et incitament til at satse på kandidater, og at virksomhederne foretrækker kandidater frem for bachelorer. Men som hun siger:
“Jeg prøver bare at se det fra et samfundsperspektiv. Mit spørgsmål er, om det på et foranderligt arbejdsmarked er den mest hensigtsmæssige model, at alle skal tage en kandidatuddannelse fra start af. Den refleksion har vi ikke i Danmark”.
Stina Elias Vrang er selv kandidat i offentlig forvaltning, men har de sidste 10-12 år primært arbejdet med ledelse, noget, som hendes uddannelse ikke forberedte hende på.

“Kunne man ikke forestille sig, at det havde været bedre, hvis jeg var gået i gang med at arbejde før kandidatuddannelsen? Da jeg var bachelor, havde jeg et studenterarbejde, som jeg var superglad for. Min chef sagde, at han var ligeglad med, om jeg fik skrevet specialet, men han kunne ikke ansætte mig i det offentlige, fordi jeg ikke havde kandidatuddannelsen. Efterfølgende har jeg taget masser af ledelsesuddannelse betalt af min virksomhed. Er det den mest rationelle måde at forberede mig på det arbejde, jeg har i dag? Jeg er jo ikke den eneste, der har været i den situation. Så jeg spørger bare, hvorfor er det, vi i Danmark har så meget imod et fleksibelt uddannelsessystem, som i virkeligheden ville være meget mere i øjenhøjde med aftagernes ønsker, fordi man som bachelor kan skræddersy sin overbygning sammen med sin arbejdsgiver”.

Det sidste foregår allerede i dag i kraft af betalte masteruddannelser, og DEA har da også tidligere givet udtryk for, at en positiv sidegevinst ved forslaget er, at der vil blive skabt et større marked for efteruddannelser. Stina Vrang Elias peger samtidig på, at en måde at indføre bachelorarbejdsmarkedet på er ved at fjerne bachelorens retskrav på at tage en kandidatoverbygning.
Men dermed er det danske uddannelsessystem også på vej til at blive grundlæggende forandret, advarer Jens Vraa-Jensen, konsulent i DM.

“Det vil jo være at indføre betaling i uddannelsessystemet. Det er også det system, vi kender fra de lande, hvor man faktisk har et bachelorarbejdsmarked”, siger han. 

Hønen og ægget
Undersøger man på Syddansk Universitets hjemmeside, hvilke job bachelor­uddannelsen i dansk giver adgang til, får man at vide, at studiet som sådan giver mulighed for beskæftigelse i fx gymnasieskolen og på professionshøjskolerne. Men at bacheloruddannelsen i dansk i sig selv skulle kunne føre til noget, anses end ikke som en mulighed på SDU’s hjemmeside. Underviserjob i gymnasiet og på professionshøjskolerne forudsætter nemlig en kandidatuddannelse.

Konfronteret med hjemmesidens oplysninger siger SDU’s rektor og formand for Danske Universiteter Jens Oddershede:
“Det er jo diskussionen, om det er hønen eller ægget, der kom først. Er det, hvad universiteterne skriver på deres hjemmesider, eller arbejdsmarkedets efterspørgsel, der påvirker efterspørgslen efter bachelorer?”

Ifølge Jens Oddershede er universiteternes bacheloruddannelser såmænd afrundede nok, problemet er snarere det stærkt begrænsede arbejdsmarked for bachelorer. Og han giver ikke meget for DEA’s analyse.

“Tag bare et kig på mængden af job til bachelorer i Magisterbladets jobsektion. Når vi kigger på DEA’s analyse, er det måske nok en tredjedel af bachelorerne, der finder relevant beskæftigelse, men det samme gør sig gældende for dobbelt så mange kandidater. Så jeg synes, vi skal have proportionerne på plads. Rigtig mange bruger bachelorgraden til at flytte sig fra universitet til universitet snarere end til at finde job, og det er vel nok et af de vigtigste aspekter ved bacheloruddannelsen. På SDU har fx 48 pct. af alle kandidatstuderende ikke en bachelorgrad fra SDU”, siger han.

International dagsorden
Men DEA’s argument om det fleksible uddannelsessystem handler også om fordelen ved en vekselvirkning mellem uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Og den tanke er ikke ny. Politikere og eksperter såvel herhjemme som internationalt har i årevis diskuteret spørgsmålet.

Nina Smith, professor i nationaløkonomi og tidligere prorektor ved Aarhus Universitet, deler DEA’s opfattelse.

“Et arbejdsmarked, du kommer ud på som 25-30-årig og skal være på, til du er 70-75 år, med stigende omskiftelighed og kompetencekrav, der ændrer sig hurtigere, end vi har været vant til, er det usandsynligt, at du kan hælde al relevant uddannelse på, mens du er ung. Jeg vil påstå, at det er en gammeldags måde at se uddannelsessystemet på, at vi bliver ved med at holde fast i, at man på universitetsuddannelserne skal nå frem til kandidatniveau, især når vi sammenholder det med de meget høje målsætninger om antallet af højtuddannede, der er. Jeg tror ikke, at det er en fornuftig måde at bruge vores skattekroner og investeringer i uddannelse på”.

Ifølge Nina Smith giver det bedre mening at forestille sig, at de unge begynder deres arbejdsliv med en bacheloruddannelse og så efter en årrække fylder mere uddannelse på afhængigt af fremtidens arbejdsmarked eller de skift, der sker i løbet af et arbejdsliv.

Endnu ingen incitamenter
Lignende tanker finder man blandt andet i OECD og EU-Kommissionen, der vurderer, at fremtidig økonomisk vækst er afhængig af arbejdskraftens mobilitet. Vel at mærke en mobilitet, der skal sikres gennem kontinuerlig efteruddannelse. Professor Ove Kaj Andersen taler i samme forbindelse om “mobication” (mobility through education), hvor beskæftigelsessikkerheden sikres ved, at den enkelte ved hjælp af blandt andet systematisk anvendelse af økonomiske incitamenter “motiveres til et livslangt engagement i egen kompetenceudvikling”.

I Danmark er bachelorernes incitamenter til at udskyde kandidatuddannelsen til et senere tidspunkt dog så godt som ikke eksisterende, påpeger Jens Oddershede.

“Ud over problemet med at finde et job som bachelor, så er der også det problem, at hvis man som bachelor har haft en god løn i nogle år, så er muligheden for, at man går ned på SU i to år for at tage en kandidatuddannelse, begrænset. Der har man jo familien, huset, bilen og børnene at tænke på. Så det er min opfattelse, at man bør tage hele sin uddannelse så tidligt som muligt. Og der er problemet måske så, at man er 22-23 år, før man går i gang med en uddannelse, et tidspunkt, hvor man allerede har svært ved at klare sig med en SU”.

Ifølge en DEA-undersøgelse er det kun en ud af ti studerende, der i dag overvejer at prøve kræfter med arbejdsmarkedet direkte efter bachelorgraden.