18.10.2013
Artikel

Tænketank uden omtanke

Af Ingrid Stage
LEDER

Jeg har på denne plads gentagne gange understreget behovet for en særlig indsats for at skabe job, der kan nedbringe den alt for høje dimittendledighed. Vi har haft høje ledighedsprocenter før, men vi har ikke tidligere måttet opleve dimittendledigheden bide sig fast på så højt et niveau gennem flere år. En aktuel ledighed på ca. 25 % af alle nyuddannede kandidater og fremskrivninger, der viser, at der skal skabes 10.000 ekstra akademikerjob hvert år, hvis vi skal undgå yderligere forværring af beskæftigelsessituationen for de kommende kandidatårgange, illustrerer problemets omfang.

Den økonomiske krise, der satte ind i 2008, har været særlig ondartet. Der er heldigvis nu en del, der tyder på, at konjunkturerne så småt er ved at vende, og jeg skal stærkt opfordre regeringen til at følge vismændenes anbefalinger om en finanspolitisk lempelse, som bør kunne give sig udslag i et mindre fastlåst arbejdsmarked og lysere beskæftigelsesudsigter. Men selv med bedre konjunkturer kan vi næppe forvente, at dimittendledigheden helt vil forsvinde af sig selv.

Situationen fordrer, at vi i de akademiske organisationer kan komme med bud på nye måder at tænke uddannelse og arbejdsmarked på – offentlig såvel som privat – og den fordrer, at vi frigør os fra en rigid opdeling i lønmodtager og selvstændig. Hvis vi ikke er offensive her, risikerer vi at få trukket kortsigtede løsninger ned over hovedet fra politikere, der bliver grebet af smarte og lette løsningsforslag fra andre aktører med særlige dagsordener. Forslag, som måske nok løser ét problem, men samtidig skaber flere andre steder i samfundet. 

Tænketanken DEA udmærker sig ved kontinuerligt at sende en lind strøm af analyser og forslag om uddannelse og arbejdsmarked ud i offentligheden, nogle mere lødige end andre. DEA er dygtig til at skabe opmærksomhed om konklusionerne, der i medierne ofte fremstår som uangribelige facts. Blandt de seneste er en rapport om et dansk bachelorarbejdsmarked.

Rapporten blev solgt til medierne som en positiv nyhed om, at vi i Danmark har et reelt arbejdsmarked for bachelorer, og at det vil være en fordel, hvis flere forlod universitetet med en BA i stedet for at fortsætte på en kandidatuddannelse. Vores uddannelsesminister, Morten Østergaard, blev så grebet af denne tanke, at han straks udbrød: “Vand på min mølle”. 

Man må formode, at ministeren og hans embedsmænd ikke havde haft ordentlig tid til at granske rapporten, før han kom med sin udtalelse. For rapporten dokumenterer slet ikke, at der skulle eksistere et bachelorarbejdsmarked her i landet, tværtimod. Og man kan i undring over den ministerielle begejstring ikke undgå at få den tanke, at rapporten tjente et politisk bekvemt formål, nemlig at sætte spørgsmålstegn ved danske studerendes retskrav på at bygge en kandidatgrad oven på bachelorstudiet.

Retten til at tage en kandidatuddannelse, hvis evnerne rækker, skal fastholdes. Den kan og bør ikke erstattes af muligheden for at tage en master efter nogle års specialisering på arbejdsmarkedet. Det vil på sigt underminere vores princip om uddannelse som et offentligt gode betalt over skatterne.

Men hvis vi skal have held til at bevare det hævdvundne princip om, at alle skal have mulighed for at uddanne sig så langt evnerne, energien og lysten rækker, bliver vi nødt til at komme med nye bud på, hvordan kandidaterne så også får reel mulighed for at anvende kvalifikationerne på arbejdsmarkedet, så vi ikke uddanner til ledighed. Det er en debat, jeg inviterer alle akademiske organisationer og medlemmer til at bidrage til i de kommende måneder.